Tyrkisk sultan 1918-22. Abdicerede i 1922 og blev således den sidste osmanniske sultan.

• Sakarya-floden, 1921

Mohammed IV Wahid-ed-Din, søn af sultan Abd-ul-Medjid I, blev sultan 3. juli 1918 ved sin broder Muhammed Vs død. Kort efter brød Tyrkiet militært sammen og bad om våbenstilstand, der sluttedes 31. august 1918 og stræderne mod Konstantinopel besattes af allierede stridskræfter. Mohammed, hvis politiske indflydelse kun var ringe, kom helt under den engelske højkommissær, admiral Calthorpes indflydelse. Imidlertid voksede en national bevægelse frem i Lilleasien, og dens leder Mustafa Kemal Pasha dannede en uafhængig regering i Angora. Da Konstantinopel-regeringen gik ind på den for Tyrkiet ydmygende og opløsende Sévres-fred med de allierede 20. august 1920, brød kemalisterne med den og sultanen og nægtede at anerkende fredstraktaten. Tyrkiet fik derved to regeringer, der modarbejdede hinanden. Da stormagterne efter kemalisternes store sejr i september 1922 over grækerne indbød Tyrkiet til fredskonferencen i Lausanne, lykkedes det ikke de to regeringer af enes om fælles optræden. Nationalforsamlingen i Angora erklærede 2. november det tyrkiske sultanat for ophævet, og at kalifen skulle vælges af den selv. Mohammed søgte få dage efter beskyttelse ombord på et engelsk krigsskib og forlod Konstantinopel. Sheik-ul-Islam i Angora erklærede da ved en fetva Mohammed for afsat, og Nationalforsamlingen valgte til kalif hans fætter Abd-ul-Medjid II, søn af sultan Abd-ul-Aziz. (HK7)