Oliver Cromwell

England, 1599-1658 08.12.2014

Engelsk feltherre og statsmand.

Lord-Protektor i den engelske republik, »The Commonwealth«. Var født i Huntingdon og tilhørte en anset landadelsfamilie, der oprindeligt stammede fra Glamorganshire i Wales; hans fader Robert Cromwell var en sønnesøn af Richard Williams, en søstersøn af Thomas Cromwell, hvis navn han havde antaget. Cromwell blev opdraget i en streng puritansk fromhed, der satte sit præg på ham for hele livet. Efter et kort studieophold ved Cambridge Universitetet (1616) måtte Cromwell efter faderens død 1617 hjem for at styre fædregården, som han overtog samtidig med, at han ægtede Elizabeth Bounchier, datter af en købmand i London. 1628 valgtes Cromwell til parlamenstmedlem for Hungtingdon, men tog kun del i forhandlinger om religiøse sager. I disse år modnedes Cromwells religiøse udvikling; han blev en entusiastisk purtitaner og ivrig modstander af ærkesiskop Lauds højkirkelige tvangspolitik. Han var en dybt religiøs natur, og med sin sværmeriske fromhed så han alle vegne Guds personlige indgriben. Fra ungdommen af tungsindig var han sen i sin tanke til at fatte en beslutning, men havde han nået til en fast overbevisning, så skar hans handling gennem alle teorier, hensynløst og hårdt. Cromwell blev medlem for Cambridge af »det korte parlament«1640 og »det langw« 1640-53. Han var en ven af Hampden og støttede Pym's politik imod Stafford. Hans optræden var plump, han gik tarveligt klædt, talte med en ubehagelig, uharmonisk stemme, men han var anset blandt sine meningsfæller og vakte opmærksomhed ved sin ejendommelige, ildfulde veltalenhed, der prægedes af fantasifulde billeder og bibelske talemåder.
   Da borgerkrigen udbrød 1642, samlede Cromwell i sin hjemstavn (Cambridgeegnen) en flok ryttere om sig, mest gårdsmandssønner, pligttro, alvorlige puritanere, hvis religiøse begejstring bar dem oppe i kampen mod de ridderlige kavalerer, Karl I.s tilhængere. I flere træfninger sejrede Cromwell over kavalererne; allerede 1643 organiserede han et helt kavaleriregiment og udnævntes 1644 til generalløjtnant under jarlen af Manchester. I slaget på Manston Moor 2. juli 1644 sejrede Cromwell med sine »jernsider« på venstre fløj over kongens rytterfører prins Ruprecht af Pfalz og sprængte derefter den kongelige hærs centrum. I en senere kamp ved Newbury 27. oktober, da kongen forsøgte at rykke frem mod London, var det atter Cromwell, der under Lord manchesters overanførsel gjorde udslaget med sine uimodståelige ryttere. Cromwell krævede nu kampen ført mere energisk i modsætning til de højere officerer i parlamentshæren; han fik derfor gennemført selvfornægtelsesakten (april 1645), hvorved disse, deriblandt Lord manchester, som parlamentsmedlemmer måtte nedlægge kommandoen. Fairfax blev overgeneral, Cromwell selv rytterfører. Hæren blev omorganiseret efter »den ny model«, og Cromwell's ånd gennemsyrede den mere og mere. Med denne hær kunne Cromwell endelig tilføje Karl det afgørende nederlag ved Naseby 14. juni 1645 og fordrive ham fra England, så at han måtte overgive sig til skotterne (maj 1646), som dog senere udleverede ham til parlamentet (januar 1647). Imidlertid var en stærk spænding opstået mellem Cromwell's tilhængere i hæren, independenterne, og det presbyteriansksindede underhus. Hæren og Cromwell krævede samvittighedsfrihed og tolerance, mens parlamentet ville gennemføre streng presbyteriansk uniformitet og vedtog, at hæren skulle opløses. Herpå svarede Cromwell med at bemægtige sig kongens person (4. juni 1647) og rykke ind i London. Hærens forsøg på et forlig med kongen strander dog pga. hans spillen under dække med alle partier, og da han kommer overens med skotterne om, at de skal give ham en hær, mod at han indfører presbyterianismen, bliver en ny kamp uundgåelig. Cromwell dæmper hurtigt og energisk et oprør i Wales og slår skotterne ved Preston (august 1648), så at de må slutte fred. Efter ny frugtesløse underhandlinger med konge og parlament lod Cromwell foretage den såkaldte »Prides udrensning« af parlamentet 6. december, hvorved dette lev af samme sindelag som hæren og nedsatte en domstol, hvori Cromwell selv sad, der dømte Karl til døden (januar 1649). – +++(HK2/1920)