|
Slagene
ved Ligny og Quatre
Bras, som Napoleon udkæmpede den 16. juni 1815, drev en kile ind mellem de allierede
hære i det sydlige Belgien. For at gøre kilen bredere og
om muligt at knuse den preussiske hær under general Gebhard
von Blücher, satte Napoleon marskal Marquis Emmanuel
de Grouchy med 33.000 mand i kommando over han højre fløj.
Derefter koncentrerede hans sin hovedarmé på 72.000 mand
ved La Belle Alliance mod den engelsk-hollandske hær under hertugen
af Wellington (Arthur
Wellesley), som var faldet tilbage til et lavt, smalt højdedrag
ved Mont-Saint-Jean, lige syd for Waterloo. Napoleon opstillede sine tropper
for et angreb kl. 11:00 den 18. juni og lovede sine løjtnanter,
at de denne nat ville sove i Bruxelles, 19 km væk. På den anden
side af højdedraget placerede Wellington sine 68.000 mand (24.000
briter, 44.000 hollændere, belgiere og tyskere) og 156 kanoner
på tværs af vejen til Bruxelles.
Under dække af ilden fra 246 kanoner rykkede den
franske venstre fløj, vest for vejen, fremad kl. 11:20. De ramte
hårdt det massive Chateau de Goumont, kaldet Hougoumont, men blev
snart viklet ind i en blodig, frugtesløs kamp for at erobre denne
port til den engelske højre fløj. Imens åbnede 80
franske kanoner ild langs med vejen til Bruxelles, hvor marskal Michel
Ney indledte hovedangrebet lige før kl. 14:00. I et voldsomt
angreb, som blev bekæmpet med tilsvarende grusomhed, trængte
franskmændene frem mod nøglepunktet ved La Haye-Sainte. Infanteri,
kavaleri og artilleri på kort afstand krævede en frygtelig
høj pris på begge sider. Ney blev tvunget tilbage, men i
et andet angreb, anført af marskallen selv, faldt La Haye-Sainte
omkring kl. 18:00. Den allierede linje, baseret på standhaftige
karréer af engelsk infanteri, slog revner men brød ikke sammen.
Mens slaget rasede i denne sektor, udviklede der sig
en farlig trussel på den højre franske fløj. Ved Wavre,
16 km mod øst, havde Blücher undveget Grouchy. Mens han holdt franskmændene
på afstand ved landsbyen, sendte han to preussiske korps under feltmarskal
general grev Hans von Zieten og general grev Bülow von Dennewitz på march til Wellingtons hjælp. Bülow nåede med
31.000 mand landsbyen Plancenoit sidst på eftermiddagen, farlig
tæt på at afskære Bruxelles-vejen bag Napoleon. Mens
hele slaget balancerede på en knivsæg, afstod general Georges Mouton (greve af Lobau)
Plancenoit til preusserne. Napoleon kastede sine reserve ind. Landsbyen
blev generobret af en bajonetangreb. Kl. 19:00 vendte den franske kommandør
tilbage til hovedslaget og beordrede 9 infanteribataljoner fra den gamle
garde fremad mod Wellingtons midte. Igen anførte Ney personligt
angrebet. I et voldsomt sammenstød holdt den allierede linje stand
og de overlevende vaklede tilbage ned af højdedraget. Slaget var
tabt for Frankrig kl. 20:00. Derpå gik Wellington til modangreb,
mens preusserne stødte ind i Plancenoit endnu engang. Franskmændene
begyndte at falde tilbage i en lang, bitter retræte mod Paris. Blüchers
tropper optog forfølgelsen, men de tilbagetrækkende franskmænd
afviste alle forsøg på at knuse dem under flugten. Waterloo
kostede Napoleon 26.000 dræbte og sårede, 9.000 fanger og
9.000 savnede. På de allieredes side udgjorde de engelsk-hollandske
tab 15.000, plus flere tusinde midlertidigt savnet; preussiske tab var
7.000.
Napoleon overgav sin kommando til Philippeville den
følgende morgen og vendte tilbage til Paris. Den 22. juni abdicerede
han for anden gang. De allierede gik ind i Paris den 7. juli og genindsatte Louis XVIII på tronen. (Napoleon blev sendt i eksil til øen Saint Helena
i Sydatlanten). Således sluttede ikke kun de hundrede dage men 23
års næsten konstant krigsførelse mellem Frankrig og
de andre stormagter i Europa. Derfor indtager Waterloo sin plads som et
af de mest afgørende slag i historien. |
|