Historie: Roms grundlæggelse og ældste historie er ganske dunkel. En senere opstået sagnkreds behandler den ud fra ønsket om at forklare Romerrigets institutioner og at sætte byens oprindelse i forbindelse med den græske verden. Sikkert er det, at kærnen i det ældste Rom var latinsk, hvad sprog, religion og institutioner viser. Sandsynligvis har dog også andre folk, især sabiner og etrusker medvirket ved statens opståen. Sagnet lader Romulus, ætling af et latinsk kongehus, anlægge byen 733 f.Kr. på den palatinske høj. Omtrent samtidig er også Kapitolium og Qvirinalis bebyggede, senere fulgte Cælius, Aventinus og iden republikkens indførelse Esqvilinius og Viminalis. Rom stod oprindeligt under konger, men navne og tal på kongerne (Romulus 753-16, Numa Pompilius 716-672, Tulius Hostilius 672-40, Ancus Martius 640-16, Tarqvinius Priscus 616-578, ServiusTullius 578-34, Tarqvinius Superbus 534-10) lader sig ikke kontrollere så lidt som de handlinger, der tillægges dem. Et lille snævert begrænset samfund af agerdyrkende latinere, muligt blandet med sabinere, stadig i kamp med de omboende folk, således var det ældste Rom. Dets magt synes øget under de senere konger, og der er tegn til, at dette skyldes et etruskisk herredømme. Tarqvinierne har sikkert været etruskere, og dem skyldes heldige krige og store foretagender i byen selv. Indadtil deltes befolkningen i patricier og plebejer, en skillelinje, der mulig oprindeligt beroede på en raceforskel, og som viste sig i manglende politiske rettighederor den ikke jordbesidende klasse, plebejerne. Patricierne deltes i curiæ, disse i gentes; de mødte i Comitia curiata og sad i senatet. Mulig var der dog allerede før republikkens indførelse skudt bresche i patriciernes enemagt ved den Servius Tullius tillagte inddeling i centurier, on oprindeligt kun militær ordning, der siden lagdes til grund for afstemningen på Comitia centuriata, modsætningen mellem de to klasser var i hvert fald levende ved kongernes fordrivelse 510, og republikkens ca. 250 første år optoges af kampe mellem dem samtidig med at Romerriget breder sin magt over Mellem- og Syd-Italien. Enkelthederne i kampen er ofte usikre, men det er klart, at plebejerne arbejdede sig videre og videre frem mod retssikkerhed og politisk indflydelse, 471 fik de særlige øvrighedspersoner, tribuner, 451-49 gaves de tolv tavlers leve, 445 fik de ret til lovligt ægteskab med en patricier, og 367 ordnede de Liciniske Love (s.d.) agerforholdene. Om årstallet for disse sidste er korrekt, er usikkert, men under alle omstændigheder sluttede udviklingen med åbningen af konsulatet for plebejerne og principiel fastslåen af deres ret til jorduddeling. 287 fik den plebejiske folkeforsamling Comitia tributa's beslutninger lovskraft. Hermed var kampen mellem de to, oprindelige måske raceadskilte, klasser endt, og et virkeligt samfund var dannet. Udadtil havde Romerriget i samme periode ført hårde kampe med banoerne. Først måtte det værge sig mod etruskerne, der støttede kongernes generobringsforsøg, siden mod latinere, æqver, volscer og sabinere, alle italienske folk. 390 bragte kelternes indfald byen i den største fare, og det 4. århundrede optoges af heftige krige med romerrigets farligste modstandere i Italien, samnitterne. Først omkring 300 faldt de endelig til ro og indlemmedes tillige med en række andre mellemitalienske folk som socii i Romerriget. I den tarentinske krig (280-72) besejrede Romerriget en af tidens mægtige, Pyrrhus af Epirus, og det nåede dermed op i rang med verdensmagterne, samtidig med at det vandt de græske kolonier i Syd-Italien og rykkede frem til Middelhavet. Den næste periode i Romerrigets historie (ca. 265-ca. 133) optoges af kampen om verdensherredømmet. Her blev det første Kartago, som Romerriget måtte måle sig med. De oprindelige agerdyrkende latinere havde tidlig fundet vej udover havene, og allerede 350 sluttedes en handelstraktat med Karthago. Da Romerriget efter Italiens erobring søgte videre virkefelter, vendte det naturlig først blikket mod vest og måtte da støde sammen med punerne. I den 1. puniske krig (264-41) vandtes Sicilien, den 2. (218-01) bragte Romerriget til afgrundens rand, men skaffede det magten i Spanienm efter den 3. endelige tilintetgjordes Karthago fuldstændig (146), og Romerriget var nu ubestridt herre i vesten. Men allerede efter 2. puniske krig havde det vendt sig mod øst, slog Makedonien 200-107 og 171-68 og Syrien 191-89. 146 blev Grækenland gjort til provins og romerne beherskede således nu racens gamle kulturland. Rpmerriget stod som verdens hovedmagt. Denne glimrende opgang var dog købt med store ofre indadtil. Forfatningskampene vr endt, og tiden må betegnes som republikkens højeste blomstring, men den hurtige udvikling af Romerrigets verdensmagt medførte på mange punkter en sprængning af den gamle stats rammer, uden at nye skabtes, og dette fik i en kommende tid skæbnesvanger beydning. Politisk vækkedes folkeforsamlingen overfor senatet, og senatorer og embedsmænd dannede en ny adel, noboliteten, sammensat base af patriciske og plebejiske slægter, men ikke mindre snæver end det gamle patriciat. Forvaltningen af det udstrakte rige lod meget tilbage at ønske; mellem de ny indrettede provinser og centralstyrelsen skabtes ingen enhed, og provinsboerne overlodes ganke til statholdernes udsugelser. De sejrrige krige bragte store kapitaler til Rom, og handelen øgedes mægtigt. Folkets karakter af agerdyrkende ændredes; de store mængder korn trykkede markedet, og jordbruget betalte sig ikke for den mindre jordejer. Der opstod latifundier, storgodser, der dreves med flokke af slaver, og en del af de tidligere landmænd fyldte byen som proletariat. Der bestod en stadig stigende skærpning af modsætningen mellem et ejendomsløst, men politisk berettiget flertal og det styrende, besiddende mindretal, senatorer og de forretningsdrivende riddere. Hertil kom overklassens begyndende demoralisation. Græsk og asiatisk kultur og luksus fik indgang, interessen for åndelig syssel øgedes, men ansvarsfølelsen overfor staten svækkedes. Ved den tid, da Grækenlands indlemmelse satte kronen på Romerrigets verdensstilling, var de indre forhold modne til store omvæltninger, og sådanne fyldte perioden fra ca. 133 til 31, da republikken gik under. Mens Romerriget også i denne periode udvidedes mægtigt, gik dets nedarvede forfatning ganske istå. Det første forsøg på at reformere var gracchernes. Tiberius Gracchus sægte 133 at forny den liciniske agerlov, og G. Gracchus gik 123-21 endnu videre, regerede en tid som tribun næsten monarkisk ogsøgte at svække Senatet ved at øge riddernes indflydelse. Optimaternes (dsv. Adelspartiets) modstand kvalte dog disse fordøg, den økonomiske modsætning vedblev, og et nyt stort spørgsmål fik betydning, de italienske forbundsfællers krav på romersk borgerret. Folkepertiets chancer bedredes ved striden mellem riddere og senatorer og den mere og mere klart fremtrædende depravation blandt optimaterne. Den jugurthinske krig (111-06) blottede denne i uhyggelig grad, og det lykkedes 107 Folkepartiet at få valgt en mand af sin midte, krigeren C. Marius til konsul. Herved var der sket et afgørende brud med traditionen, hærens betydning for staten var første gang sat over hensynet til de gamle slægter, et moment, der fik så meget større vagt, da Marius optog proletatiatet i hæren. Mere og mere blev det nu de enkelte feltherrer, der kæmpede om magten gennem deres militære styrke, og udviklingen gik alt nu imod den stærkte eneherre, der skulle løse de sociale spørgsmål. Marius, der reddede Romerriget for barbarerme (102-01), var ikke her manden, han og hans hjælpere forspildte sagen for Folkepartiet, og efter den 1. borgerkrig (88-82), fik optimaten Sulla magten. Kort forinden havde forbundsfællerne tiltvunget sig borgerret (99), og herved var republikkens skæbne yderligere beseglet, idet dens grundlag, borgerens personlige stemmeafgivning, bortfaldt. Sulla ønskede ikke at revolutionere. Han lod sig udnævne til diktator, men kun for at fastslå Senatets overmagt, og han manglede blik for de store sociale opgaver. 79 trak han sig tilbage, og hans værk stod kun til 70. De følgende 25 år var i virkeligheden en kamp mellem enkeltmænd, snart støttende sig til Senatet, snart til folket; hærens og krigerberømmelsens betydning gjorde den tillige til en stor erobringsperiode, Pompejus førte krigen mod Sertorius i Spanien (80-72), endte slavekrigen (71), knuste sørøverne og besejrede Mithridates (63), efter hvilken sidste krig Romerriget udvidedes langt ind i Asien. Indadtil forstod han dog ikke at udnytte sine sejre, og han besad ikke noget virkelig politisk og socialt mål udvoer sin egen magt. En mere idealistisk, men ligeså uheldig politiker var Cicero, der efter undertrykkelsen af Catilinas sammensværgelse (63) intet udrettede som statsmand. Hans mellemstandpunkt, der gik ud på en modernisering af den gamle forfatning, var praktisk umulig. Det alt besejrende geni var Cæsar. Aristokrat med nær tilslutning til folkepartiet så han tidlig sin og statens vej gennem folket til det eneherredømme, der alene kunne løse tidens opgaver. Gennem triumviratet (60) med Pompejus og Crassusu og gennem sine glimrende krigerbedrifter i Gallien (58-50) skaffede han sig magt og anseelse, og gennem den 2. borgerkrig (49-45) slog han Senatet og Pompejus. Derefter udnævnt til livsvarig diktator lod han forfatningen bestå, men regerede mere enevældigt end senere Augustus, støttet af sin personlighed og til hæren. Han påbegyndte store reformer i fattigforsørgelse og provinsstyre, men blev 44 myrdet af optimaterne. Under det følgende kaos blev spørgsmålet straks ikke om forfatningen, men om manden, og Cæsars søserdattersøn Octavianus, der med en ikke ringe part af grandonklens evner forbandt rolig selvvurdering, sejrede over sin medtriumvir Antonius i slaget ved Aktion (31). Herfra regner man den romerske republiks undergang. Augustus styrede foreløbig i kraft af den delvis usurperede triumvirmagt, men 27 f.Kr. genoprettede han republikken«, dvs. han lod alle de republikanske forfatningsorganer træde i funktion. I virkeligheden betød dette grundlæggelsen af et eneherredømme på lovlig basis; et monarki var det ikke endnu, snarere et dyarki (tomagtsherredømme), idet Augustus ville dele magten med senatet. Som indehaver af vigtige embeder, især tribunatet, og som militær overherre var han ukrænkelig og uafsættelig, men senatet skulle i vidt omfang deltage i styrelsen. Denne ordning var i længden uholdbar, allerede Augustus måtte overtage en del af senatets funktioner, og efterhånden voksede bestandig de forretninger, der besørgedes af kejserlige embedsmænd. Folkeforsamlingens betydning var stadig synkende, og under Tiberius mistede den lovgivning og valg af embedsmænd. Kejserdømmets indførelse betød et mægtigt opsving; freden sikredes, og hæren blev af Augustus lagt borte fra Rom i de ydre povinser. handel, industri og agerbrug blomstrede op, men mod de sociale onder gjordes intet alvorligt. Tilstrømningen til Rom og storgodsdannelsen vedblev, og en ny stand voksede op i de talrige frigivne, der efterhånden kom til at spille en rolle som kejserlige tjenere. — Efter at de julianske kejsere (Augustus 31 f.Kr.-14 e.Kr., Tiberius 14-37, Caligula 37-41, Claudius 41-54, Nero 54-68) hurtig var vanslægtede og havde indført tyranniet i det værste former, bragte flavuerne (Vespasianus 69-79, Titus 79-81, Domintianus 81-96) delvis en genrejsning, og efter dem fulgte en række dygtige kejsere (Nerva 96-98, Trajanus 98-117, Hadrianus 117-38, Antoninus Pius 138-61, Marcus Aurelius 161-80). Forfatningen var i en rolig udvikling, der ca. 150 syntes afsluttet. Men der var spirer til kommende uro. Roms betydning som rigscentrum var aftagende, og provinserne trængte sig frem, Vespasianus optog mænd fra dem i Senatet, og Trajanus var den første ikke-romer på tronen. Udadtil ophørte den fredsperiode, der, kun afbrudt af forsvars- og grænsereguleringskrige, havde varet siden Augustus. Trajanus bragte Romerriget til dets højeste udstærkning, men under Marcus Aurelius begyndte de gotogermanske folk at true nordfra. Hæren fik under disse forhold voksende betydning, og mens Senatets valg- eller sanktionsret tidligere oftest var anerkendt, fik man nu soldaterkejsere, udråbte rundt om i Romerriget. Flere af dem var dygtige mænd (Septimus Severus 193-211, Aurelianus 270-75), andre uværdige som Caracalla (211-18), der satte kronen på Romerrigets ekspansion over hele verden ved at give alle fri indbyggere romersk borgerret. Det nye rige fik sin organisator i Diocletianus (284-95), der ganske berøbede Rom dets særstilling, fratog Senatet al betydning udenfor byen og ved at lade sig kalde Dominus, herre, og indføre orientalsk hofceremoniel omdannede Augustus' principat til et despoti. Samtidig omdannedes administrationen, et bureaukrati skabtes, og den militære og civile forvaltning adskiltes. Ved et system af med- og underkejsere forberedtes rigets deling. Den hele nyordning fik først sin afslutning under Konstantin den Store (306-37), hvis regering blev af størst betydning for Romerriget ved hans stilling til kristendommen. Sammen med en broget mængde orientalsk mystik og filosofi var denne trængt ind, især fra 2. århundrede og var ofte forfulgt, Konstantin gav 313 de kristne fri religionsøvelse, og efter Julianus' (361-63) mislykkede forsøg på at genrejse hedenskabet var den rigsreligion. Men hermed var også Romerrigets storhedstid forbi. Indre og ydre fjender varsler dets opløsning og fald. Hvad der engang havde været en betryggelse, hærens udskillelse af samfundet, blev nu en ulykke. I det egentlige Romerrige var krige ukendte, og befolkningenvar ukrigersk, men i hæren var i de sidste århundreder optaget flere og flere barbariske, gotogermanske folk; den stod derfor mere og mere fremmed overfor romersk kultur og kunne blive en fare. Inden for den civile befolkning var der sket en mægtig udvikling i retning af kapitalisme og godsejervælde. Senatorstanden, der nu bestod af rigmæd uden politisk magt, ejede jorden og lod den dyrke af ufri, stavnsbundne fæstere (coloni), men måtte ofte lade store arealer ligge unyttede hen. Åndelig kultur var i nedgang, politisk interesse og nationalfølelse ligeså, og kristendommen havde under den begyndende opløsning et præg af asketisk verdensforsagelse, som ikke virkede samfundsbefordrende. Romerrigets uhyre omfang og de voksende modsætninger inden for det gjorde regeringen vanskelig for en enkeltmand, og delingerne tog derfor fart, dog således at der altid kun tilsigtedes en regerings-, ikke en rigsdeling. Et årti efter Julianus' død skete hunnernes indfald og folkevandringens begyndelse. Kejser Valens optog vestgoterne syd for Donau, men kort efter plyndrede de Balkanhalvøen. Theodosius den Store (379-95), der herskede i Østen og til sidst over hele Romerriget, holdt dem i ave; efter hans død skete en ny deling, der ikke var tænkt mere varig end de tidligere, idet Arcadius fik østen, Honorius (395-423) Vesten. Der opstod hurtig strid mellem rigerne, og de to rigsdele forenedes aldrig mere. Om Østriget, se Byzantinske Rige. Det vestromerske rige førte endnu ca. 100 år efter delingen en hensygnende tilværelse. Hæren bestod af barbarer og var oprørsk, provinserne var halvvejs selvstændige, indtægterne små og slet forvaltede. Under de vekslende kejsere blev som oftest feltherrer de ledende, i reglen barbarer, som vandaleren Stilicho og sveberen Ricimer. Det ene stykke af riget gik tabt efter det andet, og 403 forlagdes residenden for større sikkerheds skyld til Ravenna. +++ (HK8/1925)