Verdun

For at bryde det langvarige stilstand på Vestfronten organiserede den tyske stabschef, general Erich von Falkenhayn, et massivt angreb mod Verdun-frontfremspringet, holdt af den franske anden armé. Idet han troede at franskmændene ville kæmpe for at holde stand af sentimentale årsager, indlod han sig på en overlagt opslidningskampagne. Kronprins Friedrich Wilhelms 5. armé på en million mand blev instrumentet til at tappe den franske hær for blod. Angrebet åbnede den 21. februar, efter et 12 timer langt bombardement fra 1.400 artilleripjecer, på en 13 km bred front øst for Meuse-floden. Derpå stormede det tyske infanteri sydpå for at erobre det deltvist nedlagte Fort Douaumont den 25. februar. Den samme dag sendte den franske feltmarskal Joseph Joffre, som var beskæftiget med at planlægge sin egen offensiv på Somme-floden, Henri Pétain til at overtage forsvarsværkerne ved Verdun.
   Syd for Fort Douaumont sænkede forøget fransk modstand, specielt præcis artilleriild, den tyske fremrykning i slutningen af februar. Derpå flyttede kronprinsen hans tungeste angreb til den vestlige bred af Meuse, den 6. marts. Her gjorde franskmændene på Bakke 295 (Le Mort Homme), 10 km nordvest for Verdun, og Bakke 304, 3 km længere vestpå, så hårdnakket modstand, at tyskerne overførte deres hovedindsats tilbage til den højre bred. (Bakke 295 faldt ikke før en 29. maj, Bakke 304 var fortsat delvist holdt på grænsen af den tyske fremrykning på denne flanke den 8. august). Angriberne trængte fremad på den venstre flanke og erobrede landsbyen Vaux, fem km fra Verdun, den 29.marts og løb endeligt Fort de Vaux over ende den 6. juni. Selvom den tyske offensiv var blevet reduceret til en kravlen, blev kronprinsen stædigt ved. Den 23. juni tog han retning mod højderne, øst for floden, som kommanderede Verdun og broerne over Meuse. Angrebet blev kun slået tilbage med nød og næppe. Det sidste tyske angreb, også afvist med den smallest mulige margin, kom den 11. juli. Franskmændene havde opfyldt deres løfte Ile ne passeront pas! (de kommer ikke igennem) mod prisen på 315.000 tab. Tyske tab var 280.000.
   I løbet af det seks måneder lange angreb gjorde franskmændene god brug af deres eneste forbindelseslinje. Dette var den sekundære vej til Bar-la-Duc, 65 km mod syd, som blev kendt som La Voie Sacrée (den hellige vej). En endeløs strøm af lastbiler medførte vitale forstærkninger og forsyninger langs denne vej trods ødelæggende fjendtlig artilleriild.
   I de næste tre måneder forblev slagmarken relativt stille. Derefter indledte general Robert Nivelle, som havde afløst Pétain den 1. maj, et modangreb den 24. oktober. Den tyske femte armé som var udmattet og decimeret pga. tab, opgav en del af deres hårdt tilkæmpede vindinger, inkl. forterne de Vaux og Douaumont, den 2. november. Et andet fransk kontrafremstød den 15. december vandt yderligere jord tilbage. I begge disse angreb stod lederskabet af den franske general Charles Mangin frem, først som en divisions- og senere som en korpskommandør. Den 18. december var kampene sluttet, i et af de blodigste slag i historien. Franske tab udgjorde 542.000; tyske tab 434.000, under den længste træfning i Første Verdenskrig.
   I mellemtiden var det andet morderiske slag i 1916, ved Somme-floden, begyndt og sluttet med lignende mangel på succes og med endnu sværere tab. Desuden var Falkenhayn blevet afløst på Vestfronten (29. august) af feltmarskal Paul von Hindenburg, og hans operationschef, general Erich Ludendorff.