Efter det knusende nederlag ved Nördlingen i 1634, henlå den fransk-svenske
sag i formørkelse i næsten to år. Bernhards,
hertug af Sachsen-Weimar, tvungne retræte efterlod det sydlige og
centrale Tyskland udsat for angreb fra den habsburgske hær fra Det
tysk-romerske Rige (Ferdinand
II). Augsburg, Hanau, Heidelberg og andre byer faldt til styrkerne
under Ferdinand
af Østrig (fremtidig tysk-romersk kejser). Langs med Rhinen indtog
de spanske habsburgske tropper Philippsburg og Treves. For en tid var
selv Paris truet af et kombineret angreb fra de Spanske Nederlande og
Alsace. Imens var den svenske hær under feltmarskal Johan
Banér praktisk talt isoleret i Brandenburg.
I efteråret 1636 forsøgte Johan
Georg I, kurfyrste af Sachsen, med 30.000 sachsiske og kejserlige
tropper at afskære Banér fra Østersøen. Ved
Wittstock, 93 km nordvest for Berlin, indtog den allierede tyske hær
en stærk position på en bakke den 4. oktober. Banér
kunne med kun 22.000 mand (hovedsageligt svenskere og skotter) ikke angribe
fjenden, som havde gravet sig ned. Med kun en del af sin styrke, inkl.
den svenske general Lennart
Torstenson, rykkede Banér frem tid foden af bakken. Imens sendte
han den skotske general James
King (senere Lord Eythin) og feltmarskal Alexander
Leslie (senere Lord Leven) på en bred indkredsende manøvre.
Da den lille fjendtlige styrke nærmede sig foran deres stilling,
forlod tyskerne deres stillinger for at angribe. Således blev de
fanget i det åbne da King og Leslie angreb deres flanke og bagland.
Under angreb fra tre sider gav den sachsisk-kejserlige hær efter,
og mistede 11.000 i dræbte og sårede og 8.000 taget til fange.
Svenske tab var 5.000 Sejren gav nyt håb for de protestantiske tyske
prinser i Nordtyskland, som fortsat gjorde modstand mod habsburgsk dominans.