Efter
det uafgjorte slag ved Fürth,
uden for Nürnberg, marcherede general grev Albrecht
von Wallenstein med sin hær fra det Tysk-romerske Rige (Ferdinand
II) mod nordøst ind i Sachsen. Ved at plyndre denne stat håbede
han at tvinge kurfyrsten af Sachsen, Johan
Georg I, til at fralægge hans alliance med Gustav
II af Sverige. Men den svenske konge turde ikke risikere denne mulighed.
Han vendte sin hær på 16.000 mand mod nord og marcherede i forfølgelse
af Wallenstein. Ved Lützen, 24 km sydvest for Leipzig, fandt han, at
den kejserlige kommandør havde opstillet en hær på 15.000
mand for at blokere hans fremrykning. (Grev Gottfried
zu Pappenheim havde med yderligere 10.000 kejserlige tropper ilede
sydpå fra Halle).
På en tåget morgen den 1. november 1632 angreb
den svensk-tyske hær Wallensteins position, som var forankret ved
landsbyen Lützen på den højre flanke. Her havde Wallenstein
selv kommandoen mod Bernhard,
hertug af Sachsen-Weimar. På den modsatte fløj stod Gustav
overfor den kejserlige general Heinrich
Holk. Omkring kl. ti anførte Gustav et angreb på denne
flanke, som tvang Holks kavaleri tilbage. Men Pappenheim red frem med sit
kavaleri i tide til at stoppe det svenske stormløb. Men i den bitre
kamp blev Pappenheim dræbt. Den næste kommandør som faldt
var kong Gustav, som blev skudt gennem hovedet, siden, armen og ryggen.
Hertug Bernhard, som havde holdt stand mod Wallensteins modangreb på
Lützen siden, overtog den øverste kommando. De nu sorgbetyngede
protestanter faldt nu over deres modstandere med en sådan voldsomhed,
at de fordrev dem fra slagmarken. Wallenstein opgav sit artilleri og trak
sig i ly af tågen og frembrydende mørke tilbage nordpå
til Halle, efter at have efterladt mere end 3.000 mand døde på
slagmarken. Omkring 1.500 svenskere blev dræbt. Det var Wallensteins
første større tilbageslag under krigen. Han trak sig senere
tilbage ind i Böhmen, men de uorganiserede protestantiske styrker søgte
en ny leder.
Slaget ved Lützen forbindes med døden for
den tredje førende figur fra Trediveårskrigen. Den 29. november
døde Frederick
V, tidligere kurfyrste af Pfalz og »vinterkonge« af Böhmen,
men havde spillet en afgørende rolle i krigens indledning, som en
nedbrudt og slagen mand i en alder af 36.