Til
at undertrykke den jødiske opstand, som allerede havde slået
en romersk hær, afsendte kejser Nero
en ukendt senator, Titus
Flavius Vespasian. Den nye general marcherede ind i den oprørske
provins i spidsen for en hær på 60.000 mand i 68 e.Kr. Der
fulgte en af de blodigste kampagner i Romerriget. Selvom jøderne
manglede legionærernes våben og træning, kæmpede
de med en fanatisme som gjorde dem til frygtede modstandere. I det nordlige
Palæstina anførte den jødiske historiker Flavius
Josephus (oprindeligt med navnet Joseph ben Matthias) forsvaret af
den galilæiske fæstning Jotapata. Da Vespasian fandt stedet
for stærkt til at storme, lagde han den under belejring. Efter 47
dages bitre kampe overgav Josephus fæstningen i begyndelsen af 68
og blev romernes villige fange. Jotapata blev plyndret.
Vespasian marcherede videre sydpå og generobrede,
by efter by, de desperat kæmpende jøder. I slutningen af
maj havde han fremtvunget sig vej til Jericho og begyndte snart at belejre
Jerusalem. Men da Rom selv brød ud i borgerkrig, var Vespaian tilfreds
med en fastholdende aktion.