Efter deres nederlag ved Lützen den 2. maj 1813, faldt de russiske og preussiske arméer under Prinsen af Sayn-Wittgenstein-Ludwigsburg og general Gebhard von Blücher tilbage østpå mellem Elben og Oder-floderne. Napoleon I fulgte langsomt efter og besatte Dresden, som han gjorde til sit vigtigste udgangspunkt for fremrykninger. 50 km mod nordøst beordrede de allierede monarker, Alexander I af Rusland og Frederick Wilhelm III af Preussen, et stand ved Bautzen, på Spree-floden. Idet han trængte frem med 115.000 tropper, fremtvang Napoleon en krydsning af Spree ved Bautzen den 20. maj. Imens slog marskal Michel Neys nyligt dannede armé på 84.000 mand bro over floden længere nede med strømmen. Den følgende dag genoptog Napoleon sit frontalangreb, mens Ney ramte den allierede højre flanke fra nord. Desværre for franskmændene manglede Neys angreb kraft, hvilket gjorde Wittgenstein i stand til at trække sin armé på 96.000 mand tilbage i god orden. Hver side led omkring 20.000 tab i det uafgjorte to dage lange slag. De allierede faldt tilbage ind i Schlesien, hvor en våbenstilstand var i kraft den 4. juni-10. august. To dage efter at våbenhvilen sluttede, erklærede Østrig (Frans I, Napoleons svigerfar) krig mod Frankrig for femte gang siden 1792. Imens tvang et nederlag ved Vitoria franskmændene til at opgive Spanien.