Da
Julian blev
den ubestridte kejser i Rom efter Constantius
IIs død, var han allerede berømt for sin tilbageerobring
af Gallien og hans offentlige tilslutning
til hedenskab (deraf navnet »Apostat«). Den mest alvorlige trussel
mod hans styre lå mod øst, hvor Shapur
(Sapor) II af det Sassanianske Persien systematisk erobrede Amida,
Singara og andre romerske forposter i Mesopotamien. Julian samlede en
hær i Syrien og begyndte i begyndelsen af 363 at drive de persiske
angribere tilbage. Da han nåede Tigris-floden, fremtvang han en
overgang overfor stærk persisk modstand. Kejseren planlagde øjensynlig
at angribe den fjendtlige hovedstad ved Ctesiphon og ændrede derpå
sit mål til den persiske hær. Mens den rykkede nordpå
op langs Tigris-flodens venstre bred, kom den romerske hær under
tunge angreb af overlegne fjendtlige styrker. Julian blev dødeligt
såret og døde i lejren.
De romerske soldater udråbte en af deres general,
Jovian,
til ny kejser. Jovian accepterede fredsbetingelser fra Shapur, som afstod alle romerske
krav på territorium øst for Tigris. Men han døde i
364, inden han kunne vende tilbage til Europa.