Fortsatte
tyske angreb på Verdun i vest og østrigsk pres på den
italienske front fik zar Nikolaj
II til at indlede en anden russisk offensiv for at hjælpe hans
franske og italienske allierede. Kun en russisk feltkommandant, general
Aleksei
Brusilov, som havde ansvaret for den sydvestlige armégruppe,
var parat til at angribe. Brusilov, som i stilhed havde samlet fire arméer
(8., 11., 7. og 9, fra nord til syd) fra Pripet-sumpene 480 km sydpå
til Rumænien, satte i gang den 5. juni. De østrigske arméer
i Ukraine, under den øverste kommando af feltmarskal grev Conrad
von Hötzendorf, blev overrumplet og faldt tilbage. Lutsk faldt
den 6. juni. Fire dage senere havde russerne rykket 80 km frem mod det vitale
transportcenter ved Kovel i den nordlige ende af Brusilovs front. Mod syd
blev Czernowitz (Chernovtsy) i Bucovina indtaget den 17. juni. Ved slutningen
af måneden havde Rusland påført 700.000 østrigsk-tyske
tab i den største succes i krigen.
Selvom zar Nikolaj II i hast sendte alle til rådighed
værende reserver til Brusilov, var tyskerne og østrigerne i
stand til at rykke hurtigere langs deres overlegne laterale jernbanelinjer.
Den tyske øverstkommanderende på Østfronten, feltmarskal
Paul von
Hindenburg, overførte 15 tyske og 8 østrigske divisioner
fra andre sektorer for at afstive hans smuldrende linjer. Mod nord tog general
Alexander
von Linsingen kommandoen over forsvarsværkerne foran Kovel og
i bitre kampe først sænkede og derefter stoppede han den russiske
offensiv i juli. Mod syd trængte Brusilov så langt vestpå
som til Stanislav. Men også her begyndte de østrigsk-tyske
linjer at blive mere solide. Den 20. september var slaget, ofte kaldet Brusilov-offensiven,
slut. Rusland havde udtømt sine forsyninger af mandskab, våben
og ammunition. Hver side havde mistet mere end 1.000.000 mand, omkring halvdelen
af dem mistet af hver armé var fanger eller deserterede.
Dette sidste store slag på den russiske front havde
vidtrækkende konsekvenser. Østrig var så svækket,
at man fuldstændigt underlagde sig Tysklands ledelse i tiden fremover.
Rumænien gik, opmuntret af den indledende russiske succes, ind i krigen
på den allierede side med katastrofale resultater. Og i Rusland voksede
utilfredsheden med den zaristiske regering så hurtigt, at en åben
revolution brød ud året efter.