I
løbet af den første halvdel af det femte århundrede
havde de asiatiske hunnere etableret deres overlegenhed over de andre barbariske
stammer i Centraleuropa. Anført af Atilla, »Guds svøbe«, løb hunnerne størstedelen af
Balkan over ende i 447-50 og krævede et stort tribut fra Theodosius
II, hersker i det Østromerske Rige. I 450 vendte Atilla sig pludseligt
mod vest og sendte sine 40.000 hunnerkrigere ind i Gallien på en bred
front som strækte sig fra Belgien til Metz. Paris blev omgået,
men Orleans kom under belejring.
Flavius Aëtius, militærkommandant i det Vestromerske
Rige (under kejser Valentinian III), allierede sig med den vestgotiske konge,
Theodoric I, søn af Alaric. De samlede hære marcherede til
Orleans undsætning den 14. juni og drev hunnerne tilbage (nordpå)
til Catalaunian-sletterne syd for Méry-sur-Seine. Den romerske og
vestgotiske hær fulgte efter. Omkring den 20. juni udkæmpede
de allierede og hunnerne et regulært kavalerislag på disse åbne
sletter. De kejserlige styrker holdt stand på en fløj (under
Aëtius). Alanerne på midten gav efter hvilke bragte den højre
flanke i fare. Men her red de tunge vestgotiske beredne tropper hunnernes
ryttere overfor dem ned. Theodoric, som faldt under dette modangreb, blev
efterfulgt af sin søn Thorismond. Atilla, som havde lidt svære
tab, trak sig tilbage til sin lejr mellem Seine- og Marne-floderne. Og selvom
det ikke lykkedes Aëtius at genoptage angrebet den følgende
dag, trak hunnerne sig tilbage til den anden siden af Rhinen.
Châlons-sur-Marne (mere præcist kaldt Méry-sur-Seine)
kaldes nogle gange for et af de af-gørende slag i historien. Det stoppede
hunnernes invasion af Gallien. Men ved at tillade Atilla at undslippe med
størstedelen af sin hær, efterlod Aëtius døren
åben for et nyt hunnerangreb på det vestlige rige, som kom året
efter. |
|