Felipe II (Filip 2./Filipe/Philip) |
||
Spanien, 1527-98 | 02.10.18 | |
|
Spansk konge 1556-98. Bestog tronen efter faderens, Karl 5., abdikation. Havde siden 1543 i lange perioder fungeret som vicekonge af Spanien. I 1554 gift med Marie Tudor, datter af Henrik 8. af England og selv dronning af England 1553-58. Senere gift med Elisabeth i 1589, datter af kong Henrik 2. af Frankrig.
Var søn af Karl 5. og Isabella af Portugal. Overtog faderens italienske og nederlandske besiddelser 1554-55, Spanien ogkoloniriget 1556, men måtte opgive håbet om kejsertronen, da de tyske fyrster fandt ham for spansk. Titulær konge af England 1554-58. Rejste arvekrav på Portugal 1578 og erobrede landet 1580. Dermed fulgte et stort kolonirige:; endvidere koloniseredes Florida og Filippinerne. Gift fire gange: med Maria af Portugal (søn Don Carlos), Mary 1. af England, Elisabeth af Valois og Ann af Østrig (søn Felipe 3.). Var strengt+++ Filip II (Felipe)(1527-98), konge i Spanien 1556-98, eneste søn af kejser Karl V og den portugisiske prinsesse Isabella. Filip var af naturen indesluttet og alvorlig, begavet med en skarp forstand og gode evner; han blev tidlig moden og voksen af sind og tilegnede sig udmærkede kundskaber gennem en omhyggelig men udelukkende spansk opdragelse; var en fuldblods spanier og besad en imponerende værdighed i sin fremtræden, men den stive, spanske grandezza gjorde hans væsen koldt og afmålt; fra fødslen svagelig levede han regelmæssigt og mådeholdent, kun overfor kvinder var hans lidenskaber stærke. Allerede 1543 ægtede han Maria af Portugal, der 1545 fødte ham sønnen don Carlos. Fra 1543 førte Filip regentskabet i Spanien, men Karl V.s plan om at få ham til kejser i Tyskland strandede, da han på en rejse til Tyskland frastødte de tyske fyrster ved sit kolde, stolte væsen. 1554 ægtede Filip dronning Marie af England, men fik ingen indflydelse i hendes land; hendes kærlighed besvarede han med kulde og utroskab og forlod hende hurtigt for at overtage faderens lande, da denne abdicerede 1555 fra de italienske besiddelser og Nederlandene, 1556 fra Spanien med kolonierne. Til at styre dette Europas mægtigste og mest omfattende rige besad Filip en kraftig, hensynsløs vilje, en umådelig arbejdskraft og en alvorlig følelse af sit store ansvar; men forbundet hermed var et umætteligt magtbegær og en dyb religiøsitet, der gjorde ham fanatisk og intolerant mod alle genstridige, der satte sig op mod hans og kirkens vilje. I sit styre gennemførte han den strengeste centralisation, i sin politik stillede han sig i spidsen for den katolske reaktion mod det protestantiske Europa; men på begge punkter led han skibbrud, hans formål oversteg både evner og magtmidler; med grundighed satte han sig ind i alle detaljer og fik skriftlige indberetninger om alt, men følgen blev mangel på overblik og en skæbnesvanger langsomhed i hele forretningsgangen; med glødende energi styrtede han sig ind i kampen mod protestanterne, men Spaniens kræfter knustes mod Nederlandenes og Englands kyster. Efter sin fader arvede Filip krigen med Frankrig, der endte heldigt ved freden i Câteau-Cambrésis 1559, hvorefter Filip ægtede Henrik II.s datter Elisabeth af valois. Albas blodige undertrykkelse af nederlændernes rettigheder og religionsfrihed hidfører derpå deres berømte frihedskrig (1572-1648), og da Filip splitter sine kræfter ved samtidig at angribe England, lider armadaen (s.d.) det store nederlag 1588, der for stedse knækkede Spaniens sømagt. Tillige blandede Filip sig uden synderligt held i de franske religionskrige og støttede den katolske liga mod Henrik IV. Derimod besejrede Filip flere gange tyrkerne, således i søslaget ved Lepanto 1571, og 1580 erobrede han Portugal som dattersøn af Emanuel d. Store. Ved de mange krige ruineredes Spaniens velstand, Filips tyranni underskuede den borgerlige frihed, inkvisitionen den religiøse, kætterne forfulgtes, og de videnskibelige morisker underkuedes. Resultatet af Filips politik var Spaniens åndelige og materielle ruin, og han følte det selv; i sine sidste år pintes han af mismod over sine mislykkede planer foruden af legemlige lidelser, men han bar alt med tålmodighed og den mørke indesluttethed, der var ham egen. I sit fjerde ægteskab med den østrigske ærkehertuginde Anna havde Ferdinand sønnen Filip III. (HK3/1921) |
Fader: 185, 237, 53, 299, |