Verdenskrigen. Forhistorie. Tripelalliancen. Efter den franske-tyske krig forskødes det europæiske magtcentrum til Mellemeuropa. Den engelske ambassadør i Berlin sagde åbent, at regeringerne nu måtte lade Bismarck »gøre hvad han ville«. Men som den kloge realpolitiker ville Bismarck ikke lade Tyskland stræbe efter verdensherredømmet. Efter hans mening var Tyskland »mæt«, det havde slået sin medbejler til hegemoniet i Europa ud og måtte være tilfreds med stillingen som Europas første landmagt, trygt hvilende på de »stærkeste bataljoner«. Uroligheder på Balkan var ikke en pommersk grenaders knogle værd, og ud over Europas horisont til de fjernere verdensdele nåede hans blik ikke. Under en sådan tingenes tilstand var der ingen fare for verdensfreden. Den til tider stærke modsætning mellem England og Rusland, navnlig i alle asiatiske spørgsmå, kunne vanskelig føre til krig, da parterne militært ikke kunne få ram på hinanden, heller ikke de kolonile modsætninger mellem England og Frankrig syntes at kunne føre til krig. Der var endnu nok at tage af i de uudnyttede verdensdele, og hert af landene havde tilstrækkeligt af store koloniale opgaver til at ville krig på spørgsmålet om et lidt mere eller mindre.
   For at bevare og hævde Tysklands nylig vundne stormagtsstilling mente Bismarck det klogest at sikre sig ved alliancer. Han forudså altid og ængstedes for »koalitionens mareridt«, den onde drøm, der gik i opfyldelse i 1914. Da det traditionelle tysk-russiske venskab, væsentligt baseret på de gamle kejseresfælles monarkiske interesser, ikke forekom ham tilstrækelig betryggende, lod han den tyske politik mere og mere orientere sig i østrigsk retning og indgik 1879 den første alliancetraktat med Østrig-Ungarn, en traktat, der siden uvægerligt fornyedes lige til verdenskrigens afslutning. Ikke tilfreds hermed opbyggede han efterhånden et stort, indviklet system af alliancer og politiske aftaler. Hovedformålet med den tysk-østrigske alliancetraktat var gensidig hjælp overfor Rusland. Til den føjedes 1881 en tysk-østrigsk-russisk traktat med gensidig forpligtelse til fælles handling i alle balkanspørgsmål. Allerede 1887 bortfaldt dog denne traktat og erstattedes af en »Reassurance-Traktat« mellem Tyskland og Rusland alene, hvorved begge parter var enige om at opretholde velvillig neutralitet overfor hinanden i tilfælde af krig med tredje magt, dog naturligvis ikke i tilfælde af en tysk eller russisk anrebskrig mod Frankrig eller Østrig. Til gengæld anerkendte Tyskland Ruslands politiske rettigheder på Balkanhalvøen, dog måtte ingen ændring af den territoriale status quo på Balkanhalvøen finde sted uden forudgående aftale, og princippet om strædernes lukning bekræftedes. — 1882 oprettedes Tripelalliancen mellem Tyskland, Østrig og Italien med forpligtelse for hver af parterne til at komme sine allierede til hjælp, hvis nogen af dem blev angrebet eller indviklet i krig mod to eller flere stormagter; i en særlig protokol undtoges dog England fra traktatens bestemmelser. Ved særlig traktat med Østrig 1883 knyttedes Rumænien til Tripelalliancen, idet også Tyskland og Italien senere sluttede sig til denne rumænsk-østrigske traktat, og de allierede forpligtede sig til at forsvare Rumænien i tilfælde af angreb; dog forblev denne traktat i mange år hemmelig og bandt i virkeligheden ikke Rumænien, men kun dets konge. 1887 udvidedes tripelalliancen til også at omfatte de italienske interesser i Nordafrika, endog i tilfælde af krig med Frankrig. 1891 fornyede den tredje tripelalliance-traktat i forstærket form disse forpligtelser mht. Italiensk middelhavsinteresser. Dog bestemte artikel VII, at enhver fordel, territorial eller anden, opnået af Østrig eller Italien på Balkanhalvøen, skulle baseres på princippet om gensidig kompensation, en artikel, der ved verdenskrigens udbrud gav Italien gyldig grund til at holde sig neutral. — Tyskland, Østrig, Italien og Rumænien dannede således en sammenhængende gruppe, men dertil kom en række andre aftaler, hvorigennem Bismarck yderligere mente at sikre de bestående forhold. 1887 benyttede han de venskabelige relationer mellem Storbritannien og Tyskland til at medvirke til, at Lord Salisbury traf aftale med Italien og Østrig om opretholdelse af status quo i det østlige Middelhav, mens Italien påtog sig at støtte Storbritannien i Ægypten, og Storbritannien til gengæld lovede at støtte en eventuel italiensk aktion i Nordafrika. Ligeledes traf Italien og Spanien aftaler om Marokko, og ved en særlig traktat trådte Serbien i nært forhold til Østrig. Hele dette indviklede system af traktater og aftaler nærmede sig i virkeligheden stærkt til et fælles europæisk assurancesystem til opretholdelse af status quo. For Bismarck var naturligvis hovedformålet Frankrigs isolation og sikkerhed for Tyskland til fuld og fredelig udnyttelse af alt,m hvad det havde vundet i krigen mod Frankrig. Udstrækningen af systemet til Middelhavet viste, at også Italien og Storbritannien havde fordel af det. Italien sluttede sig til dety af harme over Frankrigs protektorat over Tunis (1881), hvor Italien mente at have berettigede interesser. Fordelen for England beroede på dets usikre stilling i Ægypten siden okkupationen 1882, hvis fortsættelse dels stred mod de i sin tid afgivne engelske løfter og dels var en stadig torn i øjet på franskmændene. Hovedhjørnestenen i dette bismarckske traktatsystem var Tyskland, og dets tyngdepunkt den tyske hær. Så længe Tyskland eller dets nære allierede, Østrig, førte en besindig politik, kunne systemet kun være til gavn for Europas fred. Frankrigs revanchelyster holdtes i tømme, ligeså Ruslands aspirationer på Balkanhalvøen, der ved Bismarcks og Beaconsfields fælles hjælp var blevet stækket på Berlin-Kongressen 1878.
   Fransk-russisk alliance. Ikke uden grund kunne Bismarck hævde, at tripelalliancen var en garanti for Europas fred, men dette gjaldt selvfølgelig kun, så længe de politiske forhold var de samme som i hans tid (sic stantibus rebus). Anderledes måtte det blive, når Tyskland begyndte at føre imperialistisk politik udenfor Europa, eller Østrig ville gå aktivt frem mod en af de nye nationalstater på balkan, og desuden gav tripelalliancen Tyskland en vis overvægt i det europæiske statssystem på kontinentet, et forhold, det i længden ville være Frankrig og Rusland vanskeligt at affinde sig med. Mange samvirkende faktorer bevirkede da, at Europas storpolitik efter Bismarcks afgang 1890 lidt efter lidt søgte nye baner og nye konstellationer. Bismarcks efterfølger fyrst Caprivi, skal have sagt, at det bismarckske reassurancesystem var for indviklet for ham, i al fald opgav han, at forny den tysk-russiske reassurancetraktat i 1887, og Rusland gled ind i Alliancen med Frankrig (august 1891), der dannede den naturlige modvægt mod tripelalliancen. Sin endelige faste uformning fandt den fransk-russiske alliance dog først ved tilføjelsen af en militær konvention januar 1894, hvori bestemtes, at såfremt et af landene blev angrebet af Tyskland, skulle dt andet straks ile til hjælp med alle magtmidler, og såfremt en eller flere af tripelalliancens magter mobiliserede, skulle Frankrig og Rusland ligeledes øjeblikkelig mobilisere.
   Også først efter Bismarcks fald viste sig de politiske følger af den store udvikling, Tyskland havde gennemløbet siden sejren over Frankrig. Hidtil havde England været den førende stat på industriens, handelens og søfartens områder, nu fuldbyrdedes en lignende udvikling for Tysklands vedkommende, og i løbet af firserne søgte tysk foretagsomhed ud over kloden for at skaffe nye afsætningsområder for den vældige industrielle produktion. man søgte også ved tydk privat foretagsomhed at skaffe afsætningsmarkeder i form af kolonier, men fandt i denne henseende liden støtte hos Bismarck, hvis interesser ikke gik væsentlig ud over den europlæisk bestemte storpolitik. Endelig var der også den vanskelighed for bestræbelserne efter at skaffe Tyskland kolonier, at kloden så at sige var delt, da tyskerne sidst i firserne fik øjet op for nødvendigheden af at have kolonier. Næsten hele Afrika fordeltes i løbet af fiserne; 1881 tog Frankrig protektoratet over Tunis og udvidede i de følgende år stadig sine afrikanske besiddelser, 1881 besatte englænderne Ægypten, og ligeledes i firserne grundedes Kongostaten på belgisk initiativ. Tyskland måtte nøjes med Tysk Kamerun, Sydvestafrika og Østafrika, der langtfra bød de rige muligheder som de overnævnte lande. I Asien gik det på samme måde. Her var kun Bagindien tilbage som mulighed for europæisk ekspansionspolitik, og allerede i firserne begyndte Frankrig og England hver på sin side af Siam at udbygge et stort kolonivlde. For Tyskland blev kun nogle få stillehavsøer, deriblandt Ny Guinea tilbage som koloniobjekter. — Konsekvenserne af den ny udvikling i Tyskland lå det ikke for Bismarck at drage, men Vilhelm II var i en ganske anden rad den nye tids mand. Med rastløs energi kastede han sig over det nye Tysklands store opgaver ude i verden. At Tysklands fremtid lå på havet var han fuldt overtydet om og virkede overalt, hvor han kunne, for udviklingen af tysk søfart og oversøisk handel. Til beskyttelse af søfarten og kolonierne i de fremmede verdensdele hørte også en krigsflåde, og ihærdigt vedblev han alle sine dage at virke for dennes udvikling. Som medarbejder til opbygningen af en første klasses krigsflåde havde han først og fremmest den eminent dygtige marinetekniker admiral Tirpitz, og som udenrigspolitiker og rigskansler den smidige fyrst Bülow. Denne sidste formede Tysklands nye politik i slagordet, at også Tyskland måtte ønske en plads i solen. — Bag denne nye stræben fra Tysklands side lå meget berettiget. Da Tyskland var blevet en stormagt og bevidst føkte sig som sådan, var de til kolonier egnede dele af kloden i alt væsentligt optaget af de andre stormagter, navnlig Frankrig og England. Tyskland måtte have afløb for sin uhyre industrielle overskudsproduktion og udvandringsplads for sin hurtigt voksende befolkning, hvis tilvækst langtfra kunne rummes og brødfødes i Tyskland selv. Det viste sig da vanskeligt for Tyskland at komme til, og det lader sig ikke nægte, at dets ekspansionsbestræbelser både i kommerciel og politisk henseende ofte mødte modstand fra de andre magters side rundt omkring på kloden. Endnu i halvfemserne bevirkede denne nyorientering i tysk verdenspolitik dog ingen væsentlige modsætninger. Tyskland selv mageskiftede endogså så sent som 1890 nogle fordringer i Østafrika i egnene om Uganda og Nilens kilder mod at få Helgoland tilbage fra England. 1895 optrådte Tyskland i forening med de andre stormagter imod Japans forsøg på at strangulere Kina, og 1898 fik Tyskland somde andre magter også sin flådestation på kinesisk territorium. Men henimod århundredskiftet trådte modsætningsforholdet mellem England og Tyskland klarere frem. Boerrepublikkernes kamp i Sydafrika mod engelsk overherredømme fulgte i Tyskland med sympati. Kejseren selv bidrog til at ophidse semningen i England mod sig og Tyskland ved sit telegram til præsident Krüger (1896), og under Boerkrigen (1899-1901) viste talrige taler og avisartikler tydeligt, på hvilken side tyskerne havdes deres sympatier. Ligeså betydningsfuld var Tysklands ændrede optræden i den nærmere Orient. Tysklands store og naturlige udvikling af industrielle og økonomiske interesser fulgtes også her af politiske skridt, der kun kunne virke udæskende på Frankrig og Storbritannien. Således proklamerede kejseren sig ved et besøg i damaskus 1897 som ven og beskytter af alle muhammedanere verden over. Hertil kom yderliugere planlæggelsen af en tysk kampflåde af omtrent lignende dimensioner som den engelske.+++(HK9/1925)