Lidt mere
end to uger efter at være blevet fordrevet fra serbisk jord, indledte
den østrigske kommandør, general Oskar
Potiorek, en ny invasion, om natten den 7.-8. september. Denne gang
angreb den østrigske 5. armé fra nord, den 6. fra vest.
Bag Save- og Drina-floderne kæmpede de tre serbiske arméer
under general Radomir
Putnik desperat for at stoppe angriberne. Endeligt den 17. september
stoppede Potiorek offensiven for at regruppere styrkerne i brohovederne
ind i Serbien.
Putnik indså svagheden ved hans eksisterende front
og foretog en generel tilbagetrækning til en mere forsvarlig linje
længere mod øst. Den 5. november indledte østrigerne
deres tredje fremrykning som stædigt drev serberne tilbage. Valjevo
faldt den 15. november. Potiorek skiftede derpå vægten af
hans angreb mod nord, hvilket truede den serbiske hovedstad Beograd. Frem
for at risikere sine arméers sikkerhed evakuerede Putnik byen for
at afstive sin højre flanke. Østrigerne besatte Beograd
den 2. december. Mod syd holdt de nu en position på den anden side
af Kolubra-floden, med en tyndt udtrukket forsyningslinje som strakte
sig tilbage gennem bjergrigt terræn.
Putnik, som havde indsat sin 2., 3. og 1. armé
på en nord-sydgående linje langs med Rudnik-højdedragene,
valgte den 3. december til at indlede et frontalt modangreb. Inspireret
af tilstedeværelsen af den 70 år gamle kong Peter
I strømmede serberne rasende fremad. Efter fem dage havde østrigerne
fået nok. Potiorek beordrede igen en retræte, hvor den 5.
armé faldt tilbage gennem Beograd, den 6. gennem Sabac. De forfølgende
serbere genbesatte Beograd den 15. december. Endnu en gang var de østrigske
invasionsplaner blevet fuldstændigt knust. Hver side mistede 100.000
i dræbte alene.