Gajus Julius Csar

Italien, 100-44 f.Kr.

Romersk statsmand og feltherre af patricierslægt, men tilhørte folkepartiet. Kvæstor 68, ædil 65, pontifex maximus 63, prætor 62; fik som statholder Spanien, hvorved han kom ud af en uhyre gæld, han havde stiftet ved et vildt ungdomsliv. Dannede 60 f.Kr. triumvurat med Crassus og Pompejus mod senatspartiet; blev 59 konsul, 58 sendt som statholder til Gallien for 5 år, der forlængedes med yderligere 5 år, mens Pompejus og Crassus var konsuler. Erobrede 58-50 det transalpinske Gallien (Frankrig), hvorved Romrriget nåede til Rhinen og Kanalen; foretog togter over begge. Pompejus enedes 52 med senatspartiet om at hjemkalde den alt for sejrrige Cæsar, der nægtede at adlyde, hvorefter der erklæredes krigstilstand mod ham. Efter at have overskredet Rubicon, grænsefloden mellem Gallien og Italien, besejrede han Pompejus i Italien, Spanien og Grækenland og forfulgte ham til Ægypten, hvis konge 48 myrdede Pompejus, mens dronning Kleopatra blev Cæsars elskerinde. Året efter drog han videre til Syrien; 45 f.Kr. var de sidste fjender slået, og Cæsar fik titlen imperator. Udnævnt til diktator, først for ét år, ra 4 på livstid, ligesom han lod sig vælge til konsul, censor og tribun. Brugte embederne til at gennemføre et stort reformarbejde med bedre domstole, udvidet borgerret til provinsboer og indførelse af den julianske kalender. Hans eneherredømme var skånsomt, men vakte mistanke om, at han søgte kongenavn, bl.a. fordi han år 44 lod sig optage blandt statens guder. Myrdedes 15. marts 44 i senatet af en gruppe sammensvorne, ledet af Brutus og Cassius. Cæsars historiske skrifter om Gallerkrigen og om Borgerkrigen er bevaret. (LM)

Cæsar, Gaius Julius (100-44 f.Kr.), berømt romersk statsmand, feltherre og forfatter, født i den patriciske juliske familie, der nedldte sin herkomst fra Æneas; tidlig faderløs fik han takket være sin moder Aurelia en omhyggelig opdragelse og uddannelse. Som ganske ung vakte han Sullas mistanke som slægtning af Marius og svigersøn af Cinna; og da han ikke ville forstøde sin hustru, som Sulla forlangte, tilgav denne ham kun nødigt (»i den dreng er der mere end én Marius«, sagde Sulla). I den følgende tid drev han studier i Grækenland og Lilleasien. Hjemvendt vandt han folkets gunst ved at slutte sig til folkepartiet, ved sin veltalenhed og sin rundhåndethed; men han var sikkert tidlig klar over, at dette kun var et middel til at nå en eneherskerstilling, idet han havde øjet åbent for republikkens umulighed som statsform for det store verdensrige. 71 støttede han Pompeius, da denne sluttede sig til folkepartiet, ægtede kort efter en slægtning til Pompeius og gav ham senere sin datter Julia til ægte. Hans flothed bragte ham imidlertid i bundløs gæld, som han først slap ud af som statholder i Spanien (61), hvor han vandt store rigdomme. Om han i året 63 havde deltaget i Catilinas sammensværgelse, er uvist. — 60 sluttede Cæsar en hemmelig forbindelse med Pompeius og Crassus (1. triumvirat) med det formål, at de tre i forening skulle have magten i staten. Cæsar blev valgt til konsul for 59 og skaffede som sådan trods hårdnakket modstand af senatspartiets Pompeius' foranstaltninger i Asien anerkendte og fik overdraget ham og Crassus vigtige opgaver. For sig selv fik han statholderskabet i det cisalpinske Gallien for 5 år (senere forlænget med 5 år til) med ret til at udskrive hære (der var han dog nær ved Rom); Senatet gav ham yderligere (for at fjerne ham) det nuværende Provence. Årene 58-59 benyttede han til i Gallien at uddanne sig en slagfærdig, pålidelig, hengiven hær, som han kunne brugetil sine planer; for Romerriget sikrede han ikke blot besiddelsen af Provence, men erobrede hele det øvrige Gallien mellem Pyrenæerne og Rhinen. Derved spærredes vejen for de gennem Gallien indtrængende germanske stammer, der stadig havde truet Rom; der dannedes en stødpude for Italien, og den allerede påbegyndte germanske folkevandring blev udsat iflere århundreder. Det erobrede forstod Cæsar glimrende at organisere og lod gallerne beholde deres ejendommeligheder s vidt gørligt; skatteforholdenen ordnede han lempeligt, så at statskassen dog fik store indtægter. +++(HK2/1920)