Henry VIII (Henrik VIII)

England, 1491-1547 22.01.13

Konge af England 1509-47, søn af Henry VII. Fik en ypperlig opdragelse og viste tidlig glimrende egenskaber. Med store kundskaber i teologi, medicin og filologi osv. forenede den blodrige kæmpe færdighed i idræt og turnering. Fra begyndelsen gjorde hans personlighed sig stærkt gældende i regeringen. Han droges ind i fastlandspolitikken, ægtede 1509 Ferdinand den Katolskes datter Katarina (hans broders enke) og støttede først kejseren, siden Frankrig. Fra 1515 lededes udenrigspolitikken af Wolsey, der faldt 1529 under Henrys skæbnesvangre strid med Rom. Henry var bleven ked af Katarina og ville ægte adelsdamen Anna Boleyn; han ville derfor have sit ægteskab erklæret ugyldigt af paven, hvad denne vægrede sig ved. Henry, der 1521 havde udgivet et skrift mod Luther, dreves nu af personlig interesse til en art reformation. Ifølge en gammel statut forbød han offentliggørelse af pavebuller uden kongeligt samtykke; han fik landemoderne til at opgive deres ret til at give kirkelove; han gjorde Cranmer til kirkens primas og ægtede hemmeligt Anna. 1534 lod han sig endelig af parlamentet ophøje til kirkens overhoved. Forbindelsen med Rom var nu løst, og i de følgende år inddroges alle klostre. 1536 og 1539 gaves trosartikler, de første mere i luthersk, de sidste i katolsk ånd. Nogen fasthed i konfessionen nåedes dig ikke, og både katolikker og protestanter forfulgtes. Imidlertid var Henrik bleven ked af Anna, der henrettedes for utroskab 1536; hans 3. hustru Jane Seymour fødte sønnen Edvard (V) og døde året efter. 1539 ægtede han Anna af Kleve, men lod sig få dage efter skille fra hende; sin 5. hustru Katarina Howard lod han henrettet 1542; endelig ægtede han Katarina Parr, der overlevede ham. Henriks regering var af overordentlig betydning for Englands historie. hans storhed lå i hans mægtige egenvilje og evne til at beherske mennesker. Uden at bryde lovene herskede han som despot; uden at eftertragte andet end sin egen kongemagts stigen øgede han mægtigt folkets selvfølelse. han lagde grunden til blomstringen under Elisabeth, og han indtager en høj plads blandet det 16. århundredes fyrster, om end hans brutale egoisme og sanselighed gør hans personlighed lidet tiltalende. (HK5/1922)