Erobringen
af Jerusalem i december 1917 åbnede vejen for en fornyet britisk
offensiv i Palæstina. Men tyske angreb på Vestfronten tvang
briterne til at tilbagekalde størstedelen af tropperne i general
Sir Edmund
Allenbys palæstinensiske kommando. I løbet af foråret
og sommeren trænede Allenby grønne rekrutter fra Indien for
at genopbygge sin hær til 60.000 mand. På samme tid foretog
han udfald øst for Jordan-floden adskillige gange. I disse angreb
fik han hjælp fra den arabiske styrke under oberst Thomas
Edward Lawrence, som kontinuerligt generede de tyrkiske kommunikationslinjer.
Den tyrkiske kommandør, den tyske general Otto
Liman von Sanders, blev vildledt af denne aktivitet på hans
venstre front. Han havde indsat en tredjedel af hans 30.000 tropper (den
4. armé) øst for Jordan-floden da Allenby gik til angreb
på den tyrkiske højre flanke (kysten).
Allenby, som i hemmelighed havde samlet størstedelen
af hans infanteri langs med kysten nord for Jaffa, gik til angreb tidligt
den 19. september på en 100 km bred front. Den tyndt trukne tyrkiske
linje brød sammen på tre timer. Allenby førte sit
kavalerikorps gennem gabet mod Megiddo, og drejede derpå rytterne
til højre bag fjendens 8. og 7. armé. Med deres rute nordpå
blokeret, flygtede tyrkerne østpå over Jordan-floden, og
efterlod 25.000 fanger i britiske hænder. Denne retræte fik
den tyrkiske 4. armé på den østlige flanke til også
at trække sig tilbage. Mens tyrkerne flygtede nordpå mod Damaskus
blev de chikaneret af britisk kavaleri og fly og af angribende arabere.
Liman von Sanders havde ikke mulighed for at holde stand. Hans Asienkorps
af tyske tropper slutter sig til retræten. Damaskus faldt den 2.
oktober, mere end 320 km mod nord, den 28. oktober. To dage senere bad
og modtog den tyrkiske regering om en våbenhvile. Slaget ved Meggido
havde resulteret i tilfangetagelsen af 75.000 fanger mod prisen for briterne
på 5.600 tab. I alt resulterede kampagnen i Palæstina i mere
end 550.000 britiske tab, hvoraf 90 procent ikke skyldtes kamp.