Medway-floden

England

Romerske erobring af England, 43

Næsten hundrede år efter at Julius Cæsar invaderede England og derpå trak sig tilbage, sendte kejser Claudius I adskillige romerske legioner under Aulus Plautius for at gøre et nyt forsøg på at erobre øen. Ekspeditionen gik i land på den sydøstlige kyst og trængte ind i land til Medway-floden, en sydlig biflod til Themsen. Her stødte romerne på en styrke af briter, under Caractacus, som var beredt på at gøre modstand. Plautius sendte en styrke af germanske lejetropper over floden for at angribe briternes heste og således uskadeliggøre deres stridsvogne. På andendagen vadede en fremtidig romersk kejser, Vespasian, over floden længere oppe af strømmen med en legion og angreb briterne i flanken. Legionærerne slog deres mindre disciplinerede fjende på flugt. Derpå trængte Plautius frem for at besætte Camulodunum (Colchester), nordøst for London. Claudius selv gik i land i England og erklærede øen for en romersk provins.
   Plautius udvidede erobringen ved at indtage Lindum (Lincoln), mod nord; Deva (Chester), mod nordvest; og Isca Silurum (Caerleon), mod vest på grænsen til Wales. Selvom Caractacus fortsatte med at hærge de marcherede legioner, var han magtesløs i forsøget på at forhindre undertvingelsen af England.