Otto von Bismarck

Tyskland, 1815-1898


Fotografi fra 1880.

Tysk statsmand; samlede Tyskland og gjorde det til en stormagt. Tilhørte en barndenburgsk adels-slægt, var jurist og en dygtig godsejer på Kniephof og Schönhausen. 1847 medlem af den preussiske landdag, hvor han forsvarede ultrakonservative interesser, vandt kongens gunst og blev gesandt i Frankfurt, Skt. Petersborg og Paris. Hjemkaldtes 1862 for som preussisk statsminister at gennem-føre øgede militærudgifter, hvilket han gjorde ved at regere uden om landdagen. Forfulgte derefter konsekvent sine mål: 1864 blev Slesvig, Holsten og Lauenburg erobret fra Danmark; 1866 tvang han Østrig ud af Det tyske Forbund og dannede Det nordtyske Forbund under preussisk ledelse. 1870 tirrede han Frankrig til krigserklæring og sammen-svejsede det tyske rige til modstand. Efter sejren proklameredes det nye tyske rige i Versailles 1871 med Preussens konge som tysk kejser og Bismarck som rigskansler. Berlinkongressen 1878 skabte et køligt forhold til Rusland; 1881 blev der oprettet en trippelalliance med Østrig og Italien. Faldt i unåde hos den nye kejser Wilhelm 2. og måtte tage sin afsked 1890.

Bismarck, Otto Leopold Eduard von, fyrste (1815-98). Den preussiske statsmand, der byggede det nye tyske rige, det hohenzollernske kejserdømme på det andet napoleonske kejserdømmes ruiner, kom til verden entop i de dage, da den store napoleon for sidste gang optrådte på verdensscenen, og var født på sin faders gods Schönhausen 1. april 1815.
   Bismarck hørte til en gammel krigerisk preussisk slægt. Hans fader Ferdinand von Bismarck (1771-1845) havde været officer, men tog allerede i en aldre af 24 år sin afsked som ritmester for udelukkende at ofre sig for landvæsenet og bestyre sine godser, Schönhausen i Altmark og Kniephof m.fl. i Pommern. Han ægtede 1806 kabinetsråd Menckens datter, Wilhelmine Luise (1789-1839), ed hvem han havde fire sønner, af hvilke den ene døde i en alder af to år, og en datter. Den tredje søn var Otto. Otto von Bismarck havde lyst til og vistnok også anlæg for militærstanden; men hans moder, en klog, energisk, just ikke behagelig dame, ønskede, at hendes søn skule blive diplomat, og efter at han havde taget studentereksamen (3. april 1832), studerede han jura i Göttlingen og Berlin, tog 1835 sin eksamen med vidnesbyrd om at være »sehr gut befähigt« og blev ansat ved kammerretten i Berlin. Den begavede, men just ikke meget arbejdslystne unge »Auskultator«, der allerede som ung student havde vakt opsigt ved sin stridbarhed og sit overmodige junkervæsen, var en ret ubehagelig og umedgørlig underordnet, og han tog tidlig afsked fra den juridiske løbebane. Fra sin moder havde han arvet sin kolde, klare forstand og hensynsløse viljekraft; fra faderem havde han arvet den interesse for landvæsenet, der fulgte ham til hans sidste dage. Han studerede en tid ved et landbrugsakademi, og da faderen 1839 overlod sine sønner Bernhard (død 1893) og Otto sine pommerske godser, der var kommet i forfald, overtog Otto von Bismarck Kniephof.
   Otto von Bismarck var en dygtig landmand, men en ung levemand, der hengav sig i altfor rigeligt mål til livets nydelser og i sin egn erhvervede sig tilnavnet »den gale Bismarck«. Pludselig foregik der et omslag hos ham. Han kastede sig med iver over politiske, teologiske og navnlig historiske studier, flyttede efter faderens død til Schönhausen, blev 1846 »Deichhauptmann«, i hvilken stilling han udfoldede stor energi og dygtighed. Hans vilde liv ophørte fuldstændig, da han 28. juli 1847 ægtede landråd von Puttkamers datter, Johanne (død 27. november 1894), der hørte til en bundortodoks protestantisk slægt og selv var meget religiøs. +++(HK1/1920)