I midten af 166 strømmede tre germanske stammer over Alperne ind i det nordlige
Italien: Marcomanni af Böhmen, Quadi fra Moravia og Jazyges fra Ungarn.
Barbarerne angreb Aquileia, i spidsen af Adriaterhavet. Slået tilbage af byens mure, forlod
de den under belejring og strømmede videre mod Opitergium (Oderzo). De
plyndrede og nedbrændte denne by før de rykkede videre mod Piave-floden.
Her mødte den romerske kejser Marcus
Aurelius truslen med en hastigt sammenkaldt styrke af legionærer –
romernes hovedstyrke var stadig i Østen og hele riget var plaget af byldepest.
Marcus Aurelius var i stand til at kaste angriberne tilbage
og hævede det følgende år belejringen af Aquileia. Denne defensive sejr
blev hovedsagelig vundet fordi barbarerne manglede en dygtig anfører.
Da den fjendtlige trussel langs den nordøstlige grænse holdt ved, accepterede
Rom til sidst en kompromisfred. Den oprindelige grænse blev reetableret.
Men til gengæld tillod Marcus barbarerne at bosætte sig indenfor Romerriget
– en præcedens som skulle få alvorlige følger senere hen.