Trediveårskrigen

1618-1648 20.08.18

Som en af de mest grusomme krige, udviklede Trediveårskrigen sig fra en opstand i Böhmen til en europæisk kamp mellem katolske og protestantiske magter. Denne overvejende religiøse fase kan underopdeles i to særskilte perioder: Böhmiske (1618-25) og danske (1625-29). Derpå udviklede krigen sig til en politisk kamp mod Huset Habsburg, først af Sverige og dernæst Frankrig. Disse erobringskampagner, næsten udelukkende udkæmpet på tysk jord, kan også underopdeles i to perioder: Svenske (1630-35) og svensk-franske (1635-48). Indtil 1637 fandt krigen Ferdinand II, den katolske habsburgske kejser af Det tysk-romerske Rige, og Filip IV af Spanien allieret md Christian IV af Danmark og Norge og Gustaf II (Gustaf Adolf) af Sverige. Ferdinand III, som efterfulgte sin fader, kæmpede mod efterfølgerne til Gustaf og de franske hære afsendt af kardinalerne Duc de Richelieu og Jules Mazarin. De westfalske traktater, som blev underskrevet i 1648, skænkede erstatning til Sverige og Frankrig, anerkendte republikkerne De Forenede Nederlande og Schweiz, og sørgede for mere religiøs tolerance for protestanterne. Tyskland henlå knust, frataget arbejdskraft og rigdom.

Böhmiske Periode

Danske periode

Svenske periode

Svensk-franske periode

Fortsættelsen af kampen mellem Spanien og Frankrig (senere med tilslutning fra England) resulterede i yderligere tre slag, ofte kaldet Den spanske Fronde, inden der blev opnået fred i Pyrenæertraktaten fra 1659.
Trediveårskrigen førtes i Tyskland og enkelte tilgrænsende lande 1618-48, hovedmotivet i dens årsager og forløb var den religiøse modsætning mellem katolicisme og protestanterne, navnlig som den fremtrådte efter den katolske modreformation (s.d.), men hertil kom en fylde af andre, politiske og dynastiske forhold, der gjorde næsten alle Europas stater interesserede. Trediveårskrigen falder naturligt i 4 afsnit, den böhmisk-pfalziske krig 1618-23, den nedersachsisk-danske krig 1624-29, den svenske krig 1630-34 og den svensk-franske krig 1635-48. Krigen begyndte med Böhmens oprør mod habsburgerne 1618; da den af dem valgte konge Frederik af Pfalz blev slået, førte kejser Ferdinand II, der drev en aggressiv habsburgsk politik, kampen over til Tyskland og gav hans land til den katolske hovedfyrste Maximilian af Bayern. De nordtyske fyrster frygtede nu både katolicismen og kejseren og søgte hjælp hos det protestantiske udland. England undslog sig for direkte deltagelse, men lovede støtte til Sverige eller Danmark. Gustaf Adolf anså ikke tiden til indgriben for moden, men Christian IV tog førerskabet for Nedersachsen, led nederlag 1626 og måtte 1629 slutte fred. Samme år rettede kejseren ved restitutionsediktet (s.d.) et voldsomt slga mod protestanterne. Da trådte Gustaf Adolf frem, slog både de tyske fyrster og kejseren og forberedte en fuldsommen om kalfatring af Tysklands forhold, da han faldt 1632. Svenskerne kunne nu ikke holde protestanterne sammen, og Frankrig, der hidtil havde ydet pengehjælp, trådte frem som krigsførende magt med det eneste formål at svække habsburgerne. Freden, der sluttedes i Münster 24. oktober 1648 under navn af den westfalske fred, fastslog protestanternes og Frankrigs sejr. Der gaves fuld religionsfrihed, Schweiz og Nederlandene blev selvstændige, Frankrig fik vigtige grænsedistrikter i sin magt og Sverige store arealer i Nord-Tyskland. – Trediveårskrigen gik ved tidens barbariske krigsførelse frygteligt ud over Tyskland, og en helt ny kultur måtte bygges op efter den. Politisk beseglede den kejsermagtens nedgang overfor delfyrsterne og Frankrigs supremati i Europa; i landenes indre forhold medførte den styrkelse af fyrstemagten og troen på statens mission. (HK9/1925)