Paris I

Da Napoleon I prøvede at stoppe det allierede fremstød mod Paris ved at angribe deres bagtrop mod øst, fejlbedømte han fjendens bestemthed. Under prins Karl von Schwarzenberg løb fire allierede kolonner, som ignorerede deres afbrudte forbindelseslinjer, sammen mod den franske hovedstad. Her forkludrede Napoleons ældre broder, Joseph, som tidligere ikke havde været i stand til at holde Spanien, arbejdet med at forstærke byens forsvarsværker. Marskal Auguste Marmont faldt tilbage ind i Paris med nogle få tusinde slagne rester af Grande Armée. Til disse kunne han kun tilføje 20.000 regulære tropper og nationalgardister. De allierede, med overvældende styrke, ramte byens østlige udkanter inden dagslys den 30. marts. Joseph flygtede kujonagtigt inden middag. Marmont, hjulpet af marskal Édouard Mortier, kæmpede tappert tilbage, men da angriberne erobrede Montmartre og således oprullede den venstre franske linje, var slaget tabt. Kl. 2:00 den 31. marts blev byen opgivet. Angrebet kostede de allierede 8.000 tab, franskmændene halvt så mange. Napoleon, som havde samlet tropper ved Fontainbleau mod sydøst, ilede frem til et punkt 18 km syd for Paris hvor han hørte om tabet af byen.
   Men de grundigt slagne franskmænd kunne ikke længere gøre modstand. Napoleon, som var ude af stand til at samle sine mænd for et angreb på Paris, abdicerede til fordel for sin treårige søn den 6. april. De allierede ledere insisterede på betingelsesløs abdikation og eksil til øen Elba i Middelhavet. Den slagne kejser accepterede den 11. april. Den foregående dag havde marskal Nicolas Soult tabt det sidste slag i den lange krig ved Toulouse.