Kirkestaten

Historie: Tidligere navn på de landstrækninger i Mellem-Italien, der stod under Pavens verdslige herredømme. Dette grundlagdes, da Pippin 754 og 756 slog langobarderne og gav Stefan II dukatet Rom, eksarkatet Ravenna og Pentapolis (Rimini, Pesaro, Fano, Sinigaglia, Ancona), men først i 9. århundrede vandt herredømmet fastere form. Leo IX vandt Benevent, Nicolaus II erhvervede sig lenshøjhed over normannerfyrsterne i Syd-Italien, og under Gregor VII (1073-85) testamenterede markgrevinde Mathilde af Tuskien sine godser til Kirkestaten. Innocens III (1198-1216) fik både Otto IV.s og Frederik II.s stadfæstelse på Patrimonium St. Petri, eksarkatet, Pentapolis, Ancona, Spoleto, Bertinoro og Mathildes arv, hvorved et fast terriorialt grundlag skabtes. I 13. århundrede gik pavemagten sejrrig ud af kampen med hohenstauferne, men dens herredømme over Kirkestaten var ret løst, under pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var det rent nominelt. Først efter skismaets ophør bragte Martin V (1420) herredømmet på fode. I den følgende periode bekæmpede paverne adelsslægterne til fordel for deres børn og frænder (nepoter), og nepotismen kulminerede under Alexander VI (1492-1503), hvis søn, Cesare Borgia, med vold og list tilintetgjorde småfyrsterne i Romagna. Den kraftige Julius II (1503-13) hævdede det vundne land for pavestolen overfor Venezia og Frankrig. I det hele bandt Kirkestaten pavernes kræfter, og mens de optoges af diplomatisk spil mellem kejseren og Frankrig, voksede reformationen sig stærkt hinsides Alperne. Først med jesuitterordenen (1540) og Trident-konciliet (1545-63) vaktes en modreformation. 1598 indlemmedes Ferrara, 1626 Urbino, men det 17. århundrede var en forfaldsperiode. Innocens XI (1676-89) gjorde ende på nepotismen og afværgede en økonomisk ruin, men trods enkelte materielle fremskridt var Kirkestatens stilling dog svag i 18. århundrede og befolkningen nedsunken i sløvhed og uvidenhed. Den franske revolution skabte uro. Ved freden i Tolentino (1797) måtte Pius VI (1774-99) afstå Bologna, Ferrara, Ancona og Romagna, der ved Campo Formio-freden 17. oktober samme år indlemmedes i den Cisalpinske Republik. 1798 blev Kirkestaten besat af franskmændene og paven ført fangen til Frankrig. 1799 genoprettedes Kirkestaten, og Pius VII (1800-23) udsonede sig med Bonaparte ved konkordatet 1801, men 1808 besatte Napoleon igen landet og indlemmede det 1809 i Frankrig. Ved restaurationen 1814 opstod Kirkestaten i sin gamle skikkelse med undtagelse af en del af Ferrara, som Østrig beholdt, og en hård reaktion fremkaldte uro og revolutionære modstrømninger, særlig under Leo VII (1823-29). 1846 besteg Pius IV pavestolen ved en sejr over de østrigsksindede kardinaler, og han modtoges med store forhåbninger. Censuren mildnedes, lokalt selvstyre i Kirkestatens provinser indførtes, og der gaves amnesti, men snart afløstes glæden af skuffelse og mistillid. Pius veg atter tilbage, og gæringen steg blandt folket. Da ministeren Rossi 15/11 var bleven myrdet, flygtede Pius til Gaeta, og 9/2 1849 proklameredes en romersk republik. Men i jlui indtog franskmændene Rom, og da Paven 1850 kom tiobage, havde han brudt med alle liberale tendenser, og en stærk reaktion påfulgte. I frihedsåret 1859 løsrev Ancona og Romagna sig og indlemmedes (marts 1860) ved folkeafstemning i Sardinien, i september besatte sardinske tropper Markerne og Umbrien, som fik samme skæbne, og Pavens herredømme var nu indskrænket til Rom og nærmeste omegn. Dækket af franske våben afviste Pius alle krav på Rom, som således vedblev at stå uden for den nationale enhed. 1862 gjorde Garibaldi et angreb, men ble fanget ved Aspromonte 29/8. Og da Frankrig 1866 gik ind på at rømme Rom, bragte Garibaldi atter forvirring ved et indfald 1867. 3/11 blev han slået af franskmændene ved Mentana, og Rom blev på ny dækket af franske våben. Først efter Napoleon III.s fald (september 1870) rykkede italienske tropper ind i staden, en folkeafstemning vedtog tilslutning til Italien og ved dekretet 6/10 endte Kirkestatens eksistens. +++(HK6/1923)

Aspromonte, 1862

Mentana, 1867