Efter hans nederlag ved Ctesiphon, trak den britiske general Sir Charles Townshend sig ned langs med Tigris-floden til Kut-al-Imara. Her valgte han at risikere en tyrkisk belejring frem for at rykke yderligere tilbage. Den 8. december 1915 nærmede den forfølgende tyrkiske general Nur-ud-din sig landsbyen ved floden med omkring 12.000 mand. Townshends styrke på 12.000 engelsk-indiske tropper befæstede den lille landtange dannet af den U-svingende Tigris-flod og afventede undsætning. Fra Basra afsendte den britiske kommandør i Mesopotamien, general Sir John Nixon, en kolonne under general Sir Fenton Aylmer. Aylmer, som kæmpede mod oversvømmelser og beslutsom tyrkisk modstand mellem den 18. og 21. januar, blev tvunget tilbage med et tab på 6.000 mand. I et andet forsøg, den 8. marts, blev Aylmer igen afvist. Denne gang led han næsten 3.500 tab. Den 1. april afsendte general Sir Percy Lake, som havde afløst Nixon, en tredje undsætningsstyrke op ad floden. Kommanderet af general Sir George Gorringe, brød briterne gennem den første tyrkiske linje, kun for at blive kastet tilbage den 22. april. Nu var lidelserne og sygdommene i den belejrede fæstning blevet akutte. For at redde de 10.000 overlevende medlemmer af garnisonen (inkl. 2.000 englændere), overgav Townshend Kut-al-Imara den 29. april. Det britiske nederlag var komplet. Men fire måneder senere ankom general Sir Frederick Maude for at indgyde nyt liv til de britiske styrker i Mesopotamien.