| Det
Østromerske Rige blev dannet i 395 ved Flavius
Theodosius Is død, som havde genforenet Romerriget under sit
styre året før. Han blev efterfulgt af sine to sønner
- Honorius,
kejser for Det Vestromerske Rige, og Arcadius,
hersker i øst for hvad der skulle blive kaldt det Byzantinske Rige.
I 474 blev Zeno Isaurian den første hersker som tog navnet Byzantine
(for Byzantium, Konstantinopels oprindelige navn). I næsten et tusinde
år herskede det Byzantinske Rige, med centrum ved Konstantinopel,
over store dele af det sydlige og sydøstlige Europa og det vestlige
Asien. Da Konstantinopel faldt til styrken under det fjrde korstog, gik
riget i formørkelse indtil det blev genrejst i 1261 under Michael
VIII. Endeligt i 1453 strømmede de aggressive osmanniske tyrkere,
som havde løbet hele rigets områder over ende med undtagelse
af hovedstaden, ind i Konstantinopel og gjorde en ende på det Byzantinske
Rige. For senere slag og krige for den største arving til riget,
se Tyrkiet.
Historie: Byzantinske Rige (østromerske rige, græske kejserdømme), dannedes 395 f.Kr. da Theodosius d. Store delte det romerske rige mellem sine 2 sønner, Arcadius og Honorius. Den ældste, Arcadius (395-408), fik alle asiatiske provinser, Ægypten og Kyrenaika, størstedelen af Illyrien, Dacien, Møsien, Thrakien, Makedonien og Achaia. Han lod sig helt lede først af sine formynere, senere af sin rænkefulde hustru Eudoxia. Under hans søn Theodosius II (408-50) styrede dennes udygtige søster Pulcheria, som efter broderens død blev kejserinde og ægtede den gamle senator Marcianus (450-57), der med held hindrede Attilas frygtelige angreb. I den følgende tid blev slaver og bulgarer rigets værste fjender, og Anastasios I (491-518) byggede en mur fra Propontis til Sortehavt for at dække Konstantinopel mod deres plyndringstog. Krigen mod romernes gamle fjender perserne begynder nu igen og fortsættes stadig af Justinus I (518-27) og hans brodersøn Justinian I (527-65), der bragte riget en ny glansperiode. Han gennemførte enevælden og den strenge ortodoksi og lod udarbejde Corpus juris civilis under ledelse af juristen Tribonian. Nordgrænsen dækkedes af en række fæstninger, vandalerriget tilintetgjordes af Belisar 533-34, Italien erobredes 553 og en kyststrækning af Spanien. Kampen mod perserne afsluttedes ved en fred 562, der købtes mod en årlig tribut. Under Justinians efterfølgere gik det strækt tilbage igen. Langobarderne erobrede det meste af Italien 568, slaverne gjorde hyppige indfald, og perserne erobrede både Mesopotamien og Syrien; men den kraftige Heraklios (610-41) drev atter avarer og slaver tilbage og gik 622 mod perserne, som ved freden 628 måtte tilbagegive alle erobringer. Til gengæld erobrede araberne Syrien 633-40, Ægypten 639-42, Tripolis 668 oh Karthago 698. Efter Heraklios' død syntes riget i fuld opløsning, svækket af pøpeloprør og soldateropstande. Slaverne oversvømmer Balkanhalvøen, bulgarerne bosætter sig mellem Donau og Balkan, og Konstantin IV Pogonatos (668-85) må udholde en langvarig belejring af araberne i Konstantinopel, 672-77.
En ny herskerslægt, den syriske, bringer imidlertid atter Byzantinske Rige på fode. Leo III Isaureren (717-41) afslog en arabisk belejring af hovedstaden 717-18 og reddede derved Europa fra arabernes indfald; ligeledes hævdede dan Donaulinjen mod slaverne. Det 8. århundrede fyldes hovedsagelig af billedstriden. 726 forbød Leo den afgudiske billeddyrkelse (s.d.), og der dannede sig to partier, billedtjenere (Ikonoduler) og billedstormere (Ikonoklaster). Præsterne og kejserinderne hørte som regel til de førtse, medens kejserne søgte at sætte en skranke for præstestandens og munkenes voksende magt. Leos søn Konstantin V (741-75), kaldet Kopronymos (Besudleren) pga. sin kamp mod billederne, bekæmpede heldigt araberne og bulgarerne. Efter hans søn Leo IV (775-80) regerede dennes enke Irene for sønnen Konstantin VI Porfyrogennetos (780-97); hun fik atter indført billeddyrkelsen på den anden synode i Nikæa 787, sønnen lod hun blinde og regerede selv, til hun blev myrdet 802. Efter et par uduelige kejsere fulgte den dygtige Leo V Armenieren (813-20), som tvang bulgarerne til en ydmygende fred 817 og ophævede beslutningen i Nikæa, hvorfor præstestanden lod ham rydde af vejen. Under de næste kejsere tog saracenerne Kreta, hvorfra de foretog talrige plyndringstog, og de erobrede ligeledes Sicilien 827. Derefter blev billedstriden bragt til ende under Michael III (842-67) af hans moder Theodora, idet en synode i Konstantinopel fordømte Ikonoklasterne 842 Samtidig gik detimidlertid stærkt tilbage med Byzantinske Riges ydre magt: araberne erobrer en stor del af Lilleasien, bulgarriget udvider sig stadig, og russerne begynder også at angribe Konstantinopel fra søsiden 865.
Det nye, makedoniske, dynastis første hersker Basilius I (867-86) regerede kraftigt og forstod at afværge barbarernes mange angreb, men hans efterfølger Leo VI Filosoffen (866-911) og den lærde historiker Konstantin VII Porfyrogennetos (912-59) overlod styret til andre, og kun kalifatets samtidige opløsning og bulgarernes omvendelse hindrede Byzantinske Riges undergang. Derpå fulgte flere dygtige soldaterkejsere, som atter udvidede rigets magtområde. Nikeforos II Fokas (963-69) genvandt Kreta og slog araberne i Lilleasien, Johannes Tzimisces (969-76) erobrede Østbulgarien 971, og Makedoniere Basilius II (976-1025) hævdede atter engang Byzantinske Riges gamle grænse Donau efter at have erobret det Vestbulgarske Rige (1018), som så hørte til Byzantiniske Rige indtil 1186. Under hans broderdatter Zoe (1028-54) indtræder atter en kortere forfaldsperiode; i hendes tjeneste stod Harald Haardraade som anfører for den nordiske livgarde (væringerne).
Hæren indsatte derpå den dygtige feltherre Isaak I Komnenos (1056-59), med hvem en ny slægt, komnenerne, besteg tronen. hans fasthed bragte atter orden i de forvirrede forhold, men de følgende kejsere formåede ikke at klare de ydre vanskeligheder. Robert Guiscard bemægtigede sig 1071 alle de græske besiddelser i Syditalien, og Romanos IV (1068-71) blev slået og fanget 1071 ved Manzikert af seldjukfyrsten Alp Arslan, som derefter erobrer hele Lilleasien. Først den næste komnen, Isaaks brodersøn Alexios I (1081-1118), en klog og energisk hersker, trænger atter fjenderne tilbage. Han afværgede et normannisk angreb på Balkanhalvøen, og under det første korstog (1096-99) udnyttede han efter bedste evne korsfarernes idre splid. Hans søn Johannes II (1118-43) og sønnesøn Manuel I (1143-80) var dygtige krigere, der generobrede det meste af Lilleasien og med held tilbageslog slavernes angreb. Men efter Manuels død indtræder den vildeste forvirring med blodige paladsrevolutioner og grusomme mord. Isaak II Angelos (1185-95) bliver blindet og afsat af sin broder Alexios III (1195-1203), mens hans søn Alxios bevæger venezianerne og de franske riddere til at rette det fjerde korstog mod Konstantinopel. Alexios IV blev kejser, men afsattes ved en folkeopstand, hvorefter korsfarerne stormede og plyndrede det hidtil uovervindelige Konstantinopel. Af Byzantinske Rige i så mange hundrede år modstod talrige belejringer af araber og slaver, skyldtes i første række Konstantinopels udmærkede beliggenhed og stærke fæstningsanlæg, men dernæst også dets velunderrettede diplomati og snedige statskunst, den gennemførte centralisation, det fornuftige embeds- og finansstyre og den talrige velindøvede hær.
Efter Konstantinopels erobring deltes Byzantinske Rige mellem venezianerne, der fik 3/8, og de franske riddere, der oprettede det latinske kejserdømme (s.d.) og valgte grev Balduin af Flandern til kejser. I Lilleasien opstod kejserdømmer i Trapezunt under Alexios Komnenos og i Nikæa under Theodor Laskaris. En efterfølger af denne sidste, Michael VIII Palæologos (1261-82), erobrede 1261 i forbund med genoveserne Konstantinopel og genoprettede Byzantinske Rige. Dets magt var dog yderst ringe; franske lensfyrster holdt sig uafhængige, især i Grækenland; bulgarer og serber angreb nordfra og osmannerne østfra. De uduelige palæologer var ikke disse farer voksne, men stredes indbyrdes og med idelig opdukkende tronprætendenter. I begyndelsen af 14. århundrede tog osmannerne alle besiddelser i Lilleasien, 1354 besatte de Gallipoli, 1361 Adrianopel, og underkastede sig Serbien og Bulgarien. Manuel II (1391-1425) belejredes i flere år i Konstantinopel, hans eneste faktiske besiddelse, og bad forgæves Europa om hjælp; kun Timur Lenks sejr over sultan Bajezid ved Angora (1402) forhalede det byzantinske riges dødskamp. Manuels søn, Johannes VIII (1425-48), søgte atter forgæves hjælp fra vesten, og under dennes broder, Konstantin XI Palæologos, erobrede sultan Muhammed II Konstantinopel (29. maj 1453) efter et heltemodigt forsvar, hvori kejseren selv faldt. (HK2/1920)
Latinske kejserdømme oprettedes 1204 i Konstantinopel under 4. korstog af venezianerne og de franske riddere. Kejserne, Balduin af Flandern, Henrik, Peter de Courtenay og Balduin II havde ringe magt over de mange nydannede vasalstater; hertil kom grækernes had til erobrerne; 1261 gjorde et græsk-genoesisk forbund ende på Latinske kejserdømme, og det byzantinske rige (s.d.) genoprettedes. (HK6/1923) |
- Amida
II, 502
- Dara,
528
- Callinicum,
531
- Konstantinopel
I, 532
- Karthago
II, 533-534
- Rom
III, 536-538
- Rom
IV, 546-547
- Taginae,
552
- Castilinum,
554
- Konstantinopel
II, 559
- Melitene
I, 578
- Viminacium,
601
- Jerusalem
V, 615
- Nineveh
II, 627
- Ajnadain,
634
- Pella,
635
- Damaskus
I, 636
- Yarmuk-floden,
636
- Aleppo,
638
- al-Fustāt,
641
- Alexandria
II, 642
- Tripoli
I, 643
- Lycia,
655
- Konstantinopel
III, 673-678
- Karthago
III, 698
- Konstantinopel
IV, 717-718
- Ravenna
II, 729
- Acroinum,
739
- Heraclea
Pontica, 806
- Amorium,
838
- Samosata,
873
- Apulia,
875-880
- Taormina,
902
- Erzurum,
928
- Melitene
II, 934
- Candia
I, 960-61
- Adana,
964
- Aleppo-Antioch,
969
- Adrianopel
III, 972
- Damaskus
II, 976
- Sofia,
981
- Crotone,
982
- Balatthista,
1014
- Manzikert,
1071
- Dyrrachium
II, 1081
- Dyrrachium
III, 1108
- Philomelion,
1116
- Myriocephalon,
1176
- Stara
Zagora, 1189
- Konstantinopel
V, 1204
- Klokotnitsa,
1230
- Adrianopel
V, 1254
- Konstantinopel
VI, 1261
- Bursa,
1317-26
- Konstantinopel
VII, 1453
|