Danmarks
kong Christian
IVs endelige nederlag ved Wolgast
i 1628 syntes at afslutte Trediveårskrigen. Men det var kun slutningen
på den såkaldte danske periode i konflikten. Den svenske fase
begyndte to år senere, da kong Gustaf
II gik i land i Pommern i spidsen for en veltrænet hær
på 13.000 mand. Gustav, som var allieret med Bourbon-Frankrig (Ludvig
XIII), havde genoptaget den protestantiske sag mod de habsburgske
katolske styrker under den tysk-romerske kejser Ferdinand
II. I resten af 1630 forøgede den svenske konge sin hær
gennem energisk rekruttering af tyskere.
Imens gik Johan
Georg I og Georg Wilhelm, de protestantiske kurfyrster af hhv. Sachsen
og Brandenburg, også til våben, fast besluttede på endeligt
at kæmpe for enten kejserriget eller den svenske konge. Mens de
tøvede, marcherede Gustaf op langs med Oder i 1631, idet han skubbede
den kejserlige hær under general Albrecht
von Wallenstein foran sig. Denne hær var nu nominelt under kommando
af feltmarskal greven af Tilly,
idet Wallenstein var blevet afsat af Ferdinand i august 1630.
Den 13. april stod Gustav uden for byen Frankfurt. Tilly,
som havde travlt med at belejre Magdeburg, kunne ikke sende undsætning.
Den svenske hær stormede ind i byen, idet de dræbte, tilfangetog
eller spredte resterne af de otte kejserlige regimenter. Den svenske konges
første større sejr i Tyskland gjorde ham i stand til at
supplere sine forsyninger, men det var ikke lykkedes at bortlede den kejserlige
hovedstyrke fra dets angreb på Magdeburg, 240 km mod vest.