Henry VII (Henrik VII)

England, 1457-1509 jarl af Richmond

Konge af England 1485-1509, var søn af Edmund Tudor og nedstammede på møderne side fra huset Lancaster, som hvis sidste ætling han 1486 ved fransk hjælp fordrev Richard III og valgtes til konge af Parlamentet (1. konge af huset Tudor); 1486 ægtede han Edvard IV.s datter Elisabeth af York. Henry var en højtbegavet regent, der øgede kongemagten meget betydelig. Den under Rosekrigen svækkede højadel holdt han nede ved at anvende andre i Administrationen og ved oprettelsen af stjernekamret (1487), en art kongelig velfærdsudvalg. Bortkommet krongods inddroges i vidt omfang, og regalismen rådte frem overalt. Folket vandtes ved den strengt gennemførte orden og ved en kraftig national politik; således lagdes grunden til et selvstændigt engelsk handelsliv. Ved at gøre sig til repræsentant for folkets ønsker opnåede Henry at blive næsten uafhængig af parlamentet; det bevilgede langvarige skattepålæg og blev i de sidste 13 år slet ikke indkaldt. Udadtil førte Henry en klog alliance- og ægteskabspolitik, nærmest i habsburgsk retning; han kæmpede heldigt med flere prætendanter og med Frankrig og Skotland. Han var sparsommelig og retsindig, men øm over sin magt, og hans finansielle reformer gennemførtes ikke uden store overgreb. (HK5/1922)