Afghanistan
Asien 09.04.16

Historie: Allerede fra 2. århundrede f.Kr. finder vi Afghanistan beboet af iranske stammer. Ca. 500 indlemmede Dareios I Pandjab og Afghanistan i det persiske rige, og sammen med dette erobredes Afghanistan af Alexander d. Store. Senere tilhørte det delvis seleukideriget og mauriadynastiets rige i Indien. Derefter opstår der i Afghanistan, ligesom i Baktrien, halvgræske småstater; en konge i Kabul, Menander, indisk Milinda, gør ca. 150 et tog ind i Indien. Samtidig trænger iranske stammer ind i Baktrien og Afghanistan nordfra, de såkaldte Saka og Juetsji, fortrængte fra Turkestan og Hiungnu, hunnerne. Kushan-stammerne, en gren af Juetsji, under en konge Kudjula Kadphises erobrede Kabul ca. 20 f.Kr. og grundede et vidtstrakt rige fra Persien til øst for Indus. Dets berømteste konge var Kanishka ca. 100 e.Kr. Dette indo-skythiske rige spillede en stor kulturhistorisk rolle som mellemled mellem Indien og Kina-Vestasien. Kushan-stammernes herredømme i Afghanistan styrtedes i 5. århundrede af de hvide hunner, eftaliterne; disse herskede dog kun kort og Kushan-fyrster holdt sig i Kabul til ca. 880. Fra 7. århundrede begynder muhammedanismens indtrængen, uden at det lykkes kalifatet at underlægge sig Afghanistan. En persisk æt, saffariderne, dannede et rige (ca. 870-900) af Afghanistan og Østpersien, men kom så under samanidernes (s.d.) overhøjhed. Derimod stiftede Alptegin, en tyrkisk slave, 961 et rige i Ghazni, der under hans efterfølgere, ghaznaviderne (s.d.) nåede en høj kulturel blomstring og kom til at omfatte både Persien og Nordvestindien. 1187 styrtedes ghaznaviderne af en indfødt slægt Ghoriderne, fra Ghor i Nordtvest-Afghanistan, der lige så hurtigt styrtedes af erobreren Djingis-Khan 1220. Ved mongolerrigets deling som Afghanistan under ilkhanerne (s.d.) og blev ved disses fald ca. 1350 delvis uafhængigt, til det 1380 erobredes og hærgedes af Tiimur Lenk. Af de derpå følgende mongolske fyrster af Timurs æt havde de mægtigste sæde i Herat, der i 15. årundrede var sædet for en blomstrende kultur. 1505 erobredes Kabul af timurriden Baber (s.d.), grundlæggeren af stormugulernes rige i Indien. Han genindførte den sunnitiske islam i Afghanistan, der derved bragtes i modsætning til det sjiitiske Persien. Afghanistan deltes nu mellem Persien og Mogulriget, indtil ghalzaistammernes høvding Mahmud fordrev perserne, erobrede Ispahan 1722 og blev shah af Persien. Afghanerne var dog ude af stand til at regere Persien, og allerede mahmuds efterfølgerfladt (1729) imod Nadir Shah (s.d.), der gjorde sig til herre over hele Persien og Afghanistan. Efter hans mord tilrev afghanerhøvdingen Ahmed Shah (s.d.) sig magten og stiftede et rige omfattende Afghanistan, Belutsjistan, Pandjab, dele af Turkestan og Khorasan. Hans dynasti, durrani-dynastiet, mistede hurtigt de nyerobrede provinser og indblandede englænderne i de indre stridigheder mellem stammerne. 1838 blev Shudja Shah fordrevet af Fath Khans sønner, men englænderne besatte Kabul og Kandahar og genindsatte ham 1839. På tilbagetoget fra Kabul blev den engelsk-indiske hær næsten tilintetgjort i det snævre pas 1841. Englænderne besatte på ny Kabul 1842, men Shudja Shah myrdedes, og englænderne anerkendte da Fath Khans søn Dost Muhammed (s.d.). som emir 1842-63. Afghanistan blev nu en spillebold for russiske og engelske intriger. Dost Muhammed førte en engelskvenlig politik, sønnen Shir Ali (s.d.) 1863-79 ligeledes, til russernes fremtrængen i Turkestan skræmmede ham over på deres side, hvorpå han blev forjaget af engelske tropper. Efter stridigheder mellem englænderne og hans sønner Jakub Khan (s.d.) og Ejjub Khan (s.d.), hvorunder general Roberts besatte Kabul og Kandahar, anerkendtes hans brodersøn Abd-er-Rahman som emir 1880-1901. Denne var en kraftig hersker, under hvem Afghanistan nød en ro som sjælden før. Ved forskellige traktater ordnedes grænseforholdet til Rusland og Indien, ved traktaten af 1893 tilstodes der også emiren en årlig engelsk subvention. Hans søn Habib-Ullah, 1901-19, der endnu mere end faderen blev vasal af England, især efter Ruslands nederlag mod Japan 1904-05 og efter den russisk-engelske traktat af 21. august 1907, hvori Rusland anerkender Afghanistan som engelsk interesseområde, og at Afghanistans udenrigske relationer varetages gennem den indiske regering. Under verdenskrigen bevarede Habib-Ullah streng neutralitet og skuffede det tysk-tyrkiske håb om deltagelse i den hellige krig (djihad) mod Ententelandene. 20. februar 1919 myrdedes Habib-Ullah og efterfulgtes af sin søn Aman-Ullah (f. 1888). Habib-Ullahs engelsk-fjendtlige broder Basr-Ullah lod sig også udråbe til emir, men måtte hurtigt vige pladsen. I maj samme år lod Aman-Ulah foretage et angreb på Nordvestindien, men blev straks slået tilbage og tvunget til fred. (HK1/1920)

Ghasnavider, usbekisk-tyrkisk fyrsteslægt, der ca. 970-1180 residerede i byen Ghasna i Afghanistan. Mest kendt er Mahmud II den Store (998-1030), som herskede over Afghanistan og store dele af Persien og Indien og holdt et glimrende hof, søgt af digtere og videnskabsmænd (Biruni, Firdausi o.a.). Senere svækkedes ghasnaviderne magt ved angreb af seldjukerne og til sidst af ghoriderne i Østafghanistan, der 1173 erobrede Ghasna og ca. 1180 fordrev ghasnaviderne fra Indien. (HK4/1922)