Louis Napoleon III

Frankrig, 1808-1873 27.12.11

Fransk kejser. Søn af Ludvig Bonaparte og Hortense, født Beauharnais. Efter Napoleon Is fald fulgte han sin moder til Genève, senere til Augsburg, hvor han gik i latinskole. 1831 blev han kaptajn i den schweiziske milits. 1832 udgav han »Politiske drømmerier«, hvori han udtalte, at »Frankrigs genfødelse« kun kunne ske ved genoprettelse af det napoleonske kejserdømme med demokratiske institutioner. Efter hertugen af Reichstadts død 1832 anså han sig selv for den store Napoleons nærmeste arving og syslede med planen om at overrumple den franske regering og få magten i Frankrig. 1836 gik han ind i en kaserne i Strasbourg og hyldedes som kejser af et artilleriregiment, men blev dog straks efter arresteret og ført til Paris og derfra til Amerika. Hans moders sygdom kaldte ham imidlertid tilbage til Schweiz, hvor han blev boende efter hendes død 5. oktober 1837. Da den franske regering krævede ham udvist af Schweiz, drog han til London, hvorfra han 1839 udsendte skriftet Idées Napoléoniennes. Da napoleonsdyrkelsen i Frankrig fik ny næring ved overførelsen af Napoleons Is lig fra St. Helena til Paris 1840, prøvede han et nyt kup, idet han fulgt af general Montholon, Persigny og 50 væbnede mænd landede i Boulogne og søgte at vinde garnisonen dér. Han blev imidlertid fanget og 6. oktober samme år af Pairskamret dømt til livsvarigt fængsel. Han sad i fængsel i fæstningen Ham, hvorfra han udsendte forskellige afhandlinger, bl.a. om »Pauperismens afskaffelse«. 1846 slap han, forklædt som arbejder, ud af fængslet og drog tilbage til England. Efter februarrevolutionen valgtes han 17. september 1848 til medlem af Nationalforsamlingen, og den bonapartitiske agitation tog ny fart. 10. december 1848 valgtes han med 5,5 mio. stemmer til præsident. Ved rejser i landet, taler, bestikkelser, presseagitation m.m. og ved en på samme tid konservativ og kirkevenlig ordenspolitik og en demokratisk, arbejdervenlig holdning vandt han tillid i næsten alle folkelag. Officerskorpset i Paris rensedes og fornydedes, og 2. december 1851 erklærede han så Nationalforsamlingen opløst og appellerede til folket, der ved alm. stemmeret skulle udtale sig om den ny forfatning, han foreslog (præsidentskab på 10 år, senat og lovgivende forsamling). Modstanden kvaltes med hensynløs magt, og 7,5 mio. stemmer gav ham tilslutning. På en ny rundrejse agiterede han for kejserdømmet som garanti for fred og national ære. Senatet vedtog 7. november 1852 at indføre arvekejserdømmet, og en folkeaftstemning gav 21.-22. november kejser Napoleon 8 mio. stemmer, hvorpå han 2. december holdt sit indtog i Paris og tog bolig i Tuilerierne. 1853 ægtede han, efter at have fåetafslag fra flere gamle fyrstehuse, den spanske grevinde Eugenio de Montijo, med hvem han fik en søs (Napoleon IV). Snart anerkendtes det ny kejserdømme af de gamle fyrstehuse og regeringerne i Europa, senest og uvilligst af Rusland, og Napoleon blev snart ledende i udenrigspolitik (Frankrigs deltagelse i den orientalske krig og den italienske krig). Han søgte at fremme nationalitetsprincippet, men nogen virkelig overlegen diplomatisk dygtighed besad han ikke, og Bismarck formåede han ikke at besejre. I 1860erne voldte dels den mexicanske krig, dels Preussens sejre 1864 og 1866 megen skuffelse i Frankrig. Desperate, letfærdige og til dels uhæderlige binapartister, støttet af den vankundige kejserinde, tog mere og mere magten fra den nu sygelige kejser, der i januar 1870, angst for ansvaret, til bonapartisternes store misfornøjelse indførte en parlamentarisk forfatning, og den hohenzollerske kandidatur i Spanien blev anledning til krigen med Preussen, der blev en krig med Tyskland. Skønt Frankrigs økonomiske forhold var gode, var en nødvendig hærreform bleven udskudt indtil 1868, og den var ikke færdig, da krigen udbrød. Slaget ved Sedan 2. september 1870 hidførte revolutionen i Paris 4. september og republikkens indførelse. Efter afslutningen af den foreløbige fred blev Napoleon givet fri fra »krigsfangenskabet« på Wilhelmshöhe ved Kassel og drog så til England, hvor han døde efter en operation. (HK7/1924)