Frankrigs grænser
Europa
I
krigens første tre uger bragede den enorme tyske omgående
bevægelse gennem Belgien næsten til den franske grænse.
Den 20. august løb den tyske offensiv (Schlieffen-planen) under
feltmarskal Helmuth
von Moltke lige ind i den indledende franske offensiv (Plan 17), anført
af general Joseph
Joffre. I fem dage var de fjendtlige hære fastlåst i kampe
fra den schweiziske grænse vestpå til Mons, Belgien. Denne
kamp langs med grænserne mod Frankrig – Tyskland, Luxembourg, Belgien – gav slaget sit navn. Det introducerede også
Første Verdenskrigs stolte taktik – en samtidig samling af tropper
af et omfang aldrig tidligere indsat. I dette slag alene sendte Tyskland
syv arméer i aktion; Frankrig fem; og Storbritannien (allieret
med Frankrig), en. Langs med hele grænsen havde Tyskland en overlegenhed
på 1½ til 1 i mandskab, og på dets højre fløj
stod fordelen på næsten 2 til 1. Fra øst til vest faldt
slaget om grænserne i fire separate men sammenhængende træfninger:
Lorraine, Ardennerne, Charleroi (også kaldet slaget om Sambre),
Mons.
Lorraine. På den yderste østlige
ende af fronten blev en fransk fremrykning ind i Lorraine af den 1. (Auguste
Dubail) og 2. (Noël
Castelnau) armé stoppet ved hhv. Sarrebourg og Morhange. Her
kastede den tyske 7. (Josias
von Heeringen) og 6. armé, begge under kronprins Rupprecht
af Bayern, angrebet tilbage med svære tab. Derefter indledte Rupprecht
den 23. august en modoffensiv mod Epinal. Franskmændene faldt tilbage
til linjen Moselle – Epinal, Charmes, Nancy, Toul. Her holdt de ubarmhjertigt
ud indtil det afgørende slag om Marne åbnede den 5. september.
Ardennerne. På midten af fronten sendte
Joffre den 3. (general Pierre
Ruffey) og 4. (Fernand
Langle de Cary) franske armé ind i de tætte skovklædte
bjerge i Ardennerne. Dette var nøglebevægelsen i Plan 17
– at knuse den tyske midte og således omgå den fjendtlige
omgående manøvre gennem Belgien i flanken. Som de franske
arméer famlede sig frem gennem tæt tåge om morgenen
den 21. august, ramte de to tyske arméer i bevægelse frem
mod dem. Denne tyske styrke var aksen af Moltkes højre flanke i
den sydlige del af Ardennerne, den 5. armé under kronprins Friedrich
Wilhelm, som også anførte den 4. armé under hertugen
af Württemberg
i den nordlige del af Ardennerne. Efter to dages voldsomme kampe trak
begge de franske arméer sig tilbage, den 3. til Verdun, den 4.
til Stenay og Sedan. Friedrich Wilhelm trængte frem til den anden
side af Longwy den 23. august, idet han efterlod fæstningen til
at blive erobret af belejringstropper. En uge senere afløste Joffre
Ruffey som kommandør for 3. armé med general Maurice
Sarrail. Mod vest stoppede den franske 4. armé den tyske 4.
på Meuse i perioden 26.-28. august, men denne stædige modstand
åbnede et 80 km bredt gab mellem den og den 5. armé, længere
mod vest. Joffre stoppede dette hul med tre korps under general Ferdinand
Foch (som, umiddelbart før det første slag ved Marne,
den 5. september, blev den franske 9. armé).
Charleroi. På den vestlige ende af fronten
stod den franske 5. armé under general Charles
Lanrezac over for den hårdeste udfordring. Mod nordøst
trængte den tyske 3. armé under general Max
von Hausen, som havde erobret Dinant, Belgien, den 15. august, op
langs Meuse-floden, og truede den franske højre flanke. Mod nordvest
fremtvang general Karl
von Bülows tyske 2. armé, som efterlod tropper til at
belejre Namur, to krydsninger af Sambre-floden mellem Namur og Charleroi,
34 km mod sydvest, den 21. august. En dag senere erobrede Bülow Charleroi,
som ligger på begge sider af Sambre. Her kæmpede Lanrezacs
tropper voldsomt for at stoppe tyskerne, men da det ikke lykkedes måtte
de trække sig tilbage sydpå. Denne tilbagetrækning efterlod
et 15 km bredt gab mellem den franske venstre og den Britiske Ekspeditions-styrke
(BEF), som netop var ved at komme i stilling ved Mons. Samme nat (22.-23.
august) slog Hausen bro over Meuse og begyndte at angribe vestpå
ind i den højre flanke af den franske 5. armé (efterladt
åben efter tilbagetrækningen af den 4. armé fra området
ved Ardennerne. Kun en generel retræte, påbegyndt natten til
den 23. august, reddede Lanrezascs mænd fra en dødbringende
fælde. Hans X korps alene mistede 5.000 mand ved Sambre. Efter en
lang retræte sydpå, vendte Lanrezac sig mod Bülow og
indledte et skarpt modangreb mod Guise den 29. august. Dette stoppede
Bülows fremrykning langs med Oise-floden i 36 timer, men den fortsatte
panikagtige britiske tilbagetrækning til venstre (og nederlaget
for den 4. armé på Meuse på deres højre fløj)
tvang den 5. armé til at genoptage sin retræte dagen efter.
Mons. På den yderste venstre (vestlige)
ende af den allierede linje, 56 km på den anden side af Charleroi,
havde BEF på fire divisioner (70.000 mand og 300 kanoner) krydset
grænsen til Belgien for at indtage en position ved Mons. Briterne
rykkede stadig op bag den 20 m brede Mons-kanal den 23. august, da de
blev ramt af den tyske 1. armé under general Alexander
von Kluck. Med 160.000 mand og 600 kanoner udførte Klucks armé
Schlieffen-planens brede omgående bevægelse gennem Belgien.
Trods ulempen i antal på mere end 2-til-1 holdt BEF stand i ni timer,
inden den trak sig tilbage om aftenen. Størstedelen af det britiske
forsvar hvilede på de to divisioner i II korps (general Horace
Smith-Dorrien) vest for Mons. I alt led briterne 4.244 tab, mod gevinsten
af kun en dags forsinkelse for Klucks fremrykning.
Således sluttede det fire dage lange slag om grænserne
– et katastrofalt nederlag for Frankrig og dets britiske allierede, som
efterlod den nordlige grænse gennembrudt af tyske angreb på
alle punkter. I løbet af de spredte kampe deltog omkring 1.250.000
franske tropper og led mere end 300.000 tab. Tyske tab var sammenlignelige.
Med hensyn til antallet af engagerede mænd og raten og antallet
af tab i en fire dages periode, var dette det største slag i krigen.
