Wilhelm II

Vilhelm
Tyskland, 1859-1941 06.05.19

Tysk konge og kejser 1888-1918. Søn af kejser Frederik III og sønnesøn af Vilhelm I. Fik en udmærket opdragelse, blev 1869 løjtnant, 1877 student, studerede 1877-79 i Bonn og blev 1881 kaptajn, 1888 generalmajor. Fra ungdommen sluttede han sig med begejstring til bedstefaderen og Bismarck, medens han stod forældrene med deres liberale anskuelser fjernere. Han blev kejser efter faderens fortvarige regering 15. juni 1888 og kom hurtigt til mere end nogen anden europæisk fyrste at fængsle opmærksomheden. Imidlertid danner verdenskrigen et skarpt skel ikke alene i hans egen skæbne, men også i dommen over ham. Mens han stod på sin magts højde, faldt naturligt mest de strålende sider af hans personlighed i øjnene. Rig slægtsarv facetterede hans individualitet, gammel preussisk soldaterånd, romantisk begejstring for imperiet á la Fredrik Vilhelm IV, klassisk kultur fra Weimar, moderne engelsk verdensborgerskab. I et livfuldt og modtageligt temperament bevirkede disse faktorer, der ikke gik op i nogen samlet højere enhed, en overordentlig trang til udladning i handling og ord. Hans til det yderste drevne selvfølelse og hans opfattelse af sin magt som direkte udspringen fra Gud i forbindelse med et rent byzantinsk kryberi fra hoffets side plejede et medfødt hang til despotisme og barnagtig regeresyge. Bismarck måtte fortrække 1890, fordi Vilhelm selv ville regere, og siden søgte han afgørende at præge både ydre og indre politik. udadtil ville han vistnok i det store og hele fred, men kun gennem et imponerende krigsberedskab. Den tyske flåde skyldte ham sin mægtige udvikling, og Tysklands ekspansion i handel og kolonier havde hans varmeste interesse. I det indre ville han slå al rigsfjendtlig separatisme ned, den være sig socialdemokratisk eller fyrstelig; men han bandt sig i øvrigt ikke til bestemte partier. Et typisk udtryk for hans væsen var hans taler, der alt for ofte vanskeliggjorde ham og hans diplomaters arbejdet. Et højdepunkt nåedes 1908, da Vilhelm gennem rigskansleren måtte love rigsdagen fremtidig ikke at være for åbenmundet, et tildagn, der kun delvis blev holdt. Gennem talerne, på sine talrige rejser og ved sin vidtforgrenede indblanding i kulturelle og åndelige spørgsmål vakte Vilhelm ofte beundring ved kundskaber og spirituel konversation, men der var noget springende og umodent i hans tænkning, og hans smag var såre usikker. Hans ledende officerer frygtede hans indgriben i hærens førelse, og om hans dilettantiske system med verdenspolitikken vidner bl.a. de under og efter krigen offentliggjorte breve til zar Nikolaj II. Alle vidste, i hvor høj grad han greb ind i sine kansleres dispositioner, og det virkede ubehageligt, da han i sine erindringer (1922) gav dem skylden for adskilligt, man har bebrejdet ham. — Verdenskrigens udbrud blev næppe direkte fremmet af Wilhelm, men hans optræden i de kritiske dage var præget af en blanding af ængstelse og hovmod, og ledelsen gled ud af hans hænder. Han greb krigen som en mægtig fremmer af sit dynastis prestige, blandede sig ikke direkte i dens førelse og stod Ludendorff ret fjern, men førte et voldsomt sprog i sine taler. Overfor den voksende bevægelse i riget greb han alt for sent 1917 tanken om en fri forfatning i Preussen; nogen virkelig forestilling om tilstanden i folket og stemningen overfor ham fik han ikke, og i de afgørende dage i november 1918, da revolutionen udbrød i Kiel og Berlin, mens Wilhelm var ved fronten, vægede han sig til det sidste ved at udstede den abdikation, der nu alene kunne besværge borgerkrigen, og var personlig rede til at marscherede mod Berlin. Da tropperne svigtede, og rigskansleren prins Max på egen hånd udstedte hans abdikation, rejste han 9. november til Holland, og opholdt sig på slottet Amerongen indtil juni 1920, da han tog ophold i Doorn. 28. november 1918 udstedte han sin endelige abdikation. Ententens krav om udlevering afvistes af den hollandske regering 1920. Efter at Vilhelms første hustru Auguste Victoria (s.d.) var død 1921, ægtede han 1922 prinsesse Hermine af Reuss, enkeprinsesse af Schönaich-Garolath. I sin landflygtighed har han bibeholdt forbindelsen med tyske konservative kredse og ved flere lejligheder udsendt meningstilkendegivelser. (HK9/1925)