Knud I(II), den Store

Dansk vikingekonge. Etablerede en dansk stat i England. Søn af Svend Tveskæg.

• Danske invasioner af England, 837-1016
• Maldon, 991
• Pen, 1016
• Ashingdon, 1016

Knud d. Store (ca. 995-1035), konge i England 1014-35, i Danmark 1018-35), søn af Sven Tveskæg efter hvis død han valgtes til konge i England af normannerne; han måtte derefter føre en hård kamp mod angelsachsernes fører Edmund Jernside, indtil forlig sluttedes 1016; ved Edmunds død samme år blev Knud enekonge. 1018 valgtes han også Danmark efter broderen Harald. Mens Knud oprindeligt var at betragte som vikingehøvding, tilegnede han sig som konge den største energi over sine rigers indre styre, og adskilligt viser hans fremragende evner som regent. England fik hans hovedinteresse; hans store plan her var at vinde englænderne og lade dem selv styre deres land; han ægtede Ethelreds enke Emma og var overhovedet mere engelsk end dansk konge. Hans krige var dog knyttede til Danmark; 1022 gjorde han tog til de tyske østersølande, 1026 afværgede han Sveriges og Norges angreb, og 1028 erobrede han Norge. Hans rige nåede derved en magt, som ikke siden er set i Norden; men den indre sammenhæng manglede, og efter hans tidlige død faldt riget snart fra hinanden. Af Knuds indre reformværk kan nævnes oprettelsen af Tinglid (s.d.) og især hans arbejde for kirken. Han indkaldte gejstlige fra Flandern og Lorraine, der virkede i cluniacensisk ånd, men fastholdt aaltid ubetinget supremati over kirken. Med Emma havde han sønnen Hardeknud og datteren Gunhild, med frillen Alfifa sønnerne Sven og Harald Harefod. (HK6/1923)

Konge af England 1014-35, af Danmark 1018-35, af Norge 1028-35. Søn af Svend Tveskæg, efter hvis død han blev hyldet af vikingehæren i England; men måtte de første to år kæmpe mod angelsakseren Edmund Jernside. Ægtede 1017 kong Ethelreds enke Emma. Delte England i 4 jarldømmer og hjemsendte hæren. Støttede kirken og besøgte 1027 paven i Rom. Besejrede 1026 den svenske og den norske konge ved Helgeån i Øst-Skåne; forjog 1028 Olav den Hellige fra Norge, hvor han indsatte sin søn Svend Alfifasøn som underkonge; hans andre sønner var Hardeknud og Harald Harefod. Følte sig som engelsk konge og opholdt sig sjældent i Danmark. Gravsat i Winchesters domkirke.