Til
at tage sig af de vestlige barbarer, udnævnte kejser Constantius
II sin fætter Julian
til cæsar (guvernør) for Storbritannien, Spanien og Gallien
i 355. Valget var godt. Julians aggressive lederskab og taktiske dygtighed
fordrev de fleste af alamannierne, frankerne og andre germanske stammer
ud af den midterste del af Rhin-dalen på lidt mindre end et år.
Men i sommeren 357 mødte den romerske hær på 13.000
mand en germansk hær tre gange større ved Argentoratum (Stras-bourg).
Idet han indledte et voldsomt angreb mod den overlegne styrke, jog Julian
barbarerne på flugt og påførte dem omkring 6.000 tab.
Chnodomar, høvding for alamannierne, blev taget til fange. Romerske
tab udgjorde kun 250.
Da den persiske krig flammede op igen i 359, beordrede
Constantius Julian og hans hær til Østen. I stedet gjorde
de galliske tropper oprør og udråbte Julian til kejser. Inden
en ny borgerkrig kunne begynde, døde Constantius pludseligt af
feber. Derpå blev Julian den ubestridte hersker af riget og marcherede
selv mod Persien.