Trods osmannernes aftagende styrke efter slaget ved Lepanto i 1571, hungrede tyrkerne fortsat efter at besidde Kreta. Denne ø havde været kontrolleret af Venedig siden det 4. korstog. I 1648 erobrede sultan Ibrahim I byen Canea, på Kretas nordvestkyst, efter en to måneders belejring. Men Candia (Heraklion) 95 km mod øst modstod erobring, hvorefter tyrkerne indledte en ny belejring af byen. Den lille garnison af venetianere og grækere under Francesco Morosini gjorde stædigt modstand og modtog lejlighedsvis forstærkninger og forsyninger fra den stærke venetianske flåde. Ibraham faldt i 1648 og blev afløst af Muhammed IV, men kampen om Candia fortsatte. I 1656 lukkede den venetianske flåde midlertidigt Dardanellerne, hvilket forårsagede mange lidelser i Konstantinopel såvel blandt ottomanerne på Kreta; men tyrkerne klamrede sig fortsat til deres belejringslinjer. Til sidst kunne forsvarerne af Candia ikke længere holde ud, selv med nogen hjælp fra Frankrig. Den 27. september 1669 overgav byen sig til Mohammeds storvesir, Fazil Ahmed Kuprili. Venedig gik med til at afstå alle krav på Kreta, undtagen for tre befæstede poster på øen.
Heraklion