Efter sin afgørende sejr ved Nicopolis i 1396, genoptog den ottomanske sultan Bajazet I (Bayazid) sin belejring af Konstantinopel. Men det tyrkiske angreb måtte afbrydes igen da en tartar-hær under Tamerlan (Timur Lenk, eller Timur den Lamme) strøg gennem Aleppo og Damaskus ind i Lilleasien. Bajazet hastede østpå for at møde den nye trussel. Med sin hær forstærket af kristne lejesoldater, nåede sultanen Angora (Ankara) i det vest-centrale Lilleasien. Her stod den mongolske hærskare under Tamerlan, som havde erobret Baghdad i 1393 og var trængt ind i den østlige del af Det osmanniske Rige. Den 20. juli 1402 stødte de to hære, begge stærke i kavaleri, frontalt sammen. Under den desperate kamp deserterede de fleste af de tyrkiske vasaller, hvilket gav Tarmerlan det totale overdømme over slagmarken. Bajazet blev taget til fange og døde i fangenskab året efter. Selvom Tamerlan, prinsen af ødelæggelse, døde to år senere, før han kunne indlede en ny erobring, tog det Det Osmanniske Rige mere end et årti at genvinde sin tidligere vitalitet.