Napoleon (Bonaparte) I

Frankrig, 1769-1821 11.10.14

Kejser af Frankrig 1804-14 og 1815, født i Ajaccio på Korsika 15. august 1769, næstældste søn af Carlo Bonaparte og Marie Letizia født Ramolino. Fik 1770 friplads i militærskolen i Brienne, 1784 i Paris. 1785 løjtnant i artilleriet. I skoletiden var han indesluttet og stejl, reves undertiden hen af en lidenskabelig voldsomhed; hans ærgerrighed og hans store evner bemærkedes tidlig både af lærere og kammerater. Tidlig stærkt påvirket af Plutark og Rousseau og derfor ivrig demokrat og republikaner. Han var oprindelig uden sympati for Frankrig, men derimod ivrig korsikansk patriot, og først da han under gentagne ophold på sin fødeø forgæves havde søgt indflydelse under de hidsige parti- og familiekampe, bestemte han sig til at knytte sin fremtid til Frankrig. 1793 drog han tvunget dertil af Paoliernes parti, til Frankrig med hele den øvrige familie. Han sluttede sig til bjergpartiet i dets kamp mod Girondisterne og fik oktober 1793 som bataljonskommandant lejlighed til at vise sin feltherredygtighed ved indtagelsen af Toulon, idet det særlig skyldtes hans artilleridispositioner, at englændrne og spanierne måtte rømme byen. februar 1794 udnævntes han til brigadegeneral i artilleriet og gjorde tjeneste i Italien, hvor han vandt stor indflydelse som militær rådgiver for konventskommissærerne, især Robespierreres broder. Hans nære forhold til denne bragte ham i vanskeligheder, da Robespierre blev styrtet juli 1794; han måtte forlade Italien og blev endog september 1795 pga. ulydighed afskediget, sålede at han nu en kort tid var uden stilling og indtægter. Imidlertid fandt han en ny velynder i Barras, og som dennes hjælper vakte han atter opmærksomhed ved at slå den konservative Vendémiaire-opstand ned, oktober 1795. Han udnævntes nu til divisionsgeneral og fik overkommandoen over de indenrigske tropper, 9. december 1796 blev han gik med Josephine Beauharnais, der havde megen indflydelse i ledende kredse; allerede 2. marts havde de to direktører Carnot og Barras skaffet ham overkommandoen over den franske hær i Italien. den lille, energisprudende 28-årige general vandt hurtig autoritet både hos mandskab og officerer; han vænnede soldaterne til at sæte deres lid til ham personlig mere end til regeringen (således allerede i den berømte første proklamation til hæren). Han fik på den måde efterhånden soldaterne til stødvis, når det var nødvendigt, at yde det yderste i retning af lange, hurtige marcher og voldsomme angreb. hans ilsnare bevægelser, nøje kendskab til terrænet og fjendens stilling og styrke og hans evne til at bregne deres sandsynlige planer skaffede ham en række sejre over sardinierne og østrigerne (slag ved Lodi). I få uger har hele Lombardiet erobret og østrigerne indesluttede i Mantova, der måtte overgive sig februar 1797, efter at østrigske hære var bleven slået ved Castiglione, Arcole og Rivoli. Derefter foreløbig fred i Leoben 18. april, endelig fred i Campo Formio oktober 1797, 9. december 1797 var han i Paris. Direktoratet var noget misfornøjet med hans egenmægtige dispositioner i Italien og ængstelig over den uhyre popularitet, han havde vundet, og søgte at få ham bort fra Paris. Først tænkte man på at lade ham forberede en landgang i England, men da han påviste det umulige i at udføre en sådan og derimod ivrigt optog en af Direktoriets ny udenrigsminister Talleyrand fremsat plan om at erobre Ægypten, en plan hvortil han selv knyttede håb om fremtrængen i Orienten, om tilintetgørelse af Englands kolonimagt og om eget ry, gik Direktoriet gerne ind på denne plan, der for en tid ville fjerne ham fra Frankrig. Maj 1798 afsejlede han fra Toulon med 35.000 mand og fulgt af en stor del videnskabsmænd, der skulle udforske Ægyptens oldtidsskatte. Undervejs tvang han johannitternes stormester til at afstå Malta, landede 1. juli ved Alexandria. Efter en lang og møjsom ørkenvandring slog hæren maelukkerne ved Pyramiderne, men kort efter slog englænderne den franske flåde på reden ved Abukir, hvorved hæren var afskåret fra Europa. Bonaparte omdannede Ægyptens forvaltning, fremhjalp næringslivet og skabte i det hele det ny Ægypten.Da Tyrkiet erklærede krig, drog Bonaparte til Syrien, indtog Jaffa og belejrede Saint-Jean d'Acre. Den engelske flåde og pesten nødte ham til tilbagetog til Ægypten, og her erfor han af aviser, der sendtes ham af den engelske flådes chef, at forholdene i Frankrig var slette. August 1799 indskibede han sig i Alexandria og slap over til Frankrig, mens Kléber blev tilbage som chef for hæren i Ægypten. 9. oktober landede Bonaparte i Fréjus og var 16. oktober i Paris. Efter forhandlinger med Sieyés og en del generaler bestemte han sig til at styrte regeringen. Statskuppet udførtes 9.-10. november (18.-19. Brumaire); der matte imod forventning bruges vold, men da Bonaparte var den eneste mand, nationen havde tillid til, og da man længtes efter ro og orden, fandt man sig i det skete. I den ny regering, konsulatet, blev Bionaparte førstekonsul med ret til at udnævne embedsmænd og dommere. Førstekonsulten holdt hof i Tuilerierne og søgte allerede fra nu af at forsone gammelt og nyt, bl.a. ved at tillade de fleste emigranter at komme tilbage. Finanserne forbedredes, Frankrigs bank oprettedes, den stedlige forvaltning ordnedes med præfekter, underpræfekter, mairerm mens det under revolutionen tilstræbte stedlige folkelige selvstyre ophævedes. Royalistiske og jakobinske rørelser blev slået ned. Kampen med den 2. koalition optoges med kraft og held. Efter overgangen over Store St. Bernhard angreb Bonaparte østrigerne ved Marengo 14. juni 1800. Moreau sejrede i Tyskland, og ved freden i Lunéville 9. februar 1801 genoprettedes alle tidligere nederlag. Med England sluttedes fred i Amiens marts 1802. 15. august 1801 sluttedes konkordat med Paven; den katolske kirke genindførtes mod afkald på det inddragne kirkegods, men således at staten nu lønnede gejstligheden, Streng censur og omhyggeligt politiopsyn kvalte al opposition; det ofentlig liv fik et mere og mere monarkisk præg. 1802 oprettedes Æreslegionen, og samme år gav en folkeafstemning Bonaparte konsulatet på livstid. Opdagelsen af Cadoudais, Pichegrus og andre sammensværgelse mod ham februar 1804 i forbindelse med det spændte forhold til England vakte hos mange angst for at miste den uerstattelige og nødvendige kraft, Bonaparte var, og denne udnyttede energisk stemningen. Maj 1804 vedtog Senatet, at republikkens regering skulle overdrages »Napoleon Bonaparte som de franskes kejser« og værdigheden være arvelig i hans slægt. En folkeafstemning gav 3,5 mio. ja og kun 2.500 nej. Pave Pius VII kom til Paris og salvede ham 2. december 1804 i Notre-Dame, mens han selv satte kronen på sit og sin hustrus hoved. Marts 1805 påsatte han sig i Milano den lombardiske jernkrone som konge af Italien. Styrelsen af Frankrig fik et yderligere enevældigt præg derved, at kamrenes lovgivende virksomhed næsten helt ophørte, og love afløstes af »dekreter« og »senatskonsulter«. Mod den 3. koalition 1805 var »storarméen« straks rede (slag ved Ulm 17. oktober, ved Austerlitz 2. december 1805), Østrig måtte slutte freden i Pressburg 6. december, men tilbage stod englænderne, der sejrede ved Trafalgar og Rusland og, som ny fjende, Preussen. Napoleon sejre over preusserne ved Jena og Auerstädt 14. oktober 1806 og over russerne ved Friedland 14. juni 1807 førte til freden i Tilsit samme år, der er udtryk for, at Napoleon nu stod som det vesteuropæiske fastlands herre, med håb om også at kunne knække England ved fastlandsspærringen. Allerede forinden havde han begyndt på at skabe en art, foreløbig kun mellemeuropæisk, føderativt imperium ved at gøre sin broder Josef til konge i Napoli, Ludvig til konge i Holland (1808-10), stesønnen Eugène Beauharnais til vicekonge i Italien, svogeren Murat til storhertug af Berg og ved at skaffe sin søstre fyrstendømmer; 12. juli 1806 oprettedes endvidere Rhinforbundet, hvorefter det tyske rige opløstes 6. august. I slutningen af 1807 inddroges Portugal, og 1808 blev Josef konge i Spanien, mens Napoli gaves Murat. Krigen med Østrig 1809 med de blodige slag ved Aspern og Esslingen og Napoleons sejr ved Wagram endte med ny landetab for Østrig. Under krigen inddrog Napoleon Kirkestaten og fængslede paven. Nu fulgte en kort forholdsvis fredelig tid, da krigen væsentlig var indskrænket til den pyrenæiske halvø. Napoleon stod på magtens tinde, men han havde ingen søn, til hvem magten kunne gå i arv. 16. december 1809 ophævedes hans ægteskab med Josephine, og 1. april 1810 ægtede han kejser Frans af Østrigs datter Marie Louise, der 20. marts 1811 fødte ham en søn (Napoleon II, s.d.). Under krigene og navnlig efter Tilsitfreden udrettede Napoleon et uhyre organisationsarbejde (Code Napoléon, handelslove, omordning af Frankrig undervisningsvæsen m.m.) Indførelsen a den kejserlige katekismus i skolerne skulle opdrage nationen til at dyrke kejseren som guds afbillede på jorden; en ny arveadel oprettedes; censuren skærpedes; vældige byggearbejder som Madeleine-kirken (oprindelig bestemt til et tempel for de franske sejre), Vendômesøjlen, triumfbuer osv. skulle fæstne minderne om de store bedrifter. Men alt standsede, da Napoleon, misfornøjet med Ruslands holdning overfor fastlandsspærringen og irriteret over den modstand, hans eneste jævnbyrdige blandt jordens fyrster ofte gjorde mod hans planer, bestemte sig til toget mod Rusland 24. juni 1812 overgang over Njemen, 7. september slag ved Borodino, 14. september indtog i Moskva, 19. oktober tilbagetog, 28. november overgang overt Beresina). 5. december forlod Napoleon hæren og ilede til Paris, hvortil han kom 18. december for straks at iværksætte ny troppeudskrivninger mod den koalition, der snart dannede sig. Han sejrede ved Dresden 26.-27. august 1813, men blev slået ved Leipzig 16.-18. oktober. +++ (HK7/1924)

 

Fransk officer, kejser 1804-14, 1815.