Belgien

Historie: De lande, der i 19. århundrede blev til kongeriget Belgien, har fra gammel tid været udmark og blandingsstat. Deres historie falder i meget sammen med de nuværende Nederlandes (s.d.). På Cæsars tid beboedes landet mellem Rhinen og Seinen af de keltiske belger; de blev undertvunget 57-50 f.Kr. og romaniseredes. Landet blev under Augustus til provinsen Gallia Belgica, senere delt mellem Germania inferior og Belgica prima og secunda. Fra de romaniserede belger stammer vallonerne i det nuværende sydlige Belgien, mens flamlænderne er efterkommere af frankerne, som trængte ind i folkevandringstiden og erobrede hele landet i 5-6. århundrede. Under merovingerne spillede Belgien kun en ringe rolle, derimod blev det under karolingerne et brændpunkt for romersk-gotogermansk kultur. 843 kom landet vest for Schelde til Frankrig, resten til Lothringen og 870 til Tyskland; begge dele spaltedes i de følgende århundreder i talrige mere eller mindre uafhængige lensstater, Flandern, Artois, Brabant, Limburg, Henegau, Luxembourg osv., der lå i stadig indre strid, men blev sæde for en rig bykultur. De flanderske stæder nåede, takket væres deres beliggenhed nær England, deres gamle nationale vævekunst (oldtidens atrebater) og deres grevers fremsynede toldpolitik i 12.-14. århundrede en førende stilling i tidens handel, som de dog forholdsvis hurtig måtte afstå til England og Hansaen. Af staterne i Nederlandene, som de hollandsk-belgiske lande kaldtes med et fællesnavn, blev Burgund i 14. århundrede den førende, især efter at dets hertuger 1384 havde vundet Artois og Flandern, og begavede regenter stræbte her efter at skabe et mægtigt rige mellem Frankrig og Tyskland, måtte dog kæmpe med stædernes frihedstrang. Da Karl d. Dristige 1477 faldt ved Nancy, tilfaldt Nederlandene hans datter Maria, der var gift med den tyske kejser Maximilian, og Belgien var nu under habsburgerne i ca. 300 år. Fra en glimrende begyndelse udartede dette herredømme mere og mere. Karl V (1506-55) nåede vidt i retning af at danne en virkelig nederlandsk stat, og landene blev under ham et europæisk kulturcentrum; efter hans afgang kom de under de spanske habsburgere, og Filip II.s (1555-98) tyranni fremkaldte den nederlandske frihedskrig. Vilhelm af Oraniens forsøg på at samle alle staterne til eet mislykkedes, de nordlige løsrev sig helt, mens de sydlige, det nuværende Belgien, forblev under Spanien. Denne spaltning var skæbnesvanger for Belgien; de hollandske byer tog Luven fra de sydligere, og 1648 fik Holland ret til at spærre Schelden for belgiske skibe. Fik Belgien således ikke del i de nordlige Nederlandes glimrende opving, måtte det under det 17.-18. århundredes kampe lide hårdt under sin beliggenhed mellem mægtigere stater og sit erritoriums betydning som udfaldsport; i Ludvig XIV.s krige måtte Flanderns sletter atter og atter være valplads, og samtidig måtte Spanien 1659, 1668 og 1679 afstå betydelige dele af landet til Frankrig. Efter den Spanske Arvefølgekrig, der også havde hærget landet, kom Belgien 1713 til Østrig og fik alt i alt noget bedre kår end før; imidlertid opretholdt Holland Schelde-spærringen og fik yderligere ved Barrière-traktaten (s.d.) ret til at besætte en række fæstninger i Belgien. Efter at have lidt meget under den Østrigske Arvefølgekrig (1740-48) fik Belgien i sidste halvdel af 18. århundrede nogle gode år under guvernøren Karl af Lothringen; derimod var Josef II.s (1780-90) reformforsøg ilde set i landet og stødte an mod dets nationale og sociale forudsætningern. 1790 udbrød oprør, og staterne forenede sig til et uafhængigt forbund, der dog snart måtte bøje sig for østrigerne. Under den franske revolution besatte franskmændene Belgien 1792 og hilstes som befriere; i Campo Formio 1797 og Lunéville 1891 forenedes landet helt med Frankrig, deltes i departementer og fik del i den napoleonske centralisation. Efter kejserens fald kom Belgien en kort tid under Østrig, men på Wienerkongressen 1815 skabtes af rent politisk-geografiske grunde en enhedsstat af de nordlige og sydlige Nederlande under Vilhelm I af Holland. Det viste sig imidlertid ugørligt af de stærkt forskellige elementer at danne en virkelig helhed, protestanter stod mod katolikker, handelsinteresser mod industri, og kongen var og blev hollandsk. Da de to belgiske partier liberale og klerikale i 20erne forenede sig mod regeringen, var horoskopet stillet. Juli-revolutionen 1830 fremkaldte oprør i Bruxelles, der dannedes en provisorisk regering, som proklamerede Belgiens uafhængighed og bad Frankrig om hjælp. Det hollandske kongehus optrådte uklogt og brutalt, og forsoning glippede. En stormagtskonference i London anerkendte december 1830 oraniernes afsættelse, og juli 1831 valgtes prins Leopold af Sachsen-Koburg til konge som Leopold I (1831-65). Holland gjorde endnu et forsøg på at tvinge Belgien med våbenmagt, men fordreves ved fransk hjælp. Først 1839 ordnedes forholdet til Holland endelig, Luxembourg og Limburg deltes, og scheldespærringen hævedes. Samtidig bekræftedes Belgiens alt 1831 af stormagterne garanterede neutralitet; den var tænkt som en sikring af de forskellige magters modstridende interesser i territoriet. — Der var således for første gang dannet en selvstændig belgisk stat, ikke over national enhed og ikke gennem et stærkt monarki, men ud fra social og politisk samhørighed. Sammensmeltningen til en virkelig enhed har dog ikke været let og er i virkeligheden endnu ikke fuldbyrdet. Belgiens indre historie siden 1831 er præget af voldsomme kampe dels mellem de to nationaliteter, dels mellem de to store partier, klerikale og liberale, hvortil fra ca. 1885 kom socialdemokraterne. Det parlamentariske liv er herigennem blevet højt udviklet og har fremkaldt en række begavede førere og talere. Den religiøse skillelinje dækker delvis den nationale, idet de liberale overvejende består af wallonske fabrik- og mineejere; dog er folkemasserne af begge nationer overvejende katolske eller socialdemokratiske. Da parlamentarismen er strengt gennemført, har partierne skiftevis været ved magten, 1834-40 de klerikale, 1840-41 de liberale, 1841-45 de klerikale, 1845-46 de liberale, 1846-47 de klerikale, 1847-55 de liberale, 1855-57 de klerikale, 1857-70 de liberale, 1871-78 de klerikale, 1878-84 de liberale, 1884-1914 de klerikale, fra 1914 blandingsministerier. Hovedpunkter i striden har været skolesag og valgret. Fra skolefriheden 1831 nåede man 1842 under ministeriet Nothomb til et nationalt skolevæsen med tvungen religionsundervisning, men et liberalt ministerium under Frère-Orban gennemførte 1879 en konfessionsløs skole. Efter en voldsom katolsk modbevægelse faldt ministeriet 1884, og ved en ny lov genindførte Malou ordningen fra 1842. Senere er gennemført et kompromis. Valgretsstriden har været standende siden 1878. Mod den gamle valglov, der kun gav ca. 2 % af folket stemmeret, rejste det nydannede socialdemokratiske parti 1891-93 en voldsom oprørsk strejkebevægelse. De lioberale delte sig i doktrinære og progressister; de resterende klerikale gav efter og gennemførte under Beernaert reformen af 1894. Det derved skabte flerstemmesystem viste sig gunstigt for de klerikale og bekæmpedes heftig af socialdemokrater og radikale; ved en ny strejke 1902 opnåedes intet, og da socialdemokraterne allierede sig med de liberale 1912, led de nederlag ved valgene pga. de moderate liberales forræderi. En ny generalstrejke 1913 fremtvang kun nedsættelsen af en kommission til overvejelse af spøørgsmålet, og her stod sagen ved verdenskrigens udbrud. Men da flerstemmesystemet skabte 1. mio. stemmer mere, end der var vælgere, var dets dagen åbenbart talte. — Leopold I efterfulgtes af Leopold II (1865-1909), hvis privatliv vakte forargelse, men som styrede med megen kløgt. Ham skyldtes det, at Belgien blev kolonialstat, idet han 1889 testamenterede sin suverænitet over Kongostaten til Belgien, somendelig 1908 annekterede den. — Har den indre historie før 1914 været bevæget, har forholdet udadtil i samme tidsrum vel været fredeligt, men dog i stærkere og stærkere grad givet anledning til betænkeligheder. At neutraliteten ikke dækkede Belgien mod farer udefra, viste Napoleon III.s forslag til Bismarck 1867 om at tillade Frankrig at indlemme landet, og under indtrykket heraf vedtoges 1868 en forøgelse af hæren, og Antwerpens befæstning, der var påbegyndt 1859, forstærkedes betydelig. Under krigen 1870 krævede og fik England af begge de krigsførende garanti for Belgiens ukrænkelighed; men senere fremkom der gang på gang tegn til, at man i Tyskland anså en overskridelse af Belgiens grænse for nøvendig under en fransk-tysk krig, især efter at Frankrig fra 1874 havde begyndt anlæget af sin stærke østfront. Mens de tyske militærforfattere åbent omtalte denne nødvendighed, gav de tyske statsmænd imidlertid stadig vildgående forsikringer om at ville respektere Belgiens neutralitet. Skønt stemningen i Belgien under indtrykket af flamlændernes voksende selvstændgihedskamp efterhånden bevægede sig over i tyskvenlig retning, bevarede man dog en levende mistro til den tyske militærpolitik, 1888-92 anlagdes den stærke Maas-linje, og en vældig forøgelse af Antwerpens befæstning fuldendtes kort før verdenskrigen. Delvis under trykket af franske krav indførtes 1909 almindelig værnepligt, og 1913 vedtoges en helt ny hærordning, der betydelig udvidede styrken. Under de truende politiske forhold i 20. århundrede førtes flere gange forhandlinger mellem Belgien og engelske militærmyndigheder, således 1912, forhandlinger, der alle udsprang af frygten for et tysk indfald, kun drejede sig om afværgelse af en eventuel neutralitetskænkelse og aldrig førte til nogen fast aftale. Det tyske ultimatum 2. august 1914 ramte trods alt landet som et lyn; i sit væsen og sine følger virkede det kompromitterende for den tyske militærmagt verden over. Om de følgende begivenheder se Verdenskrigen. Belgien og dets konge Albert (fra 1909) løftedes gennem dem til et lidende kæmpende symbol på ret og menneskelighed. Da tyskerne oprindelige håb om en fredelig gennemmarch slog fejl, lagde deres førere vægt på at indprente tropperne mistro til de civile belgiere. Af disse mod folkerettens love har deltaget i kampen nu og da, lader sig ikke bestride. Men lige så vist er det, at tyskerne gang på gang har søgt berettigelse for barbarisk ødelæggelse af byer og egne i rent futile påstande. Scener som Visé 15. august, Aerschot 19. august, Andenne samme dag, Dinant 23. august og Louvain 25. august vil blive stående i historien som hæslige videsbyrd om den tyske hærledelses kortsynethed og brutalitet. – Da Antwerpen måtte rømmes, flyttedes den belgiske regering 13. oktober 1914 til Le Havre, hvor ministeriet Broqueville (fra 1911) administrerede hæren og den lille rest belgisk land under krigen. Tyskerne organiserede landets styre under en generalguvernør, der tillige fra chef for besætningshæren (1914 von der Goltz, 1914-17 von Bissing, derefter von Falkenhausen); under ham stod en civil forvaltningschef. I provinserne styrede militære guvernører med civilpræsidenter, der atter havde militære kredschefer under sig. Under generalguvernøren oprettedes to særlige afdelinger for finanserne og den politiske administration. At tyskerne her som overalt indlagde sig fortjeneste af organisationen, tør ingenlunde benægtes, men styret var hårdhændet og synes ligefrem at have tilsigtet en ødelæggelse af den belgiske industri; efter krigens afslutning var 800.000 belgiske arbejdere arbejdsløse. Overhovedet efterlod det tyske styre landet i en lidet blomstrende forfatning; de svære rekvisitioner virkede navnlig forarmende i de mindre byer, og indkvarteringen og nærigslivets stagnation voldte foremlig hungersnød. Fra de allierede lande, især England, Frankrig og Amerika ydedes virksom hjælp, bl.a. gennem The Commission of Relief in Belgium og Le comité National de secours et d'alimentation, der månedlig indkøbte levnedsmidler for 30 mio. francs. +++ (HK1/1920)