Joseph Bonaparte

Frankrig, 1768-1844 15.06.13

Broder til Napoleon Bonaparte. Konge af Neapel fra 1806, Portugal og Spanien.

Gik i skole (på friplads i Autun og tænkte på officersstilling, da faderens død i 1786 nødte ham, den ældste søn, til at vende hjem til Korsica for at hjælpe moderen og de mange søskende. I en fart fik han en juridisk eksamen og nedsatte sig som sagfører i Bastia. 1793 måtte familien pga. brud med patrioterne og deres leder, Paoli, flygte til Frankrig, hvor den i nogen tid led nød, indtil forbindelser med ledende mænd (f.eks. Robespierres broder) bragte den bedre kår. Napoleon blev general; Joseph ægtede 1794 Julie Clary, datter af en rig købmand i Marseille. Robespierres fald bragte Napoleon i nød, således at han måtte ty til sin rigt gifte broder, »det heldige bæst«. Snart vendtes forholdet dog om; Joseph modtog støtte og stillinger af sin yngre broder. Han blev medlem af de yngres råd, men spillede ingen rolle, levede helst på et gods, han havde købt nær ved Paris, men han fulgte omhyggelig alt, hvad der gik for sig, og underholdt en fortrolig og hemmelig brevveksling med Napoleon, mens denne var i Ægypten, Brumaire-statskuppets heldige udfald skyldtes for en del Joseph. I de følgende år deltog han i flere diplomatiske arbejder (freden i Lunéville, konkordatet, freden i Amiens). Han udnævntes til tronarving for det tilfælde, at Napoleon skulle dø barnløs. 1806 blev han konge i Napoli, hvor han vel til dels vandt aristokratiet ved sin elskværdighed og sin gavmildhed, men hvor hans stilling dog stadig var utryg, og hvor der næsten uophørligt kæmpedes mellem de franske tropper og de indfødte, så landet lagdes øde, uden at Josephs mange liberale og humane love hjalp videre. 1808 kaldte broderen ham til konge i Spanien; Napoli overlodes Murat, og franske soldater banede ham vej til Madrid. Han var dog kun skyggekonge; de franske generaler lystrede kun Napoleons ordrer, og uden den franske hær ville hans stilling have været ganske uholdbar. Overalt rejste den af præster og munke opfanatiserede befolkning sig mod det franske herredømme, og da de franske tropper i 1813 fik andet at gøre, måtte Joseph forlade Spanien. Efter Waterloo drog Joseph til Nordamerika, hvor han, formuende som han var, tog ophold på Moreaus tidligere ejendom i Delaware. Efter hertugen af Reichstadts (Napoleon II) død 1832 optrådte han som prætendent og opholdt sig i nogle år i England. De sidste år af sit liv boede han i Italien. 1862 blev hans lig ført til Invalidekirken i Paris. (HK2/1920)