Caldiero
II
Italien
Et
af hovedmålene for den franske fremrykning til Donau neden for Ulm var
at fremtvinge en generel tilbagetrækning af de 3 østrigske hære under
den hellige romerske kejser Franz
II. Hver af de tre blev kommanderet af en broder til kejseren – ærkehertug
Ferdinand
ved Ulm, ærkehertug Johan
i Tyrol, ærkehertug Karl
Ludvig i det nordlige Italien. Mens
Napoleon I selv ledte fremrykningen mod sydøst gennem Tyskland, sendte
han marskal Michel
Ney med 7.500 franske tropper og en bayersk styrke til at presse sydpå
mod Johans 40.000 tropper. Samtidig skulle marskal André
Masséna med en armé på 37.000 mand angribe østpå og fortrænge Charles
50.000 tropper ud af Italien.
Den dygtige Karl, som forudså presset mod hans stilling,
foretog et ødelæggende angreb den 30. oktober 1805 mod franskmændene ved
Caldiero, 8 km øst for Verona. Massénas tropper slog angrebet tilbage
men slaget gav østrigerne tid til at sende deres bagagetræn østpå. Fra
Caldiero pressede Masséna ubønhørligt østpå, mens Karl kun udkæmpede
bagtropaktioner. Da ærkehertugen nåede Tagliamento-floden, nær hovedet
af Adriaterhavet, gjorde han holdt længe nok til at dække Johans tilbagetrækning
fra Tyrol. Begge de østrigske hære fortsatte deres tilbagetrækning til
hvad der nu er Ungarn. Imens faldt kejserens styrker langs Donau tilbage
til Wien og længere væk.
