I det østcentrale Tyrkiet voksede seljukkerne til en stormagt under sultan Ala ud-Din Kaikobad. Denne stamme førte krig mod perserne fra Khwarizm langs med den nedre Oxus-flod (Amu Darya). I 1230 knuste Kaikobads tyrkere den persiske hær under Jalal-ad-Din, nær Erzincan på Kara Su-floden (vestlige Eufrat). Det var en afgørende sejr, men en som viste sig at være katastrofal for seljukkerne, for det fjernede den sidste hær som tjente som en barriere mod mongolernes vestgående flodbølge. Tretten år senere strømmede mongolerne ind i Erzincan, hvilket sluttede seljukkernes styre i det østlige Tyrkiet for evigt.