Ferdinand II |
||
Tyskland, 1578-1637 | 09.12.12 | |
Var tysk-romersk kejser fra 1619; sønnesøn af Ferdinand 1.; efterfulgte fætteren Matthias. Opdraget af jesuitter; fanatisk forkæmper for modreformationen. Konge af Böhmen 1617, af Ungarn 1618. 1618 begyndte Trediveårskrigen første fase med oprøret i Böhmen, der 1619 erklærede Ferdinand for afsat og valgte Friedrich af Pfalz til konge. Efter store vanskeligheder i begyndelsen kunne kejseren 1620 genvinde magten i Böhmen fuldstændigt efter slaget ved Det hvide Bjerg. Landet blev strengt straffet og tvangskatoliseret. Med Wallensteins sejre over de tyske protestanter og Christian 4. nåede Ferdinand en sådan magtudfoldelse (Restitutionsediktet 1629), at de katolske tyske fyrster blev betænkelige og tvang ham til at skille sig af med feltherren. De hårde kampe med Sverige og truslen fra Frankrig fik 1635 kejseren til at gå på forlig med de tyske protestanter (Pragerfreden). (LM) Konge af Böhmen, Tysk-romersk kejser af huset Habsburg. Blev efterfulgt af sin søn Ferdinand III.
Ferdinand II (1578-1637), tysk-romersk kejser 1619-37, søn af Maximilian II.s yngre broder, Karl af Steyermark, opdroges af jesuitterne til fanatisk katolik. Hans fætter kejser Matthias fik ham valgt til konge i Ungarn og Böhmen, men da böhmerne 1618 havde gjort oprør mod Matthias, og Ferdinand var dennes død var bleven hans efterfølger, ville de ikke længere have ham til konge og angreb ham i Wien, men han modstod kækt deres angreb. Kort efter blev Ferdinand valgt til kejser; böhmerne havde imidlertid valgt Frederik af Pfalz til deres konge. Støttet af den katolske ligue, hvis general, Tilly, besjerede Frederikved det hvide bjerg 1620, blev Ferdinand atter herre i Böhmen, hvor protestanterne blev knust. Ferdinand ville nu også undertrykke de nordtyske protestanter, og navnlig efter at Waldstein var trådt i hans tjeneste, optrådte han med stort overmod. Efter at have sluttet fred med Christian IV 1629 udstedte han restitutionsediktet, der befalede de protestantiske fyrster at tilbagegive alt inddraget kirkegods. Da Ferdinand samtidig krænkede de katolske fyrster og viste, at han ved Waldsteins hjælp ville indskrænke de tyske fyrsters suverænitet og øge kejserens myndighed, tvang han både katolske og protestantiske fyrster ham til at afskedige Waldstein. Da Tilly 1631 var besejret af Gustaf Adolf og faldet, måtte Ferdinand atter henvende sig til Waldstein. Denne blev slået ved Lützen 1632, men Gustaf Adolfs fald bragte atter kejseren overvægten; Waldstein optrådte imidlertid så tvetydigt, at Ferdinand 1634 lod ham dræbe. Samme år greb Frankrig ind i krigen for at svække kejseren; Axel Oxenstierna og de svenske generaler bragte atter sejren på protestanternes side, og Ferdinands planer om katolicismens endelige sejr og kejsermagtens vækst var for stedse strandet; han fik dog 1636 sin søn Ferdinand III valgt til romerske konge. (HK3/1921)
He was the son of Karl II of Austria (1540-1590) and his wife Maria Anna of Bavaria (1551-1608). He was the leading champion of the Roman Catholic Counter-Reformation and of absolutist rule during the Thirty Years' War. His first wife was Maria Anna of Bavaria (1574 - 1616), by whom he was father of four children, including Ferdinand III (1608-1657). His second wife was Eleonore of Gonzaga (1598 - 1655). |
Fader:
Karl II af Østrig Moder: Maria Anna af Bayern Børn: Ferdinand III Leopold Wilhelm |