Flavius Claudius Julian

Romersk kejser 361; nevø af Konstantin den Store. Udnævntes i en alder af 24 til cæsar (under kejser) og viste stor dygtighed som administrator og feltherre. Gjorde som kejser et lovende forsøg på at standse rigets økonomiske og organisatoriske forfald, men faldt efter to års regering i krig mod perserne. Hans religionspolitik vakte størk uro; kan proklamerede trosfrihed, men forsøgte samtidig at indføre en slags hedens statsreligion. Da han selv afsvor kristendommen, fik han tilnavnet Apostata, vs. den frafaldne.

• Argentoratum, 357
• Amida I, 359
• Tigris-floden, 363

Julianus, Flavius Claudius, med tilnavnet Apostata (dvs. den [fra Kristendommen] frafaldne) (331-63), romersk kejser (361-63) og forfatter, søn af Konstantin den Stores broder Julius Konstantius; blev reddet, da efter Konstantins død dennes sønner myrdede omtrent alle andre af deres slægt; opdroges i kærlighed til videnskaberne og den klassiske litteratur. Sendtes 355 som cæsar (dvs. kejser) af sin fætter kejser Konstantius til Gallien, som han værgede godt mod de fremtrængende germaner (slag ved Strasbourg 357). Konstantius blev mistænksom mod ham og vllle revøe ham en del af hans hær; men denne tvang ham nu til oprør mod kejseren. Før det kom til kamp, døde denne, og Justianus anerkendtes nu som enekejser. hans korte regeringstid er mærkelig ved hans forsøg på at gyde nyt liv i det antikke hedenskab og trænge kristendommen, som han foragtede, tilbage. Bortset fra dette håbløse forsøg var han en udmærket og energisk regent; han faldt på et tog mod perserne (efter et uhjemlet sagn med ordene: »du har sejret, Galilæer«); med ham døde hans bestræbelser mod kristendommen straks hen. Hans privatliv fortjener kun ros: arbejdsom, nøjsom og sædelig ren. Hans til dels bevarede skrifter (taler og breve) er affattet på græsk. (HK5/19/1922)