Edward III (Edvard)

England, 1312-77 15.04.12


Udsnit af forgyldt kobberstatue på kongens gravmæle i Westminster Abbey.

Konge af England 1327-77. Søn af Edvard 2. og Isabella af Frankrig, og gennem sin mor mente han at have krav på den franske trone. Dette samt den franske konges håndhævelse af sine rettigheder i de engelske len i Sydvestfrankrig fik i 1337 bægeret til at flyde over. Den krig, der blev kendt som Hundredårskrigen, brød ud. Felttoget gav dog også Edvard 3. en kærkommen chence til at pleje sin interesse for riddertidens høviske kampe og krigslege.

Edvard III (1312-77), konge i England 1327-77. Søn af Edvard II, født i Windsor, stod som mindreårig under sin farbroder, jarlen af Kents formynderskab og efter dennes henrettelse 1330 under sin moder Isabellas. Denne anerkendte Robert Bruce af Skotland, men Edvard tog snart selv styret, forviste sin moder og underlagde sig Skotland i slaget ved Halidon-Hill 1333. Da den ældste capetingiske linje var uddød i Frankrig 1328, gjorde Edvard fordring på tronen efter sin morbror Karl IV, og 1337 begyndte Hundredårskrigen Mellem England og Frankrig. Edvard erobrede 1347 Calais. Efter den sorte død begyndte krigen igen; Edvards ældste søn Edvard, »den sorte prins«, besejrede og fangede kong Johan den Gode ved Poitiers 1356, og ved freden i Bretigny 1360 beholdt Edvard Calais og Poitou samt Guienne og Gascogne. 1369 begyndte krigen igen, og Edvard mistede nu omtrent alle de erobrede lande. Edvard, der også mindes som stifter af hosebåndsordenen, var en kraftig og dygtig hersker, der bidrog meget til landets opkomst. Siden hans tid var Parlamentet adskilt i to forsamlinger, Over- og Underhuset, og dets myndighed voksede i det hele stærkt under hans regering. Fra Edvard nedstammer linjerne Lancaster og York, der senere førte den blodige »Rosekrig«. (HK3/1921)