England

Historie: Den ældste tid indtil 1066. Ved den historiske tids begyndelse beboedes England ligesom Gallien af kelter, blandt hvilke de vigtigste stammer var briter og gaeler. Cæsar gjorde to tog derover (55 og 54 f.Kr.), men forsøgte ikke at erobre landet; først under kejser Claudius 43 e.Kr. begyndte romerne at sætte sig fast i England, og erobringen fuldførtes 85 af Agricola under Domitian. Romernes herredømme nåede til floderne Forth og Clyde, hvor en grænsevold byggedes til værn mod scoterne. Britannien påvirkedes stærkt af romersk kultur, dog ikke som Galien og Spanien i den grad, at også sproget romaniseredes. Da folkevandringens storme brød løs over romerne, måtte de 428 trække deres tropper bort, og briterne søgte nu hjælp mod scoternes angreb hos angler og sachser i Nord-Tyskland. Disse havde allerede tidligere foretaget plyndringstog mod Britanniens kyster, nu satte de sig fast, erobrede den sydøstlige del af landet og forjog kelterne til Wales, Cornwall og de skotske højlande. Angelsachserne tilintetgjorde fuldstændigt den romerske kultur og kristendommen, der var begyndt at udbredes blandt briterne. De delte landet imellem sig og oprettede en del småstater; efter kristendommens indførelse ca. 600 vedblev kun 7 kongeriger at bestå (Kent, Essex, Sussex, Wessex, Mercia, Østangel og Northumberland), som alle forenedes 827 under kong Egbert af Wessex (802-39) til ét rige, Anglia. Allerede 787 var danske vikinger (normanner) begyndt at hærge på Englands kyster; de grundlagde et rige i Nord-England, og angelsachserne måtte dele landet med dem efter en linje (Watlingastreet) fra London til Liverpool (878); men kong Alfred den Store (871-901) reddede riget fra undergang, og Athelstan (925-41) tvang i slaget ved Brunanborg (937) normannerne til at underkaste sig. Edgar (959-75) befæstede angelsachsernes herredømme yderligere og trængte kelterne længere tilbage i Wales og Cornwall; men under hans søn Ethelred den Rådsvilde erobrede Svend Tveskæg hele England 1013, og dennes søn Knud den Store blev efter en hård kamp med Ethelreds søn Edmund Jernside anerkendt som konge over hele England 1016-35. Efter Knuds søn Hardeknud (1035-42) blev Ethelreds anden søn Edvard Bekenderen konge (1042-66); han lod sig lede af jarlen Godwin, og da han døde, blev Harald Godwinsøn udråbt til konge; men hertug Vilhelm af Normandiet gjorde fordring på tronen, landede i England, slog Harald ved Hastings (Senlac) 14. oktober 1066 og blev kronet til konge i London.
   Normanniske konger (1066-1154). Vilhelm Erobreren (1066-87) erklærede sig for ejer af hele landet, beholdt en stor del som krongods og uddelte resten til sine normanniske vasaller og undervasaller efter det franske lensvæsens mønster. En oversigt over jordfordelingen har man i den store jordebog fra 1086 (Domesdaybook). Angelsachserne gjorde heftig modstand mod undertrykkerne; efterhånden genoptoges de angelsachsiske love og sædvaner, og erobrerne antog de besejredes sprog. Erobrerens søn Vilhelm II (1087-1100) regerede hårdt ligesom faderen, mens hans broder Henrik I (1100-35) udstedte 1101 Charta liberatum, det første frihedsbrev, grundlaget for den engelske forfatning, hvorved den gamle angelsachsiske landsret bekræftedes. Henrik fratog sin broder Robert Normandiet 1106 og hævdede kronens højhedsret i investiturstriden med Paven. Efter Henriks død bemægtigede Vilhelm I.s dattersøn Stephan af Blois (1135-54) sig tronen i stedet for Henriks datter Mathilde, gift med greve Gotfred Plantagenet af Anjou; men kong David af Skotland hjalp Mathilde og slog Stephan i faneslaget ved Northallerton 1138; derpå blev denne også besejret af Mathilde 1141 og indgik på forlig om, at hendes søn Henrik skulle arve riget efter ham.
   Huset Anjou-Plantagenet (1154-1485). Henrik II (1154-89) genoprettede kongemagtens anseelse og skaffede landet fred ved at tøjle de store vasaller; han organiserede retsvæsenet (jurydomstole; King's bench) og skatkamret (Exchequer). Han beherskede foruden England og Normandiet tillige Anjou, Maine, Poitou og Guienne i Frankrig, indtog Irland 1171 og tvang 1174 kong Vilhelm af Skotland til at anerkende Englands lenshøjhed. Ved »constitutions of Clarendon« 1164 forsøgte han at gøre den engelske kirke ganske afhængig af kronen; han kom derved i strid med ærkebiskoppen af Canterbury, Thomas Beckett, som blev myrdet 1170; men 1172 udsonede Henrik sig med Paven uden at have ført sine planer gennemført. Hans søn Richard I Løvehjerte (1189-99) forsømte landets styrelse for at fejde med sine vasaller og frembragte derved almindelig lovløshed. På hjemvejen fra det 3. korstog blev han fanget 1191, og England måtte udrede en stor løsesum, før han blev frigiven 1194. Efter ham fulgte hans broder Johan uden Land (1199-1216); han mistede de fleste franske besiddelser til Filip August, og da han kom i strid med Pave Innocens III om bispevalgene, blev der lyst band over ham og interdikt over landet, og Filip August truede med at forjage ham. Han nedlagde da sin krone 1213 og fik sit land tilbage som paveligt len mod en årlig afgift på 1.000 mark sølv, hvorpå interdiktet blev hævet. På grund af hans uordholdenhed og dårlige styre – ved Bouvines 1214 led han et stort nederlag mod Frankrig – tvang baronerne og Londons borgere ham til på engen Runnymede 15. juni 1215 at udstede det store frihedsbrev (Magna Charta). Dette, der er blevet grundvolden for al senere engelsk forfatningsudvikling, sikrede den personlige frihed og ejendom mod vilkårlig og ulovlig krænkelse, forpligtede kongen til årlige rigsmøder (Parlamentum) med baronerne og valgte udsendinge fra grevskaberne, samt gjorde pålæggelsen af overordentlige skatter afhængig af disses samtykke. Under hans søn Henrik III (1216-72) fortsattes kampen med baronerne; med Frankrig kom Henrik i krig 1242 og måtte ved freden i Bordeaux 1243 afstå alle lande nord for Garonne. Hans elendige regering førte til, at baronerne ved de såkaldte Oxford-provisioner 1258 indførte et stående udvalg af parlamentet til at hjælpe kongen med at styre landet, men da så Henrik søgte ved Pavens hjælp at genvinde magten, gjorde baronerne oprør under ledelse af Simon af Montfort, greve af Leicester, og fangede ham i slaget ved Lewes 1264, hvorpå Montfort sammenkaldte et parlament januar 1265, i hvilket der foruden baronerne også mødte to riddere fra hvert grevskab og to borgere fra en del af byerne. Derved lagde Montfort grunden til Underhuset, men allerede august 1265 faldt han ved Evesham mod Henriks søn Edvard, der befriede sin fader og tog styret for ham. Under Edvard I (1272-1307) gik den engelske forfatningsudvikling et skridt videre, idet Edvard behøvede mange penge til sine krige og derfor måtte anerkende Parlamentets skattebevillingsret 1297. England underkastede sig 1282-83 Wales og indsatte John Baliol som sin lensmand i Skotland; Baliol gjorde oprør, men blev afsat efter nederlaget ved Dunbar 1296; da så Edvard ville styre Skotland selv, måtte han kæmpe med stadige oprør af William Wallace og Robert Bruce. hans søn Edvard II (1307-27) fortsatte kampen mod skotterne, men blev slået ved Bannockburn 1314 og måtte anerkende Bruce. Edvard styrede dårligt ved hjælp af slette rådgivere og kæmpede mod idelige oprør af baronerne, som til sidst afsatte ham. Hans søn Edvard III (1327-77) generhvervede herredømmet over Skotland i slagene ved Halidon Hill 133 og Nevill's Cross 1346, og da han gjorde fordring på den franske krone, efter at den capetingiske linje var uddød, påbegyndte han 1339 den store Hundredårskrig mellem England og Frankrig. Efter sejrene ved Crécy 1346 og Poitiers 1356 genvandt England ved freden i Bretigny 1360 Poitou, Gascogne og Guienne, men allerede 1369 gik disse lande tabt i en ny krig. Under Edvard III befæstedes det engelske selvstyre yderligere. Parlamentet fik mere magt og deltes fra ca. 1340 i Overhuset (de store prælater og baroner) og Underhuset (commoners, grevskabernes og stædernes repræsentanter). 1362 ophørte fransk at anvendes ved offentlige forhandlinger og afløstes af folkesproget. Under hans sønnesøn Richard II (1377-99) herskede stor indre forvirring, Parlamentets, særlig Underhusets betydning voksede; men bønderne, der ledede af Wat Tyler gjorde oprør 1381, blev blodigt underkuede, og de kætterske lollarder blev heftigt forfulgt.
   Efter at have styrtet sin fætter Richard besteg Henrik IV (1399-1413) af linjen Lancaster tronen; men han måtte kæmpe mod idelige oprør og sammensværgelser og forfulgte ivrigt John Wiclifs tilhængere. Hans søn Henrik V (1413-22) besejrede Frankrig ved Azincourt 1415 og anerkendtes ved freden i Troyes 1420 som arving til Frankrig, hvorpå han ægtede Karl IV.s datter Katarina. Deres søn Henrik VI (1422-61) blev et år gammel konge af England og Frankrig, men ved jomfruen af Orleans' optræden gik Frankrig atter tabt. Henrik styrede dårligt, idet han beherskedes af sin hustru Margarete af Anjou og hendes yndlinge. Til sidst gjorde en prins af kongehuset, Richard af York, oprør 1452, og dermed begyndte den blodige krig mellem den røde rose (Lancaster) og den hvide (York). Richard faldt ved Wakefield 1460, men hans søn Edvard IV (1461-83) lod sig udråbe til konge og besejrede i flere blodige kampe Margarete og Henrik VI. Edvards sønner, Edvard V (1483) og Richard af York, blev begge myrdede af deres farbroder Richard af Gloucester, der lod sig udråbe til konge som Richard III (1483-85), men allerede to år efter faldt ved Bosworth mod Henrik Tudor, på mødrene side en ætling af huset Lancaster.
   Huset Tudor (1485-1603). Under den blodige Rosekrig var en stor del af Englands gamle adel gået til grunde. Henrik VII (1485-1509) kunne derfor ved at støtte sig til den stærkt opblomstrende borgerstand knække baronernes magt og hævde den kongelige myndighed; samtidig var også bøndernes livegenskab ophørt. Ved en klog finanspolitik omgik han parlamentets skattebevillingsret og styrkede yderligere kongemagten ved oprettelsen af stjernekamret, en øverst domstol over politiske forbrydelser. Den således erhvervede kongemagt forstod også hans søn Henrik VIII (1509-47) at bevare uden at indrømme parlamentet videre myndighed. Henrik kæmpede først i forbund med Spanien og Østrig mod Frankrig, som han besejrede i Sporeslaget ved Terouanne 1513, men senere sluttede han fred 1525 med Frants I og førte en fjendtlig politik mod Karl V. Efter en strid med paven gennemførte han ved ærkebiskop Cranmer af Canterbury en kirkeforandring 1536, hvorved han erklærede sig selv for den engelske kirkes overhoved, udstedte 6 trosartikler og ophævede klostrene. Under hans søn Edvard VI (1547-63) førtes kirkereformen videre af protektoren John Dudley i forening med Cranmer, og den reformerte lære greb stærkt om sig blandt folket. Edvards storesøster Marie den Blodige (1553-58) ægtede Filip II af Spanien og forsøgte med vold og grusomme forfølgelser at genindføre katolicismen. 1558 gik Calais, den sidste engelske besiddelse i Frankrig, tabt. De protestantiske anskuelser havde nu slået så fast rod i folket, at den næste dronning, Maries halvsøster, Elisabeth (1558-1603) trods sin personlige sympati for katolicismen var nødt til at følge den offentlige mening og gennemføre reformationen 1562 ved de 39 artikler, grundlaget for den anglikanske kirkeforfatning; men alligevel prægede modsætningen mellem katolikker og protestanter Englands politik i over 100 år. Den katolske Marie Stuart henrettedes 1587, Elisabeth støttede nederlænderne mod Spanien, og 1588 blev den spanske armadas angreb med glans afslået. kampen med Spanien bragte Englands handel og søfart et mægtigt opsving, samtidig med at industriens udvikling tog fart. Kolonisationen i Amerika begyndte, og det ostindiske kompagni fik sit monopol 1600. På alle områder var England i rivende fremgang, og grunden lagdes til det moderne Englands industrielle og maritime verdensherredømme.
   Huset Stuart (1603-89). Før Elisabeths død, udpegende hun sin efterfølger Jakob I (1603-25), Marie Stuarts søn, hvorved England og Skotland forenedes i personalunion. Som tilhænger af den episkopale kirkeforfatning forfulgte Jakob både puritanerne og efter krudtsammensværgelsen 1605 ligeledes katolikkerne. Opfyldt af høje tanker om den kongelige værdighed ville han bevare tudorernes magt overfor parlamentet og søgte at omgå dets skattebevillingsret; men dette i forening med hans tilbageholdenhed i Trediveårskrigen lagde spiren til det fremvoksende had mod stuarterne. Både puritanere og katolikker udvandrede i mængde og grundede kolonierne i Ny-England og Virginia. Hans søn Karl I (1625-49) fortsatte striden med Parlamentet om pengebevillingerne; 1628 indrømmede han Underhuset dets fordringer i Petition of right; men efter en strid 1629 regerede han i 11 år uden parlament, indtil han kom i krig med skotterne ved at ville påtvinge dem en ny liturgi og derfor for at skaffe penge nødtes til på ny at sammenkalde parlamentet, det såkaldte lange parlament 1620-53, hvor puritanerne fik flertallet. Karl måtte nu ophæve stjernekamret og gøre andre indrømmelser, men hans upålidelighed og stadige forsøg på at komme uden om sagens kerne: ingen penge uden Parlamentets bevilling, førte til sidst til borgerkrigen 1642. Karl tabte ved Marston Moor 1644 og imod Cromwell ved Naseby 1645, flygtede derpå over til skotterne og blev af disse solgt 1647 til Parlamentet. Nu udbrød der strid mellem det presbyterianske parlament og de mere yderliggående independenter, der havde magten i hæren; denne bemægtigede sig kongen, slog skotterne, som rejste sig til kamp for ham, ved Preston 1648, og efter at Cromwell havde renset parlamentet, lod dette (Rumpparlamentet) Karl dømme og henrette 1649 og erklærede England for en republik. Cromwell kunne lige så lidt enes med parlamentet og styrede ret enevældigt som protektor (1653-58). Han arbejdede for religiøs tolerance, skaffede ro i landet og gennemførte vigtige forbedringer i lovgivningen og forvaltning. Ved navigationsakten 1651 hævede han Englands sømagt, og han skaffede det anseelse i Europa i de sejrrige krige med Holland 1652-54 og Spanien 1654-58. De republikanske idéer har imidlertid ingenlunde de fremherskende i England; vel blev Cromwells søn Richard protektor (1658-59), men derpå førte den skotske general Monk sine tropper til England, og et nyt parlament valgte Karl I.s søn Karl II (1660-85) til konge. Uniformitetsakten 1662 genindførte derpå den episkopale kirkeordning med forfølgelse af puritanerne, mens Karl selv var katolik og i ydmyg afhængighed støttede Ludvig XIV i krigene mod de protestantiske Nederlande 1665-67 og 1672-74. Ligesom faderen var han udpræget absolutist, men parlamentet tvang ham ved testakten 1673 til at udelukke katolikker fra alle embeder og ved habeascorpusakten 1679 til at respektere den personlige frihed. Oppositionen i parlamentet, whiggerne, forsøgte tillige at udelukke kongens broder Jakob, der åbenlyst var gået over til katolicismen, fra tronfølgeren, men Karl regerede da fra 1681 uden parlament. Jakob II (1685-88) arbejdede dristigt på en katolsk-absolutistisk reaktion og udstedte et toleranceedikt 1687, der gav katolikkerne ligeberettigelse med andre; men da fødselen af en tronarving (juni 1688) stillede det katolske kongedømmes vedvaren i udsigt, henvendte både toryer og whigger sig til Vilhelm af Oranien, gift med Jakobs ældste datter Marie, om at komme til England. Ved denne revolution flygtede Jakob til Frankrig, et indkaldt parlament valgte Vilhelm og Marie til regenter og fastslog ved »Declaration of rights« parlamentets og folkets rettigheder over for kongen. Disse blev derefter stadfæstet af Vilhelm III i »Bill of rights« 1689; dermed var den lange kamp mellem konge og parlament forbi og folkets ret til deltagelse i statsstyret ubrydelig fastslået.
   Grundlæggelsen af det parlamentariske kongedømme og kolonivældet (1689-1763). Vilhelm III (1689-1702) undertvang 1690 Irland, hvor Jakob II var landet med fransk hjælp, og ledede koalitionskampene for den europæiske ligevægt mod Ludvig XIV. I det indre styre rettede han sig meget efter parlamentet, hvor han støttede whiggerne i modsætning til toryerne, der gerne ville have stuarterne tilbage. Hans svigerinde Anna (1702-14) fortsatte whigpolitikken; hertugen af Marlborough, whiggernes fører, ledede kampen mod Ludvig XIV i den spanske arvefølgekrig (1701-13) og gennemførte Englands og Skotlands forening til kongeriget Storbritannien med fælles parlament 1707, men 1710 styrtedes den, og et torryministerium under lord Bolingbroke sluttede fred med Ludvig i Utrecht 1713, hvorved England erhvervede Ny-Foundland, Ny-Skotland og Gibraltar.
   Ifølge den protestantiske tronfølgelov af 1701 besteg nu det hannoveranske hus tronen med Georg I (1714-27). Som modstander af toryerne overlod han whiggerne regeringen af England; da han selv mest interesserede sig for de tyske anliggender, fæstnedes efterhånden det parlamentariske princip, at ministeriet skulle være i overensstemmelse med underhusets flertal. Whiggernes leder også under Georg II (1727-60) var Robert Walpole fra 1721-42; han skaffede sig stadigt flertal i underhuset ved hjælp af bestikkelser, men forvaltede finanserne ypperligt og fremmede handel og industri; hans udprægede fredspolitik førte til hans fald efter udbrudet af den østrigske arvefølgekrig (1740-48). Georg II understøttede heri Marie Theresia mod Frankrig og dæmpede i slaget ved Culloden 1746 den sidste stuarske opstand, som Jakob II.s sønnesøn Karl Edvard havde rejst i Skotland ved Frankrigs hjælp. Nye kolonistridigheder med Frankrig i Nordamerika førte til Englands deltagelse i 7årskrigen 1756-63. Den energiske William Pitt ledede regeringen, og England sejrede både i Nordamerika under Wolfe og i Ostindien, hvor Robert Clive grundede det engelske herredømme ved sejren ved Plassey 1757, sluttet under Georg III (1760-1820), skaffede England Canada, Ny-Brundsvig, Louisiana og Florida og overherredømmet i Ostindien, som Frankrig helt opgav.
   Den amerikanske frihedskrig og kampene mod Napoleon (1763-1815). Georg III sluttede sig straks til toryerne, der fra nu af næsten udelukkende havde magten i over 60 år, og forsøgte igen at gøre kongens suveræne myndighed gældende. Hans stivsindethed over for amerikanerne ved pålæggelse af indførselstold og stempeltakst og, da dette ikke lod sig gennemføre, ved en ringe told på te bragte de frihedskære kolonister til oprør 1775. De 13 koloniers kongres i Philadelphia proklamerede de Forenede Staters uafhængighed 4. juli 1776, og trods sejre til søs over Frankrig og Spanien måtte England dog efter general Cornwallis' kapitulation ved Yorktown 1781 ved freden i Versailles anerkende staternes uafhængighed 1783. Derimod mislykkedes Hyder Alis og Tippo Sahibs forsøg på at kuldkaste det engelske herredømme i Ostindien. 1783 blev William Pitt den yngre førsteminister; som tory var han en absolut modstander af den franske revolution, og efter Ludvig XVI.s henrettelse 1793 begyndte han den hårdnakkede krig mod revolutionen og Napoleon, der varede lige til 1815. Tilsøs var England overlegen; Nelsons sejr ved Abukir 1798 tilintetgjorde Bonapartes planer med Ægypten, og de irske oprørsforsøg blev ubarmhjertig knuste; tillige ophævedes det irske parlament, og Irland bragtes i parlamentarisk union med Storbritannien 1800. Efter en kort afbrydelse med ministeriet Addington, der sluttede freden i Amiens 1802, ledede Pitt på ny ministeriet til sin død 1806. Krigen udbrød atter, Nelson ødelagde den fransk-spanske flåde ved Trafalgar 1805, den danske flåde bortførtes 1807, og fra 1808 førte Wellington sin sejrrige udryddelseskrig mod de franske i Portugal og Spanien. Napoleons forsøg på ved fastlandsspærringen at knække England brugte kun dette til endnu sejgere at fastholde koalitionerne mod ham. De store subsidier til de allierede Rusland, Østrig og Preussen styrtede England i en svimlende statsgæld, men Napoleon fældedes til sidst, og i den første Parisfred 1814 fik England erstatning for tabene i Ceylon, Kaplandet, Malta og Helgoland, og efter Wellingtons sejr ved Waterloo 18. juni 1815 og den anden Parisfred november 1815 tillige protektoratet over de Ioniske Øer. England gik derved ud af striden som den enevældige kolonimagt, dets medbejlere Frankrig og Holland var omtrent sat ud af spillet.
   Reformperioden (1815-46). Den uhyre statsgæld, toldbeskyttelsen og de mange kriges trykkende byrder havde efterhånden fremkaldt uheldige sociale forhold, så at der efter freden udbrød stærk gæring i de lavere folkeklasser, der krævede politiske reformer gennemført, navnlig en valgreform; men toryerne, ledede af den strengt konservative Lord Castlereagh, modsatte sig ethvert fremskridt og hævdede udadtil legitimitetsprincippet. Først under Georg IV (1820-30), da Canning blev sjælen i regeringen 1822-27, kom en liberalere strømning til magten. England anerkendte de syd- og mellemamerikanske fristater og hjalp grækernes frihedskamp, og tillige begyndte Canning at indskrænke toldbeskyttelsessystemer. Det følgende toryministerium, Wellington, måtte gå med til dissenternes og katolikkernes fulde politiske ligeberettigelse ved testaktens ophævelse 1829. Under påvirkning af julirevolutionen og med støtte hos Vilhelm IV (1830-37) kunne derefter whiggernes fører Lord Grey gennemføre valgreformen 1832, hvorved vælgertallet forøgedes med henved 1. mio. Fra nu af kom tyngdepunktet til at ligge i Underhuset, og toryerne måtte indrømme, at et ministerium uden virkeligt flertal i Underhuset var en umulighed. Tillige gennemførtes negerslaveriets ophævelse 1833 og betydelige forbedringer i fattig- og kommunallovgivning. Under dronning Victoria (1837-1901), der ikke kunne arve Hannover, som derved skiltes fra England, vedblev de liberale at have magten indtil 1841. Det ny toryministerium Peel endte sejrrigt Opiumskrigen med Kina 1840-42, dæmpede Chartistagitationen for en mere demokratisk valgordning og kuede den af O'Connell ledede bevægelse for repeal (dvs. ophævelse) af unionen mellem Irland og England, men samtidig gennemførte Peel betydelige toldnedsættelser, og under trykket af den 1839 stiftede Anti-Corn-Law League samt kartoffelsygdom og hungersnød i Irland indså han nødvendigheden af korntoldens fuldstændige ophævelse, som derpå vedtoges efter voldsomme kampe 1846. Hermed var England slået ind på nyere nationaløkonomis principper om fri konkurrence og efterhånden gennemførtes frihandelen fuldstændig ved navigationsaktens ophævelse 1849 og handelstraktaten med Frankrig 1860. +++(HK3/1921)