Under de Franske Revolutionskrige havde Frankrig holdt stand mod både den første og anden koalition af europæiske magter. Napoleon Bonaparte, som var steget til førstekonsul i 1799 og derpå kejser af Frankrig i 1804, herskede over et kejserdømme, som allerede var indviklet i en ny konflikt. Storbritannien, som havde genoptaget krigen i 1803, fik tilslutning af Østrig (for det Tysk-romerske Rige), Rusland, Sverige og senere Neapel. I denne krig mod den tredje koalition tog Spanien Frankrigs side. Østrig blev slået ud af krigen i 1805 og det Tysk-romerske Rige blev opløst året efter (Frans II blev Frans I, kejser af Østrig). Samme sommer sluttede Preussen sig til den tredje koalition. Napoleon førte med succes krig mod Preussen og Rusland i 1806-07. Men da han besatte Spanien i 1808, blev Frankrig snart engageret i en tofrontskrig – på den Iberiske Halvø og mod Østrig, som genoptog kampen i 1809. Mens den lange halvøskrig trak i langdrag mod vest, blev Østrig igen slået. Men den franske invasion af Rusland i 1812 blev en frygtelig katastrofe for Napoleons hære. Derefter var den franske magt gradvist aftagende. Under den fjerde koalition (eller Befrielseskrigene) i 1813-14 blev Napoleons hære slået på alle fronter af tropper fra Rusland, Preussen, Sverige, Østrig, Storbritannien, Spanien og adskillige tyske stater. De sejrrige allierede gik ind i Paris den 31. maj 1814. Imens var Napoleon abdiceret og gået i eksil på Elba. For slagene udkæmpet efter hans tilbagevenden, se Napoleons Hundrede Dage; se også Franske Revolutionskrige.