|
Tyrkiet |
Osmanniske Rige | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Asien | 28.07.18 | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Historie: Ca. 1225 førte Sulejman Shah (d. 1231) ca. 50.000 af sin stamme fra Khorassan mod vest til Armenien. Hans søn Ertogrul (d. 1281) fik af en seldsjuk-sultan i Konia i Lilleasien et len omkring det gamle Dorylæum. Efter Ertogruls søn, Osman I (d. 1326), tog stammen navn, Osman-li = osmanner. Sønnen Urkhan (1326-59) gjorde Brussa til osmannernes hovedstad. I Europa erobrede Gallipoli 1354. Urkhan organiserede janitsjarerne. Sønnen Murad eller Amurath I (1359-89), en vældig kriger, erobrede Angora og flere småstater i Lilleasien, gjorde Adrianopel til residens 1365, besatte Thrakien og Makedonien og knuste serbernes rige i slaget på Kosovosletten 1389. Sønnen Bajazid I Jildirim (1389-1402) fuldendte erobringen af Lilleasien, besejrede Ungarn og en tysk-fransk korshær ved Nikopolis 1396. Efter Bajazids nederlag mod Timur ved Angora udbrød tronstridigheder, indtil Muhammed I (1413-21), atter samlede hele det tyrkiske rige. Hans søn Murad II (1421-51) belejrede Konstantinopel 1422, tog 1430 Saloniki fra venezianerne, slog en ungarsk-polsk hær ved Varna 1444 og besatte Bosnien. Sønnen Muhammed II (1451-81) indtog Konstantinopel 29. maj 1453 og gjorde byen til residens, erobrede kejserdømmet Trapezunt 1461, førte sejrrige felttog i Moldau og Valakiet, erobrede Krim, besatte hele den græske halvø og de fleste græske øer, bl.a. Lesbos, og undertvang Epeiros efter Skanderbegs død 1468. Et angreb på Rhodos mislykkedes 1480. Tyrkernes organisation af deres ny rige forblev delvis den gamle byzantinske, men mindre centraliseret; med stor tolerance lod de undertvungne folk bevare sprog, sæder, lokalt selvstyre og jurisdiktion. Under Selim I den Ubøjelige (1512-20) og Sulejman II den Prægtige (1520-66) fortsatte sejrstogene; Mesopotamien, Kurdistan og Aserbeidjan indlemmedes i Tyrkiet, sejren ved Aleppo 1517 gav herredømmet over mamluklandene Ægypten, Syrien og Jemen. Ægyptens forvaltnig overlodes 24 mamluk-bejer, og Selim tiltog sig kalifværdigheden, dsv. den gejstlige overhøjhed over hele Islam; en stor flåde byggedes, og i et halvt århundrede var Tyrkiet Middelhavets herre. 1521 erobredes belgrad, 1522 Rhodos, 1526 besejredes Ludvig af Ungarn ved Mohacs, 1529 belejredes Wien, Ungarn og Moldau blev tyrkiske provinser, Østrig tribunpligtigt. Khair-Eddin Barbarossa gjorde sig til herre i Algeriet og Tunis 1530, anerkendte Tyrkiets overhøjhed og bekæmpede kejser Karl V. 1553 erobres Tripolis. Fra ca. 1600 er Tyrkiets historie en stadig tilbagegang med afståelse af provins efter provins. Osmannerne var som araber-berber i Spanien for få til at kunne give de undertvungne folk et nyt præg, de forblev stadig en fåtallig, ofte overmodog og udsugende herskerklasse; kun i Østthrakien og Lilleasien er befolkningens kærne osmannisk eller rettere tyrkisk. - Endnu under sultanerne Selim II (1566-74), Murad III (1574-95) og Muhammed III (1595-1603) finder nogen fremgang sted, takket være dygtige storvezirer. 1570 underkues Arabien helt, samme år erobres Cypern fra venezianerne, men 1571 tabes søslaget ved Lepanto mod en spansk-veneziansk flåde. Sultanerne Ahmed I (1603-17), Mustafa I (1617-18, 1622-23) og Osman II (1618-22) fortsætter med vekslende held krigene mod Ungarn, Polen og Persien, mens indre uroligheder begynder st tære på rigets kraft, broderen Murad IV (1623-40), den sidste dådkraftige erobrer, betvang druserne endeligt og opretholdt kraftigt den indre orden i riget. Den følgende periode, Ibrahim I (1640-48), Muhammed IV (1648-87), Sulejman III (1687-91) og Achmed II (1691-95), præges af de dygtige storvezirer navnlig den albanesiske slægt Köprili. Kreta erobres 1669. 1656-76 styrer Mehemed og Ahmed Köprili. Trods flere nederlag hævdedes dog ved freden 1664 besiddelsen af Ungarn, og ved freden 1676 vandtes Podolien, Ukraine og Kamenez fra Polen. Derimod besejres den udygtige Kara Mustafa afgørende ved belejringen af Wien 1683, og kejseren, Polen, Rusland og Venezia forener sig mod Tyrkiet. Med Mustafa II (1695-1702) og Ahmed III (1703-30) begynder det 18. og 19. århundredes stadige landafståelser. Nederlaget ved Zenta 1697 mod Prins Eugen bliver afgørende. Ved freden i Karlowitz 1699 afstås Ungarn, Transsilvanien og Slovenien til Østrig, Asof til Rusland, det 1676 vundne til Polen, Morea og de Ioniske Øer m.m. til Venezia. En kortvarig krig med Rusland på Karl XIIs foranledning skaffede vel Asof tilbage 1711, men 1714 brød Tyrkiet Karlowitzfreden og led ny nederlag mod Prins Eugen (1717 Petrovaradin, Belgrad). Ved freden i Passorowitz 1718 afstodes Belgrad m.m. til Østrig, det generobrede Morea beholdtes, og Venezia fik erstatninger i Dalmatien. (Mahmud I (1730-54), Osman III (1754-56), Mustafa III (1757-74) og Abd-ul-Hamid I (1774-89)). Krigene 1768-74 og 1787-92 afsluttede Tyrkiets rolle som stormagt. Russerne besatte 1770 Rumænien, ødelagde samme år den tyrkiske flåde ved Tsjesme, erobrede Krim 1771 og forjog Tatarkhanen. Ved freden i Kütsjük-Kainardsji 1774 måtte Tyrkiet afstå Kertsj m.fl. byer, anerkende Krims uafhængighed og indrømme Rusland fri skibsfart på Sortehavet. Belgrad erobredes 1789, Ismail 1790, Bessarabien, Moldau, Valakiet og Serbien besattes af fjenden, kun den franske revolution reddede Tyrkiet fra store afståelser. 1791 sluttedes fred med Østrig i Sistova uden tab, 1792 med Rusland i Jassy med afståelse af Krim og landet fra Dnjepr til Dnjestr. — Med Selim III (1789-1807) begynder de stadig gentagne forsøg på ved reformer efter europæisk mønster at standse tilbagegangen, samtidig med at de underkuede folks vågnende nationalitetsfølelse bragte dem til at afryste det åg, de hidtil havde båret. I klar forståelse af nødvendigheden af at gå i lære hos Vest-Europa søgte Selim III ved talrige reformer at reorganisere Tyrkiet. Reformerne (tanzimal) vakte dog uvilje hos ulemaer og janitsjarer, der afsatte sultanen og i stedet indsatte Mustafa IV (1807-08). Denne styrtedes, og Mahmud II blev sultan (1808-39). Imidlertid var en farlig serbisk opstand udbrudt 1804, ledet af Kara-Georg, russerne begyndte en ny krig med at besætte Rumænien 1806, og ved freden i Bukarest 1812 afstodes Bessarabien til Rusland. Med ubøjelig kraft fortsatte Mahmud at reformere og civilisere Tyrkiet på europæisk vis. Men reformer kunne ikke standse de af den franske revolution fremskyndede frihedslængsler og nationalitetskrav. 1816 nåede serberne en vis uafhængighed under Milosh Obrenovitj, og 1821 udbrød den græske opstand, der gav Grækenland (s.d.) friheden 1830. En vanskelighed indadtil for tanzimat-politikken var den ortodokse islams fanatisme, ledet af ulemaer og dervisher, samt janitsjarernes modstand mod militærreformer, Mahmud lod derfor janitsjarerne nedhugge (juli 1826). Tabet af janitsjarerne betød dog foreløbig en stor militær svækkelse og hidførte ny nederlag i krigenen 1828 mod Rusland og 1831-33 og 1839 mod Ægypten (s.d.). Abd-ul-Medjid (1839-61) begyndte sin regering med udstedelsen af den sædvanlige kejserlige kundgørelse, hatt-i-sherif'et af Gülhane 3. november 1839, hvori der lovedes trosfrihed og lighed for loven for alle undersåtter, persons- og ejendomsfrihed samt nyt skatte- og forvaltningssystem. Disse tanzima blev dog foreløbig kun løfter; opstandene i Rumænien 1848 og i Bosnien 1850 kuedes, men Ruslands krav om patronatretten over alle græsk-katolske kristne hidførte Krimkrigen (s.d.), og ved Parisfreden 30. marts 1856 stilledes Serbien og Donau-fyrstendømmerne under Europas beskyttelse. Kort før gentoges tanzimat-løfterne fra 1839 i reformprogrammet hatt-i-humajun af 18. februar 1856. Men heller ikke nu opfyldtes løfterne, pashastyrets vilkårligheder fortsattes, og ny opstande blev følgen. 1861 fulgtes Abd-ul-Medjid af broderen Abd-ul-Aziz (1861-76), hvis regering blev en stadig hastigere nedgang, præget af kampen mod de kristne elementer i det europæiske Tyrkiet, af pengevæsenets og statsstyrets opløsning og de revolutionære, ungtyrkiske idéers fremtrængen. Rigets hensmuldring gik derfor stadig raskere for sig. Rumænien, Serbien og Ægytpten fik en omtrent uafhængig stilling, og opstanden på Kreta 1866-69 dæmpedes først efter store løfter og vidtgående selvstyre. Opstande i Bulgarien 1868, i Herzegovina og i Bosnien 1875 kunne ikke kues trods store troppemasser og 6. oktober samme år erklærede Tyrkiet kun at kunne betale halve renter af statsgælden. En sammensværgelse lod ifølge en fetwa fra Sheik-ul-Islam sultanen afsætte 30. maj 1876. Brodersønnen Murad V efterfulgtes hurtigt af broderen Abd-ul-Hamid II (1876-1909). Opstanden i Bosnien var blevet fulgt af uroligheder i Bulgarien, juli 1876 erklærede Serbien og Montenegro krig for at støtte bulgarerne, og januar 1877 stillede stormagterne en række vidtgående reformkrav til Tyrkiet. Imidlertid havde Abdul-Hamid taget Midhat Pasha til storvezir, denne indførte en forfatning 23. december 1876 efter europæisk mønster, et parlament indkaldtes snart efter, og med tilslutning af dette afviste sultanen enhver fremmed indblanding i rigets indre forhold (april 1877). med Serbien var der allerede sluttet fred 2. marts samme år med bevarelse af status quo, men Rusland besvarede Tyrkiets afslag med en krigserklæring 24. paril. Freden i San Stefano 3. marts krævedes af England revideret (se Berlinkongressen), så at den endelige opløsning a det europæiske Tyrkiet udskødes i ca. 30 år. 4. juni fik England Cypern i forvaltning, august samme år besatte Østrig-Ungarn Bosnien-Herzegovina og Sandsjaket Novibasar, april 1879 blev Bulgarien suveræn stat, og dets fyrste tiltog sig egenmægtig statholderskabet i det autonome Øst-Rumelien 1885. November 1880 fik Montenegro havnen Dulcigno trods albanernes modstand, maj 1881 fik Grækenland Sydthessaliens, mens Kreta oktober 1878 fik fornyede tilsagn om selvstyre, udvidede 1885 og 1888. Frankrig tog protektoratet over Tunis ved Bardotraktaten 1881 og England over Ægypten med vold 1882. Hele denne lemlæstelse både ydmygede og svækkede Tyrkiet, dets finanser var ødelagte, militærvæsenet i forvirring og befolkningn blev sløvet og modløs. Med kratig herskervilje og jernflid tog Abd-ul-Hamid opgaven op at genrejse rigets kraft, men hans mistænksomhed og selvherskerlyst bragte ham desværre i ulægeligt fjendskab med ungtyrkerne (s.d.). Allerede februar 1877 fjernedes Midhat Pasha, parlamentet hjemsendtes snart efter på ubestemt tid, og alle ungtyrker forfulgtes siden da med en unødig hårdhed og mistænksomhed. Særlig på 3 områder virkede sultanen med største energi: hær-, skole- og trafikvæsen, navnlig med støtte af tyske rådgivere. Tyske selskaber byggede baner i Lilleasien: 1892 til Angora, 1896 til Konia, og 1899 fik et tysk konsortium koncession på en bane til Bagdad. En irade 1. maj 1900 befalede begningen af en smalsporet bane Damaskus-Mekka, og september 1908 nåedes Medina. Rigets kræftskade, de muhammedanske elementers fåtallighed og kulturelle underlegenhed overfor de kristne i de europæiske provinser og i Armenien lod stadig den gamle kamp fortsætte under Abd-ul-Hamid, om end status quo bevaredes lige til 1908. For Kretas skyld skred Grækenland til krig, men blev grunddig slået (17. april-4. december 1897). I Makedonien og Thrakien, der hovedsagelig beboedes af serber, græker, bulgarer, øgedes den græs-bulgarske propaganda i høj grad efter 1897, og efter den russisk-østrigske Mürzsteg-overenskomst af 1903 indførtes en international kontrol med makedonien. I ly af denne halve løsrivelse fra portens direkte adminisration kunne den ungtyrkiske agitation trænge ind i officerskorpsene i Makedonien. I Saloniki residerede lederne af »Komitéen for enhed og fremskridt« (Terekki we ittihád djamijeti). Juli 1908 bevirkede en ringe begivenhed en militær rejsning af officererne i Saloniki; en særlig major Enver Bej spillede en fremtrædende rolle. Komitéen krævede telegrafisk forfotningens gennemførelse, 24. juli satte sultanen 1876 forfatningen i kraft og påbød valg til parlamentet, og Kiamil Pasha blev storvezir i spidsen for et ungtyrkisk farvet ministerium. Denne ændring i Tyrkiets indre politiske forhold blev for Østrig-Ungarn anledning til at annektere Bosnien-Herzegovina 5. oktober 1908, dog rømmede det Sandsjaket Novibasar; samtidig erklærede Bulgarien (med Østrumelien) sig suverænt, og kretenserne proklamerede 7. oktober samme år øens tilslutning til Grækenland. Efter en reaktion april 1909 blev Abd-ul-Hamid afsat, halvbroderen Resjad Efendi blev sultanen som Muhammed V 27. april, og Himi Pasha blev storvezir med et rent ungtyrkisk kabinet 5. maj. Ungtyrkerne besad nu fuldtud magten og skulle gennemføre deres mange reformer. Store fremskridt fandt også sted; større redelighed og sarsommelighed i forvaltningen, et budget opstilledes af den dygtige finansminister Djavid Bej, og hæren reorganiseredes. Men ungtyrkerne ville osmanniser ehele riget og blev ved deres centraliseringssystem fjender af alle ikketyrkiske nationer. Derfor udbrød snart opstande: i Yemen 1909 og 1911, i Mesopotaminien, Kurdistan, Libanon, Makedonien og 1909-12 hvert forår i Albanien. Heller ikke udadtil formåede ungtyrkerne at holde sammen på arven fra l'ancien régime. 26. september 1911 erklærede Italien Tyrkiet krig for at bemægtigge sig Tripolis og besatte byerne Tripolis, Benghasai, Derna og Tobruk, men først 3 måneders hårde kampe mod de indfødte og nogle få tusinde tyrkiske tropper sikrede de italienske positioner for fare. Modstanden mod italienernes røvertog lededes særlig af Enver Bej med hjælp af den indflydelsesrige Senusia (s.d.). Harmen over den dårlige forsørg for Tripolis fremkaldte indre kriser, og ungtyrkerne styrtedes juli 1912. Denne indre uro bragte efter at sandsynlighed den i foråret 1912 hemmelig dannede balkanalliance mellem Bulgarien, Serbien, Montenegro og Grækenland til at fremskynde den mod Tyrkiet planlagte krig. 30. september samme år mobiliserede de allierede, 8. oktober begyndte Montenegro krigen, 18. oktober de 3 andre stater, mens Tyrkiet skyndte sig at få freden med Italien undertegnet 18. oktober: Tyrkiet anerkendte Tripolis' uafhængighed, Italien skulle give Rhodos tilbage. Efter den bulgarske generalstabscef Fitsjefs felttogplan førte de allierede kampen med overraskende samvirken og hurtighed. Den græske hær ført af kronprins Konstantin gik straks over grænsen, slog tyrkerne ved Elassona 20. oktober, Servia 21.-23. oktober, Nalbandkoj 30. oktober, Jenidze 2. november og besatte Saloniki 8. november, hvor resten af den tyrkiske sydhær kapitulerede. 12. november holdt kong Georg sit indtog i Saloniki. Serberne, ført af kronprins Alexander og generalerne Jankovitj og Zivkovitj erobrede Prisjtina 22. oktober, Novibasar 23. oktober, slog Zekki Pasha afgørende ved Kumanovo 23.-24. oktober, tog Yskyb 26. oktober og efter en hård kamp 14. november Monastir med størstedelen af den tyrkiske vesthær. Bulgarerne, ledet af overgeneral savof og Fitsjef, gik dristigt og sejrrigt frem. General Ivanof afskar Adrianopel efter heldige kampe 22.-23. oktober, Dimitrief slog i et blodigt slag 23.-24. oktober Mahmud Mukhtar Pasha ved Kirkkilisse, Ivanof slog i voldsomme kampe den tyrkiske venstre fløj under Abdullah Pasha ved Lüle Burgas 29.-30. oktober, mens samtidig Dimitrief drev den tyrkiske hovedhær under overgeneralen, kigsminister Nazim Pasha tilbage i kampene ved Bunar Hissar-Viza. Vel overgik det tyrkiske tilbagetog sine steder i vild flugt og stærk opøsning, men Nazim Pasha indtog dog en stærk stilling på linjen Tsjorlu–Sarai og veg først efter hårde kampe 2.-5. november tilbage til Tsjataldsjalinjen, som bulgarerne pga. de lidte tab ikke kunne forcere i angrebene 17.-19. november. Montenegrinerne erobrede flere småbyer og indesluttede 25. oktober Skutari. Nederlagene bragte ministeriet til fald, og Kiamil Pasha blev for 5. gang storvezir 29. oktober. Udmattelsen efter kampene hidførte en våbenstilstand, dog ikke for Grækenlands vedkommende, en fredskonference åbnedes i London 16. december og tvunget af stormagterne gik Tyrkiet ind på fredsbetingelserne. I harme herover tvang undtyrkerne ledet af Enver Bej og Talaat Bej kabinettet Kiamil til afgang, Nazim Pasha forsøgte modstand, men blev dræbt, og Mahmud Sjevket blev storvezir 22. januar 1913. Ungtyrkerne modsatte sig freden, men 6. marts kapitulerede Janina, 26. marts Adrianopel efter et dygtigt forsvar af Ghazi Sjukri Pasha og 23. april Skutari. Men stormagterne krævede et selvstændigt Alabanien, og 14. maj besatte en international styrke midlertidigt Skutari. Endelig undertegnedes freden i London 30. maj; Tyrkiet afstod til de allierede alt lnd i Europa vest for linjen Enos–Midia samt Kreta; Alabaniens grænser og besiddelsen af de ægæiske øer overloedes stormagternes afgørelse, en international kommission i Paris skulle afgøre alle finansielle spørgsmål. Byttets deling forårsagede de allierede vanskeligheder, 30. juni angreb Bulgarien de andre allierede, men led store nederlag (juli 1913, hvorpå Tyrkiet 22. juli igen besatte Kirkkilisse og Adrianopel, der beholdtes ved freden med Bulgarien 29. september. I Tyrkiet fortsatte den indre politiske gæring også under og efter krigen. 11. juni myrdeds Mahmud Sjevket af et vidtforgrenet komplot. Udenrigsministeren prins Said Halim Pasha blev storvezir for det rekonstruerede ungtyrkiske ministerium. Det blev således atter ungtyrkerne, der skulle vise, om de formåede at genrejse riget. Befriet for de kristne provinsers evige uro kunne Tyrkiet muligvis som rent islamisk magt og med støtte i Lilleasiens kraftige osmanniske befolkning, genvinde i indre kraft, hvad det udadtil havde tabt, navnlig hvis Forasiens uhyre økonomiske hjælpemidler udnyttedes. Endnu var Tyrkiet et rige på 18 mio. indbggere (deraf 10 mio. osmanli), dets handelsgeografiske beliggenhed og dets erhvervsmuligheder kunne ikke være bedre. Men endnu var 8 mio. tyrkiske undersåtter fremmede: arabere, kurder, armeniere, hvem ungtyrkernes osmanniseringslyster havde stemt fjendtlige, og inden ungtyrkerne fik tid til at iværksætte deres mange reformer, udbørd verdneskrigen og hindrede al sådan virksomhed. Straks efter Balkankrigene søgte ungtyrkerne støtte hos Abd-ul-Hamids gamle venner tyskerne, hvis uovervindelighed Enver Pasha stolede blindt på. En tysk militærmission under general Liman von Sanders reorganiserede hæren, en engelsk under admiral Limpus flåden. Enver Pasha blev selv krigsminister januar 1914. I begyndelsen af krigen holdt Tyrkiet sig neutralt, med stadig stærkere hældning til tysk side. 3. august erklæredes hele riget i belejringstilstand, så at regeringen befriedes for alle forfatningsmæssige bånd. 4. august lukkedes Bosporus og Dardanellerne for alle fremmede skibe, hvorved Rusland blev afskåret fra Middelhavet. 10. august løb den tyske kampkrydser »Goeben« frit gennem Dardanellerne op til Konstantinopel; formelt købtes krydseren af tyrkerne, og udsigten til sømilitært at kunne bekæmpe russerne i Sortehavet gav Enver og krigspartiet blod på tanden. Ved en kejserlig irde af 11. september erklæredes alle kapitulationer for ophævede, og alle de gamle traktater sattes ud af kraft., men herimod protesterede dog alle magter, både krigsførende og neutrale. Straks efter forlod admiral Limpus Konstantinopel; den tyske admiral Souchon fik ledelsen af den tyrkiske flåde, foretog krydstogter i Sortehavet, og endelig lod Enver, uden storvezirens og marineministerens vidende, de tyske skibe angribe russiske krigsskibe og beskyde byer ved Sortehavet. Krigen var dermed uafvendelig, Envers vilje gennemtrumfet. Mange af ungtyrkernes ledende mænd var imod krigen, Tyrkiets vinding selv ved en tysk sejr var vanskelig at se, men det havde alt at tabe i tilfælde af nederlag. Drømmen om Storuranien (se Turanisme) og førerstillingen i Islams verden skulle nu realiseres, og et led heri var erklæringen af den hellige krig, djihad mod de kristne, kalifat-sultanen udstedte opråbet 14. november , men undtog foruden tyskere og østrigere også italienerne og bulgarerne, nogle af tyrkernes sidste fjender. Den hellige krig blev derfor en stor skuffelse og gav ingen håndgribelige resultater. Lige så lidt kunne den tyrkiske hær opfylde de overspændte krav, der stilledes til den: erobre Ægypten og Kaukasuslandene, befri Persien og over Afghanistan ramme England i Indien. +++(HK9/1925) Seldsjukker (egl. Seldjukider), tyrkisk dynasti i For-Asien i 11.-12. århundrede nedstammende fra Seldsjuk, der ca. 1000 var høvding for guserne omkring Jaxartes, Sønnesønnen Togrul Beg (død 1061) slog ghasnaviderne og styrtede bujiderne i Bagdad. Efterfølgerne Alp Arslan 1063-72 og Melikshah 1072-92 skabte et mægtigt rige med Persien og Eufratlandet som centrum. Efter 1100 opløstes seldsjukkernes rige hurtigt i flere mindre stater i Kerman, Syrien og Lilleasien, hvor riget Rum med hovedstaden Ikonium (Konia) bestod til ca. 1300 og fik stor betydning under Korstogene. (HK8/1925) |
|