Trafalgar
Kap
Atlanterhavet
Selvom
Napoleon
I, kejser af Frankrig, havde op-givet sin position langs med kanalkysten
for at marchere dybt ind i Tyskland i 1805, forblev både den engelske
og franske flåde årvågne og aktive ud for den vesteuropæiske
kyst. Den 19. oktober slap admiral Pierre
de Villeneuve ud af Cadiz, Spanien, med 18 franske og 15 spanske skibe og
tog retning mod Gilbraltar-strædet. To dage senere fik en britisk
flåde på 27 krigsskibe under admiral Lord Nelson
øje på de allierede fartøjer 16 km ud for Kap Trafalgar.
Da de briterne nærmede sig, vendte Villeneuve nordpå på
en enkelt linje. Nelson gik straks til angreb i to kolonner, fra en ret
vinkel fra vest. Han ramte fjendens fortrop og midte med hans flagskib,
Victory, og 11 andre skibe, mens admiral Cuthbert
Collingwood (senere Lord Collingwood) på Royal Sovereign
førte den anden division mod den bagerste (sydlige) del af Villeneuves
linje. Det britiske angreb, under Nelsons signal »England forventer
at hver mand gør sin pligt«, splintrede de fransk-spanske
kolonner. I et hårdt udkæmpet melee, domineret af det mere
præcise britiske artilleri, overgav 18 allierede skibe sig, 4 andre
blev senere taget ud for La Coruna mens resten undslap ind til Cadiz.
Et af de tilfangetagne skibe var Villeneuves flagskib, Bucentaure.
Ingen britiske skibe gik tabt, men Nelson blev dødeligt såret.
Han døde kl. 16:30, sikker på sin fuldstændige sejr.
Omkring 1.500 britiske søfolk blev dræbt eller såret;
allierede tab var 14.000, hvoraf halvdelen var krigsfanger. Blandt de
døde var den spanske admiral Duque Federico de Gravina.
Slaget ved Trafalgar, det sidste store aktion udkæmpet
af sejlskibe, sluttede Frankrigs sømagt. Den havde også etableret
Storbritanniens overherredømme til søs i hundrede år.
Det rangerer således som et af de afgørende slag i historien.
