Abdul-Hamid II (Abd-ul-Hamid)

Tyrkiet, 1842-1917 (1918?)

Tyrkisk sultan, der 1876 tvungent gav fri forfatning, men regerede enevældigt, til en revolution 1908 gennemtvang forfatningen af 1876. En kontrarevolution i 1909 mislykkedes; han sattes i fængsel og døde der. Søgte øget kalifværdighed som modvægt mod synkende ydre magt på Balkan. Forfulgte armenierne.

Tyrkisk sultan 1876-1909, søn af Abd-ul-Medjid, efterfulgte sin sindssyge broder Murad V. Abdul-Hamid lod sig i begyndelsen råde af reformvennen Midhat Pasha og gav december 1876 en fri forfatning. Parlamentet støttede ham overfor stormagternes indblanding i styret af Tyrkiets kristne provinser, men snart efter styrtedes Midhat, og parlamentet hjemsendtes på ubestemt tid (dsv. 31 år). Imidlertid kom krigen med Rusland 1877-78, og Tyrkiet mistede i de følgende år herredømmet over den ene provins efter den anden (se Tyrkiet, Historie). Med kraftig herskervilje og jernflid søgte Abdul-Hamid at genrejse rigets kraft, men hans mistænksomhed overfor alle reformvenner, særlig ungtyrkerne, og hans selvherskerlyst i alle småting hæmmede hans virksomhed. Trafikforhold og skolevæsen forbedredes. Hæren reorganiseredes af tyske officerer, derimod gjordes kun lidet for udviklingen af de økonomiske hjælpekilder, finansnøden var kronisk, hverken hofholdningens ødselhed eller embedsmændenes korruption kunne han få bugt med. Udadtil forstod Abdul med diplomatisk behændighed at bruge stormagterne mod hverandre, så at selv armeniermyrderierne i Konstantinopel 1896 ikke bragte nogen samlet optræden mod ham. Arbejdede på tanken om genoplivelse af kalifværdigheden for derved at skaffe sig en førerstilling som muhammedanernes åndelige overhoved, og af samme grund virkede han ivrigt for anlæget af Mekkabanen. I de senere år voksede Abdul-Hamids menneskefrygt til det sygelige og dermed også det vilkårlige censur- og politiregimente, der til sidst gav ungtyrkernes agitation spillet i hænde. Forfatningen genindførtes juli 1908, men efter en modrevolution april 1909 blev Abdul-Hamid afsat og levede til sin død som statsfange, først i en villa ved Saloniki, siden i et af slottene ved Bosporus. (HK1/1920)