En dag efter det amerikansk-franske
angreb mod syd, indledte den allierede øverstbefalende, marskal
Ferdinand
Foch, den vestlige del af sin gigantiske knibtangsoffensiv på
Vestfronten. Fra Cambrai sydpå til Saint-Quentin stod fire allierede
arméer under den umiddelbare ledelse af den britiske feltmarskal
Sir Douglas
Haig klar til angreb: den britiske 1. (Sir Henry
Horne), 3. (Sir Julian
Byng), og 4. (Sir Henry
Rawlinson) og den franske 1. (Marie
Debeney). Den 27. september gik de to nordlige arméer til angreb,
efterfulgt to dage senere af Rawlinson og Debeney. De tyske arméer
under general Max
von Boehn, som led under den tunge allierede artilleriild, opgav linjen
langs med Saint-Quentin kanalen. Selv den berømte Hindenburg-linje
brød sammen under uophørligt allieret pres. Cambrai blev
omringet den 30. september, Saint-Quentin evakueret den 1. oktober. Fire
dage senere holdt briterne hele den defensive stilling. General Erich
Ludendorff, den øverste tyske operationsofficer i vest, trak
sine styrker tilbage til linjen langs Selle-floden, en biflod til Schelde.
Den allierede fremrykning fortsatte den 17. oktober.
Selle-linjen blev indtaget mod syd den 19. oktober og mod nord den følgende
dag. En uge senere trådte Ludendorff tilbage og blev afløst
af general Wilhelm
Groener. I slutningen af oktober var tyskerne blevet tvunget tilbage
bag Schelde. Som Haigs arméer rykkede frem til floden, fik de tilslutning
af tre arméer under kong Albert
I af Belgien — belgiske, franske 6., britiske 2. — som var
rykket frem gennem Flandern. Mod syd opretholdt de franske 5. og 10. arméer
et konstant pres på de tyske linjer for at forhindre reserver i
at rykke hverken nordpå mod Haig eller sydpå mod den amerikanske
offensiv under general John Pershing.
Den 1. november genoptog Haig sin offensiv på
en 50 km bred front. Schelde-linjen blev vendt. Da våbenstilstanden
indtrådte den 11. november havde en af hans canadiske divisioner
nået Mons, mens kong Alberts tropper mod nord holdt Ghent. Imens
havde den sydlige arm af knibtangen gjort lignende fremskridt. Fochs to
offensiver nåede aldrig sammen, men det konstante fremstød
fra begge arme slog grundigt de tyske arméer på Vestfronten.